Krig i Europa: Dansk Metal træner ukrainske stålarbejdere i arbejdsmiljø

Dansk Metals solidaritet med Ukraines metalarbejdere bliver nu omsat til konkret læring på gulvet. Som en del af Dansk Metals støtte til Ukraine gennem Ulandssekretariatet underviser faglig sekretær i Miljø- og Arbejdsskadesekretariatet, Jan Toft Rasmussen, ukrainsk fagbevægelse i arbejdsmiljø. Jan Toft Rasmussen har i knap 40 år arbejdet for at skabe godt psykisk og fysisk arbejdsmiljø på danske arbejdspladser. Nu deler han den viden med sine ukrainske kolleger.
”Før vi begynder, vil jeg lige høre – er I alle uskadte, og har I haft nogle relativt fredelige dage og nætter de seneste to uger?” Sådan indleder Jan Toft Rasmussen den femte undervisningsgang i en serie af i alt seks tretimers online undervisningssessioner. Målet med træningerne er at forbedre det psykiske og fysiske arbejdsmiljø, som har svære kår under krigen. Denne gang er det psykiske arbejdsmiljø på dagsordenen, og det er hårdt tiltrængt, for de ukrainske metalarbejdere er under et voldsomt mentalt pres.
Svitlana Kuzminykh, som er næstformand i det ukrainske metalforbund, Metalistiv, på stålværket Kametstal er den første, der tager ordet. Hun fortæller, hvordan et natligt angreb ugen før har medført betydelige skader på stålværket.
”Den nat var et mareridt. Der kom 20 droner fra den ene side og 20 fra den anden. De folk, der var på natholdet, arbejdede under ekstrem stress. Det var forfærdeligt,” siger Svitlana Kuzminykh.

Arbejdsmiljø under angreb
Stålindustrien er en hjørnesten i Ukraines økonomi – og derfor et mål for angreb. Stålindustrien leverer ikke kun udstyr til det ukrainske forsvar. Den står også for store eksportindtægter, som er med til at finansiere landets kamp for frihed. De hyppige angreb lægger et kæmpe pres på stålarbejderne, som tit ikke kan forlade produktionen for at søge beskyttelse. Og krigsrelaterede arbejds- og dødsulykker er i det hele taget hyppige på de ukrainske arbejdspladser.
”Alene i oktober måned blev 78 arbejdere skadet, mens de arbejdede. 13 af dem kommer aldrig til at møde ind på arbejde igen, for de døde i russiske angreb,” siger Serhii Symenko, som er ledende teknisk inspektør i hovedorganisationen KVPU. Han fortæller, at arbejdernes mentale helbred er under stort pres.
”Du må forstå, at det er meget hårdt at gå på arbejde under disse forhold,” siger Serhii Symenko.

Deler dansk viden og erfaringer
Onlineundervisningen i psykisk arbejdsmiljø fokuserer blandt andet på håndtering af stress og støttende samtaler med kollegaer og veteraner.
”De er jo i krig og risikerer at blive angrebet når som helst,” siger Jan Toft Rasmussen og fortæller, at deltagerne udover at være bekymret for deres egen sikkerhed, også er tynget af bekymringer for deres nærmeste – venner og families – sikkerhed.
”Det bliver ekstra vigtigt at sikre arbejdsmiljøet, men det bliver også en ekstra udfordring, fordi ledelsen og ejerne jo er udsat for samme usikkerhed,” siger Jan Toft Rasmussen:
”Og så kan det blive endnu sværere for medarbejdere, arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanter og fagforeningsfolk at få noget igennem, fordi man taler til en ledelse, som er presset.”

Bedre samarbejde mellem medarbejdere og ledelse
Når det handler om at etablere et velfungerende og respektfuldt samarbejde mellem medarbejdere og ledelse, giver det god mening at dele danske erfaringer, fortæller Jan Toft Rasmussen.
”Det handler slet ikke om bare at nedlægge arbejdet, for det får de jo heller ikke noget ud af i den situation, de står i, men om på alle mulige måder at tvinge virksomheden til at forstå, at samarbejde er nødvendigt for at få virksomheden til at overleve og blomstre. Der har vi nogle erfaringer i Dansk Metal i forhold til, hvordan vi samarbejder med arbejdsgivere og arbejdsgiverforeninger,” siger Jan Toft Rasmussen.
Serhii Symenko fra den ukrainske hovedorganisation KVPU og Svitlana Kuzminykh fra det ukrainske metalarbejderforbund Metalistiv, som har deltaget i onlinetræningerne, påpeger begge, at det har været inspirerende at få mere viden om, hvordan fagforeninger i Danmark arbejder.
“Jeg fandt det meget værdifuldt at lære om den danske arbejdsmarkedsmodel, hvor fagforeninger har reel indflydelse og er involveret i arbejdsmiljøspørgsmål,” siger Serhii Symenko.
”Vi står stadig over for to objektive barrierer: Krigen og virksomhedernes manglende vilje til at investere i sikkerhed, hvilket forværres af forældet udstyr og vanskelige arbejdsforhold,” siger Svitlana Kuzminykh og sender en stor tak for muligheden for at deltage i onlinetræningerne:
”Træningerne har været enormt nyttige, informative og inspirerende,” siger Svitlana Kuzminykh. Hun fortæller, at de allerede nu har haft succes med at implementere nogle nye arbejdsmiljøinitiativer på stålværket, selvom det har været svært.

Netværk og støtte til veteraner
Udover psykisk arbejdsmiljø fokuserer onlinetræningerne også på det fysiske arbejdsmiljø og kommer bl.a. omkring emner som kemikalier, støv, dampe, arbejdsulykker, temperatur, larm, lovgivning og dialog og forhandling. Efter onlinetræningerne vil deltagerne selv være klædt på til at kunne træne deres kolleger i arbejdsmiljø og lave oplysningskampagner på arbejdspladsen. På den måde spreder indsatsen sig som ringe i vandet – også efter de seks træningssessioner er slut.
Onlinetræningerne i arbejdsmiljø indgår i et større solidaritetsprojekt, hvor Dansk Metal støtter Ukraines metalarbejdere. Solidaritetsstøtten bidrager også til at hjælpe krigsveteraner godt tilbage til et civilt arbejdsliv ved bl.a. at oprette et netværk for krigsveteraner, som skal fra frontlinjen tilbage i job trods ar på krop og sjæl. Støtten går også til at sikre, at nye arbejdere i metalindustrien kender deres rettigheder, og det er der brug for. Mange tidligere metalarbejdere kæmper i dag ved fronten, og derfor er mange nye kollegaer kommet til på stålværkerne, og de har brug for at blive oplært i sikkerhed, rettigheder og arbejdsmiljø.

SE FILM OM DANSK METALS SOLIDARITETSSTØTTE TIL UKRAINE:
