
Fokus på hjælpearbejdet
Dansk metal giver støtte til:
· At forbedre arbejds- og levevilkårene for metal- og minearbejdere i Rajastan i Indien, hvor mere end 100.000 mennesker arbejder i minerne. Kun 5 procent er organiseret i en fagforening. Dansk Metal støtter i samarbejde med Ulandssekretariatet INMF (Indian National Mineworkers Federation) i Rajastan i at udvikle sig til en bæredygtig fagorganisation, der er klædt på til at organisere flere arbejdere og forbedre deres arbejdsforhold.
· At uddanne teenagere i Bangladesh til automekanikere, så de kan få chancen for et bedre liv som faglærte arbejdere. Dansk Metal har i samarbejde med Ulandssekretariatet og BILS ( Bangladesh Institute of Labour Studies) etableret et automekanikerværksted i Tongi i Dhaka, hvor de unge arbejder som lærlinge med løn i 12 måneder. En dansk automekaniker, Jørgen Riis Madsen, har været udsendt for at etablere værkstedet og undervise drengene.
BAT-Kartellet giver støtte til:
· At bekæmpe børnearbejde blandt børn af fattige bygningsarbejdere i Indien. BAT-kartellet har i samarbejde med BWI, der er sammenslutningen af bygningsarbejdere, bl.a. etableret to skoler for børn af bygningsarbejdere i Uttar Pradesh. 100 millioner børn kommer ikke i skole i Indien. Formålet med projektet er at forhindre, at disse netop særligt udsatte børn bliver udnyttet til hårdt arbejde i byggebranchen. Gennem skolegangen får børnene chancen for et bedre liv.
· At tilbyde børn af bygningsarbejdere gode fritidsaktiviteter. Pilotprojektet “Aktive børn er glade børn” blev indledt i 2005, og det er blevet en stor succes. Målet var at skabe indholdsrige fritidsaktiviteter for børnene og at uddanne medarbejdere til at fortsætte aktiviteterne. Børnene dyrker sang, musik og teater og lærer om deres rettigheder på en sjov måde. Til projektet er bl.a. udarbejdet et sæt materialer om Børnekonventionen. Projektet er blevet gennemført i samarbejde med DUI-LEG & VIRKE, TIB og den lokale organisation Rasthra Seva Dal på skoler drevet af BWI.
3F giver støtte til:
· At bekæmpe fattigdom blandt kvindelige løsarbejdere i Indien. Det gør 3F i samarbejde med Ulandssekretariatet ved at støtte organisationen SEWA (Self Employed Women’s Association) i sit arbejde for at sikre kvinderne økonomisk. SEWA er bl.a. talerør for kvinderne, lærer dem at læse og skrive, yder dem lån, rådgivning og støtte gennem egen bank og opretter kooperativer, hvor kvinderne sammen kan producere og sælge varer.
· At styrke kvindelige arbejderes rettigheder i Nepal. I samarbejde med den faglige landsorganisation GEFONT (General Federation of Nepalese Trade Unions) arbejder 3F med at styrke kvinders aktive deltagelse i fagbevægelsen, få organiseret og uddannet flere kvindelige medlemmer og forbedre kvindernes leve- og arbejdsvilkår. I Nepal udsættes kvinder for omfattende diskrimination. 3F hjælper bl.a. med at uddanne kvindelige arbejdere i faglige rettigheder, så de er bedre i stand til at kræve deres ret, og støtter kampagner og oplysningsarbejde.
ASF Dansk Folkehjælp giver bl.a. støtte til:
· Hjælp til katastrofeofrene på Sri Lanka for tsunamien, der ramte Sydasien i 2004 og skabte død og ødelæggelse på sin vej. Katastrofehjælpen for flodbølgens ofre har bl.a. omfattet distribuering af nødhjælp, opførelse af midlertidige boliger til hjemløse familier, genopbygning af skoler, etablering af særlige børnehuse, hvor børn bl.a. har kunnet få traumebehandling, og jobtræningsprogrammer for at skaffe enlige forsørgere tilbage på arbejdsmarkedet.