
25% flere fagligt aktive dræbt i 2006
I 2006 steg antallet af dræbte fagligt aktive med 25% i forhold til året før. I alt mistede 144 mennesker livet i forsvar for faglige rettigheder.
Tortur, tæsk og trusler
Ifølge IFS’ årlige rapport “Annual survey of violations of trade union rights” blev mere end 800 arbejdstagere tæsket eller tortureret, og knap 5.000 blev arresteret under faglige aktiviteter i 2006. Mere end 8.000 blev fyret på grund af deres faglige engagement.
Det er skræmmende tal, udtaler Guy Ryder, generalsekretæren for IFS, der repræsenterer 168 millioner arbejdstagere. Det lader til at de fagligt aktive i stadigt større omfang risikerer undertrykkelse og trusler, og det sker i stadigt flere lande. Ikke mindst ser det ud til at de negative tendenser, som rapporten dokumenterer for 2006, i mange af landene også fortsætter ind i 2007.
Det sker ustraffet
Colombia er stadig klodens værste brændpunkt med 78 drab i 2006, hvoraf næsten alle udføres ustraffet af paramilitære grupper med myndighedernes godkendelse eller på vegne af arbejdsgivere. Ud af 1.165 dokumenterede drab i perioden 1994-2006 er kun 56 drabsmænd blevet sat for en dommer, og heraf er 14 blevet straffet.
I Filippinerne er der en bølge af vold mod fagforeninger, som har set 33 medlemmer blive dræbt, heraf nogle i sammenstød med militæret og politiet.
I alle dele af verden sker der rutinemæssigt massefyringer, tæsk, tilbageholdelser og trusler mod arbejdstagere og deres familier.