
Marokkanske kvinder til kamp mod sexchikane og vold på arbejdspladsen
”Mange kvindelige lærere oplever at blive talt ned til eller at blive slået af deres mandlige studerende. En af kvinderne klagede til skolens rektor over en voldelig episode på arbejdspladsen, hvor hun blev slået og spyttet, men rektoren svarede, at han ikke kunne gøre noget, da det var en mand, der slog hende.”
Sådan fortæller Fatiha Khourtal fra den marokkanske hovedorganisation Union Générale des Travailleurs du Maroc (UGTM). Hun er medlem af Ulandssekretariatets dansk-arabiske kvindenetværk samt mangeårig frontkæmper for kvinders rettigheder.
Fatiha kan nævne utallige eksempler på kvinder, der har oplevet voldelige og seksuelle krænkelser på deres arbejdspladser. Derfor har UGTM sammen med Marokkos regering fået vedtaget en ny arbejdsmarkedslov, der stiller krav om lighed på alle landets arbejdspladser. Der er dog langt fra lovens bogstav til virkeligheden for kvinder på Marokkos arbejdsmarked, og derfor har man nedsat en arbejdsmiljøenhed, som skal overvåge udviklingen.
Samtidig har dele af fagbevægelsen i Marokko bedt deres tillidsmænd om at holde øje med forholdene for kvinder på de enkelte arbejdspladser og registrere overgreb og sexchikane.

Konvention skal beskytte kvinder
Sidste år stemte et overvældende flertal i FN’s arbejdsmarkedsorganisation ILO for at vedtage en ny international konvention, som skal gøre op med vold og chikane på arbejdspladser verden over. Endnu har ingen lande ratificeret konvention C190, og dermed er konventionen heller ikke blevet omsat til national lovgivning i Marokko, men progressive kræfter presser på for det.
Det gælder blandt andet hovedorganisationen Union Marocaine du Travails (UMT) kvindekomité.
”Vi har for nylig oprettet et udvalg, som skal håndtere sager, hvor kvinder bliver udsat for sexchikane og vold, og vi opfordrer samtidig til, at Marokko ratificerer C190,” lyder det fra Meryem Boualla, bestyrelsesmedlem i UMT og medlem af Ulandssekretariatets kvindenetværk.
Hun fortæller, at UMT’s kvindekomité arbejder sammen med andre kræfter i civilsamfundet for at hjælpe kvindelige ofre for sexchikane og vold. I forbindelse med kvindernes internationale kampdag den 8. marts vil kvindekomitéen blandt andet markere kampdagen og klæde kvinder på til at kunne sige fra over for vold og overgreb.
Lighed er en rettighed
Ifølge Fatiha Khourtal fra UGTM er det især fraskilte og syge kvinder samt enker eller kvinder fra de lavere sociale klasser, der har brug for konkrete værktøjer. For det er især dem, der bliver udsat for chikane og vold på arbejdspladsen. Mændene har mindre respekt for denne gruppe kvinder og ser ned på dem, påpeger hun.
Derfor er det vigtigt for Fatiha, at være med til at give de marokkanske kvinder en stemme.
”Lighed er ikke et privilegium, det er en rettighed,” påpeger hun.
