Kviksølv erstattes med rengøringsmiddel
Geologen Peter Appel kom første gang til Filippinerne i 2005 for at se på kviksølvforurening ved mindre mineselskaber. Dem er der over 300.000 af i landet. Peter Appel opdagede i sin kortlægning, at minearbejderne i det nordlige Filippinerne for over 30 år siden havde droppet kviksølv i udvindingen af guld og i stedet var gået over til Borax. Det gav Peter Appel ideen til at få udbredt metoden til mange flere minearbejdere. I et samarbejde med dokumentarfilm-instruktøren Tom Heinemann er der nu en meget konkret undervisningsfilm klar til brug. Den viser skridt for skridt, hvordan Borax kan bruges til at sortere guld fra andre partikler.
200 til 500 tons kviksølv om året
I et lille bibliotek på det gamle kommunehospital i København er der verdenspremiere på den knap ti minutter lange film. Peter Appel kan næsten ikke få armene ned. Han har champagne til producenter og samarbejdspartnere fra ulandsorganisationerne Dialogos og Ulandssekretariatet.
Det er en lang sej proces, der nu ser ud til at kunne omsættes til uddannelse mindre brug af kviksølv i udvindingen af guld. Da Peter Appel første gang var i Filippinerne, regnede han ud, at der udledes mellem 200 og 500 tons kviksølv om året i den filippinske natur ved udvinding af guld. Ifølge Appel er der allerede et stort antal handikappede børn på grund af kviksølvforurening.I et samarbejde mellem læger i ulandsforeningen Dialogos, den lokale ngo Bantox (Ban Toxics=Forbyd Giftstoffer) og Ulandssekretariatets samarbejdsorganisation Benguet Federation of Small Scale Miners’ Incorporated (BFSSMI) skal der nu gennemføres et stort undervisningsforløb, hvor 400 minearbejdere skal lære at bruge Borax i stedet for kviksølv. De 400 skal derefter videre ud i det Filippinske minesamfund og undervise andre i at bruge midlet. Målet med projektet er at knap 1500 minearbejderne i 2014 er gået over til at bruge Borax i stedet for kviksølv i udvindingen af guld.
Så skal der ryddes op
Ved verdenspremieren i det lille bibliotek i København flyver ideerne. For metoden kan også bruges alle andre steder i verden. Næste stop for en af premiere-gæsterne er en stor konference i Ghana, hvor en to-minutters demonstrationsfilm kommer med.
Og så tegner Peter Appel det store perspektiv, som han ønsker sig: ”Når vi kommer til 2014, og 1500 minearbejdere er gået over til Borax, – så skulle den filippinske regering gerne være overbevist om metoden. Regeringen kan så gå videre til Verdensbanken og Asian Development Bank og andre og foreslå et meget større projekt, der forhåbentlig resulterer i, at kviksølv kommer ud af udvindingen af guld”.
Selv er han på vej til Filippinerne igen. Denne gang med et andet projekt. Der skal nemlig også ryddes op i det kviksølv, der allerede er ude i naturen.