
Historier om umenneskelige arbejdsvilkår er øjenåbner
Fokus på menneskerettigheder og bedre arbejdsmiljø skal skabe vækst i Kenya. Men den udvikling kommer ikke af sig selv. Virksomhederne skal kunne se, at der er en forretningsmæssig idé i at forbedre deres egne produktionsforhold.
Det budskab prøver Håndværksrådet at få ud til virksomheder i Kenya, så de bliver mere attraktive for det danske marked. Rådet har i de senere år specialiseret sig i at yde rådgivning om socialt ansvar til virksomheder i udviklingslande.
På workshops i Kenya viser Håndværksrådet eksempler, hvor danske journalister har afsløret sager om horrible arbejdsforhold. Eksemplerne er ofte en øjenåbner for kenyanerne, fortæller Claus Aabling, projektkonsulent for Håndværksrådet.
Han har flere gange vist filmen ’Når Tilbud Dræber’, der er produceret af journalist Tom Heineman og distribueret af Ulandssekretariatet. Filmen fra 2006 viser, hvor vanskeligt det er at tage socialt ansvar, og hvordan virksomheder som Cheminova, Jysk og Dansk Supermarked bryder deres egne etiske regler i forbindelse med produktion i Indien. Filmen er et godt eksempel på en situation, som danske virksomheder for alt i verden vil undgå.
”Når vi viser filmen, er folk typisk meget overraskede over, at emnet er på dagsordenen i Danmark. I Kenya bringer medierne ikke mange historier om uetiske forhold på virksomhederne. Men når de finder ud af, hvor vigtigt det er for danske virksomheder, bliver det også vigtigt for dem at have styr på det.”

Arbejdsmiljø som gulerod
Deltagerne i Håndværksrådets workshops får på den måde øjnene op for, at høj etisk standard og CSR (virksomheders sociale ansvar) er efterspurgt på det danske marked. Et marked, som de gerne vil ind på. På den måde øjner de en forretningsmæssig gulerod i at sikre ordentlige arbejdsforhold.
”Når man vil ramme en produktionsvirksomhed i Kenya, så er det vigtigt at knytte det til en business case. Vi træner også i, hvordan bedre arbejdsmiljø kan give færre sygedage og ulykker og i det hele taget kan optimere arbejdsgange. Vi viser dem, hvordan respekt for menneskerettigheder kan være med til at motivere medarbejdere og gøre produktionen mere effektiv. Ellers er det ikke bæredygtigt. Så kan man vende tilbage en uge efter, og så er alt ved det gamle,” siger Claus Aabling.
Den internationale afdeling af Håndværksrådet har samarbejdet med Danida i mere end 20 år om at udvikle nye erhvervsudviklingskoncepter og gennemført projekter for den private sektor med særlig fokus på udviklingslande.
Mange af projekterne gennemføres i samarbejde med andre organisationer og myndigheder som f.eks. Erhvervsstyrelsen, Dansk Mode og Textil samt NGOer og erhvervsorganisationer i de lande, hvor projekterne foregår. Se f.eks. www.susbizkenya.org