
Udviklingsminister Christian Friis Bach: Fagbevægelsen er helt central

”Jeg ser fagbevægelsen som helt central for en bedre fordeling i lande – for eksempel i Afrika – der nu har en stor vækst. Det er også vigtigt, at fagbevægelsen sørger for, at der skabes gode arbejdspladser. Der er alt for mange eksempler på, at væksten buldrer frem, mens det halter med fordelingen. Der er fagbevægelsen en helt central spiller”, siger den nyslåede udviklingsminister.
Han er stor tilhænger af, at virksomhederne skal tage sociale ansvar, også i de udviklingslande, hvor de har produktion.
”Men de etiske diskussioner skal ikke kun foregå i bestyrelseslokalerne. Vi skal have den kamp ud i landene.
Jeg har i set små skilte i bananplantager i Mellemamerika, hvor der står, at arbejdstagerne kan ringe til et gratis telefonnummer i USA, hvis de observerer et problem. Det er en stor misforståelse.
I stedet skal vi styrke de organisationer lokalt, som kan forbedre forholdene for medarbejderne. Vi skal sikre, at virksomhederne har forståelse for, at den eneste måde, de kan skabe bedre forhold, er ved at samarbejde lokalt med fagforeningerne. Og fagforeningerne skal have fri mulighed for at agere”, siger Christian Friis Bach, der lægger vægt på, at ILO konventionerne om fagforeningsrettigheder anerkendes i udviklingslandene.
Kræver stærkere engagement
”Det brede samfundsansvar. Det er fagbevægelsen god til. Jeg håber… Ja jeg vil kræve et stærkere engagement fra den danske fagbevægelse. Jeg er meget inspireret af 3f’s helt fantastiske arbejde – og af Ulandssekretariatet. Det håber jeg bliver styrket og udbygget, for den faglige kamp herhjemme hænger tæt sammen med faglig kamp ude i verden”.
Christian Friis Bach var med i Afrika-kommissionen, da den tidligere regering lagde en ny udviklingsstrategi. Han siger, han står ved den retning, udviklingspolitikken tog, men at der er ting, der han vil ændre. Han vil gerne have, at fagbevægelsen får større ansvar. I forhold til vækst og beskæftigelse skal der laves bedre rammebetingelser – og ikke gives støtte til enkelte virksomheder. Landbruget efter ministerens mening helt afgørende for, at der sættes en vækstcyklus i gang i udviklingslandene.
”Det skal være nemmere at etablere virksomheder, siger udviklingsministeren. ”Vi skal af med noget bureaukrati, så det ikke tager 200-300 dage at få lov til at oprette en virksomhed”.
Landbruget i fokus
”Men en af de allervigtigste drivkræfter for at reducere fattigdom og sult – og få sat gang i væksten – det er landbrugssektoren”, siger Christian Friis Bach. Fødevarekrisen og klimaproblemerne gør landbruget endnu mere vigtigt. Heller ikke her skal der gives støtte til enkeltprojekter, men det skal gennem bedre rammebetingelser være muligt at sætte gang i væksten ved at støtte landbruget.
Friis Bach nævner Malawi i det sydlige Afrika som et godt eksempel.
”Ved at sørge for billig såsæd til bønderne, blev Malawi på kort tid eksportør af fødevarer, hvor det før var fødevareimportør. Det giver også vækst i den private sektor, for når der kommer gang i landbruget, opstår der hurtigt små og mellemstore virksomheder, der forarbejder og forædler afgrøderne”.
”Sådan er det i fattige lande. Det starter med landbruget”, siger Christian Friis Bach. ”Det var det i Kina, det var det i Korea. Sådan har det været i Brasilien, og vi ser det i Etiopien, Kenya og Uganda – og sådan var det også hos os selv. Virksomheder som Novo Nordisk og Danisco opstod jo af landbrugssektoren”.
”Der er også lande, der er kommet videre med industrialiseringen, hvor fagbevægelsen spiller en stor rolle. Men også i landområderne organiserer fagforeningerne plantagearbejdere og landarbejdere”.