Tele-privatisering og magtesløshed

Artiklen blev skrevet inden Israels angreb på Libanon i sommeren 2006, som ødelagde meget infrastruktur og dermed også planerne om privatisering. Teleselskabet OGERO er i dag fortsat et 100% statsejet monopol.

Vi går ned i den grå kælder under teleselskabet OGERO i Beirut. Her sidder den 12 mand store bestyrelse for fagforeningen og taler om deres frygt for, hvad der vil ske i den nære fremtid. OGERO har monopol på fastnettet og er ejet af den libanesiske stat. Indtil videre. Privatisering og omstrukturering under en ny privat ledelse er på vej, og fagforeningen er ikke stærk nok til at forhindre, at de tilkæmpede fordele bliver ofret i processen.

Unge og veluddannede

Hvordan kunne det ske? Flertallet af OGEROs medarbejderne er unge og veluddannede. Hovedparten blev ansat for 10 år siden og gennemsnitsalderen ligger midt i 30erne. 80% af dem har meldt sig ind i fagforeningen, som har haft succes i forhandlinger om en årlige bonus, overtidsbetaling og fratrædelsesordninger.

Nu står det hele på spil

Telesektoren skal liberaliseres fuldt ud, for at Libanon kan optages i Verdenshandels-organisationen (WTO). Derfor skal OGERO fusioneres med dele af Ministeriet for Telekommunikation i et nyt privat selskab, LibanTelecom. Så meget er skåret ud i beton. Men medarbejdernes skæbne er endnu uvis.

Politisk tovtrækkeri

”Vi risikerer at miste alt det, vi har vundet”, vurderer næstformand Mohamed Mouhaidly. ”Men vi kan ikke gøre noget før vi får planerne at se og den nye ledelse er på plads.”

Privatiseringen af OGERO har været diskuteret i flere år, men tidligere tiltag blev bremset af politisk tovtrækkeri. Nu hvor privatiseringen er et faktum, fortsætter det politiske spil om indtægterne fra OGERO og en række andre statsvirksomheder, og kortene holdes tæt inde på kroppen.

Sygekasse som gode

”Vi ved ikke hvad ministeriets planer er med hensyn til de ansatte, og usikkerheden er svær, især for os med familier”, siger Khodor Barhoumi, en ellers smilende midaldrende mand, der er kasserer i fagforeningen.

I Khodor Barhoumis kontor, OGEROs sygekasse, ligger små plastikposer med piller og papirer som synlige beviser på et personalegode, fagforeningen har opnået. De ansatte får dækket alle sundhedsudgifter og kontoret hjælper dem i arbejdstiden med de papirer og udlæg af kontanter, der er forbundet med at tage på sygehuset eller få udleveret medicin. Et ikke uvæsentligt gode i et liberalt samfund som Libanon, hvor sundhedssystemet koster tid og penge for brugerne. For ikke at nævne, at sociale sikringsordninger falder bort efter 3 måneders ledighed. Men nu står fagforeningen overfor en endnu større udfordring end refusion af medicinudgifter i arbejdstiden.

Fusion og massefyringer

Hovedproblemet for de 1800 ansatte i OGERO er, at de i fusionen slås sammen med 2400 embedsmænd fra ministeriet, som ikke har ret til at organisere sig. Fagforeningen står altså svagt i en fusion, hvor det høje antal sammenbragte medarbejdere i al sandsynlighed vil lede til massefyringer. Sker det efter at medarbejderne er flyttet over til det private selskab, mister de udover jobbet også den fratrædelsesordning med 30 måneders løn, de har forhandlet sig frem til under statsmonopolet.

”Regeringen og den nye private ledelse får stort set frie hænder”, frygter Mohamed Mouhaidly. Hans fagforening har ellers været kendt som en ung og dynamisk fagforening, et lysende eksempel i den libanesiske fagbevægelse for sin evne til at mobilisere støtte for dens sager. Men de 12 mænd i kælderen virker rådvilde og lammede over denne udfordring, og har, i lighed med andre dele af den libanesiske fagbevægelse, endnu ingen bud på strategier eller støtter, der kan afbøde privatiseringens konsekvenser.