
Danske computer-nørder i IT-samarbejde med unge i Swaziland og Zimbabwe
For onsdag den 26. januar sad de på rad og række med hættetrøjer, baggy jeans og kasketter på sned i skolens store sal ved præsentationen af Ulandssekretariatets nye hjemmeside Ulands-ung.dk. Hjemmesiden handler om forholdene i Swaziland og Zimbabwe, og den er webintegrator-uddannelsens hidtil mest omfangsrige.
Her på hjemmesiden kan unge på danske tekniske skoler møde unge afrikanske IT-teknikere, der drømmer om et rigtigt arbejde. Men det er på det nærmeste umuligt i de to lande, hvor 80 procent af de unge må klare sig med arbejde i den uformelle økonomi.
De kommende webintegratorer organiseres af Dansk Metal, og ved præsentationen talte formanden for Dansk Metal i Roskilde, Jacob Birch Laursen:
”Tænk engang, at i vores del af verden tager vi noget som en overenskomst som en selvfølgelighed, ordentlig løn og arbejdsvilkår, ordentligt arbejdsmiljø,” sagde han og konstaterede, at goderne, som danske arbejdere tager for givet, kan smuldre bort igen, hvis ikke fagbevægelsen står sammen.
”Men dansk fagbevægelse har stadig overskud til at kunne hjælpe fattige udviklingslande,” sagde han. Og pegede på, at når bl.a. Ulandssekretariatet hjælper folk i Afrika med at få bedre
”Tænk engang, at i vores del af verden tager vi noget som en overenskomst som en selvfølgelighed, ordentlig løn og arbejdsvilkår, ordentligt arbejdsmiljø,” sagde han og konstaterede, at goderne, som danske arbejdere tager for givet, kan smuldre bort igen, hvis ikke fagbevægelsen står sammen.
”Men dansk fagbevægelse har stadig overskud til at kunne hjælpe fattige udviklingslande,” sagde han. Og pegede på, at når bl.a. Ulandssekretariatet hjælper folk i Afrika med at få bedre
løn- og arbejdsforhold, så er det hjælp til selvhjælp, fordi det vil give danske virksomheder større muligheder for at afsætte produkter i tredjeverdens-lande.
”Et højere lønniveau vil også betyde, at det bliver mindre attraktivt at udfase arbejdspladserne fra Danmark til tredjeverdens-lande,” sagde Jacob Birch Laursen.
Our Word is Our Weapon
Dansk Metal tog for en halv snes år siden initiativet til at etablere webintegrator-uddannelsen. Og det er et særligt udvalgt team på Roskilde Tekniske Skole, der har bygget Ulands-ung.dk op helt fra bunden. Med tanke for de barske vilkår, unge i det sydlige Afrika lever under, har teamet designet siden med hovedoverskriften Our Word Is Our Weapon (Vores ord er vores våben).
Ved præsentationen i Roskilde fik de omkring 100 kommende web-integratorer med knivskarpe ord et førstehåndsindblik i vilkårene for de afrikanske unge.
Ulandssekretariatet havde fået den 27-årige rapper Outspoken fra Zimbabwe til Danmark. Med sine tykke dreadlocks gemt under en strikhue, rappede han rytmisk fra scenen om “No Justice,
No Peace” (Ingen retfærdighed, ingen fred).
”Det er et vanskeligt liv, vi lever… Vi prøver at have et liv, men det er konstant op ad bakke… Jeg holder den altid gående, men det er stadig op ad bakke.”
Outspoken havde i Roskilde mødt web-integratorstuderende Patrick Munksbøg, som også har ambitioner med sin rapmusik om unges rettigheder. Under kunstnernavnet Infamous PM fik Patrick sin officielle debut på en scene, og sammen fik den afrikansk-danske duo salens fulde opmærksomhed, mens de kastede håndtegn til hinanden.
”Swaziland og Zimbabwe har ondt i demokratiet”, fortalte Ulandssekretariatets Afrika-konsulent Jørgen Assens de unge webintegratorer. Fagligt aktive bliver ydmyget, tævet og arresteret. ”Og det er ikke i orden!”
”Der skal være et rimeligt demokrati og muligheder for at kæmpe for bedre vilkår. Det er derfor, den danske fagbevægelse arbejder sammen med folkene i Swaziland og Zimbabwe. Og der er håb, når I unge begynder at tale sammen,” sagde Jørgen Assens, der kaldte Outspoken ”en modig mand”, fordi han skal rejse tilbage til Zimbabwe med sin kritiske musik.
En stor mundfuld
Samarbejdet mellem Ulandssekretariatet og Roskilde Tekniske Skole kom i stand gennem de netværksforbindelser, der er så afgørende på arbejdsmarkedet i dag. En medarbejder i Ulandssekretariatet kender en lærer på skolen, der skabte forbindelsen til projektleder på webintegrator-uddannelsen, Mogens Engmark. Og så var samarbejdet i gang.
”Men det var en stor mundfuld for os,” sagde Mogens Engmark, ”men efterhånden begyndte det at tage form, og det er med stolthed, at vi kan præsentere et projekt i så stor stil.”
De unge webintegratorer, der står bag hjememsiden, er Signe Scholer Jensen, Kasper Waage Petersen, Niklas Suslik Jensen og Philip Grand Kristiansen samt designer Hans Tonnesen.
Ingen af dem havde et specielt godt kendskab til Afrika, inden de gik i gang, og de så det som en særlig udfordring at få andre danske ”nørder” til at komme ind på hjemmesiden og erhverve sig ny viden om de unge i Swaziland og Zimbabwe.
Tricket er en quiz med en konkurrence om at vinde en pizza til hele klassen. En gevinst, som man på Roskilde tekniske Skole har haft stor succes med ved den årlige skolekonkurrence.
Og noget kunne tyde på, at interessen for den nye hjemmeside allerede er fanget.
”Jeg kan altid mærke, om jeg kan fange publikum. Og der var stor opmærksomhed her i Roskilde. Og enhver mulighed for at ytre sig er altid en velsignelse. Ikke mindst der, hvor jeg kommer fra,” sagde Outspoken efter sin optræden.
Og der var anerkendende nik fra tilhørerne:
”Hjemmesiden er rigtig flot og det er meget relevant indhold,” sagde 23-årige Nick Thede.
Og 22-årige Johanne Lauridsen betegnede Outspoken og Infamous som ”super cool” og hjemmesiden som god, interessant og vigtig.