Arbejdsmiljø i krigstid: HK støtter kollegerne i Ukraine

Ruslands aggression i Ukraine påvirker millioner af mennesker – også på det ukrainske arbejdsmarked. På trods af krigen fortsætter civile ukrainere med at gå på arbejde for at holde samfundet kørende. Under hårde vilkår får de samfundet til at fungere. De møder ind på kontorer og sikrer, at borgerne får hjælp, lønnen bliver udbetalt, skoler, hospitaler og andre vigtige dele af samfundet kan fungere.
De går på arbejde, selvom ingen ved, hvor det næste missil rammer, og selvom mange arbejdspladser ikke har beskyttelsesrum, man kan søge sikkerhed i. Svitlana Dementieva arbejder på havnekontoret i Mykolajiv.
”Vores arbejdsplads ligger i frontlinjeområdet, så vi er vant til konstant fare,” siger hun.
SE FILM OM HK’S STØTTE TIL UKRAINE
Støtte fra HK
HK støtter via Ulandssekretariatet og hovedorganisationen FPU Ukraines arbejdstagere. Støtten går til at forbedre det fysiske og psykiske arbejdsmiljø på Ukraines arbejdspladser og fremme sikre arbejdsforhold, mens krigen hærger.
”Ukraine ligger ikke langt væk, men arbejdsmiljøforholdene er jo nærmest af en anden verden. HK har i 125 år arbejdet for et godt arbejdsmiljø. Det er en mærkesag for os. På denne måde kan vi forhåbentlig bidrage til at styrke fællesskabet og arbejdsmiljøarbejdet på ukrainske arbejdspladser,” siger Mads Samsing, konstitueret forbundsformand for HK.

Krigsrelaterede arbejdsskader
Krigen har gjort det farligt for kontoransatte, der arbejder tæt ved frontlinjen, fortæller Ivanna Khrapko, som arbejder i Ukraines fagforening for statsansatte og er
forkvinde for ungdomskomitéen i hovedorganisationen FPU.
”Administrationsbygninger er ofte mål for russiske missiler,” siger Ivanna Khrapko og fortæller, at krigen udgør en stor mental byrde for arbejdstagerne:
”De sidste tre år har medført store mentale traumer.”
Et farligt sted at arbejde
Ifølge næstformand i FPU Vasyl Andreyev har krigen ført nye typer af arbejdsskader og -dødsfald med sig.
”Ukraine er et farligt sted at arbejde,” siger Vasyl Andreyev:
“De seneste data viser, at mere end to millioner mennesker arbejder under forhold, som ikke er sikre, og som ikke er sunde.”
HK støtter fagbevægelsen i Ukraine til at uddanne flere arbejdsmiljørepræsentanter og lave flere arbejdsmiljøudvalg, for Ukraines hårdtprøvede befolkning har brug for ordentlige job og sikre arbejdspladser.
Veteraner hjælpes tilbage i arbejde
En stor del af Ukraines arbejdsstyrke kæmper ved fronten. Foruden alvorlige fysiske skader, vender mange af veteranerne tilbage med psykiske mén. Med støtte fra HK underviser Anzhela Martyniuk fagbevægelsen i
arbejdsmiljø. Hun fortæller, at det er vigtigt at forberede arbejdspladserne, så de kan tage imod veteraner, der vender tilbage.
”I næsten alle virksomheder og institutioner er der nu folk, der er vendt tilbage fra krigen til deres tidligere liv og arbejde. Men disse mennesker er ikke længere de samme. De har været igennem en krig og har oplevet
mange dødsfald og meget sorg,” siger Anzhela Martyniuk. Støtten fra HK går derfor også til at sikre, at FPU får bedre muligheder for at hjælpe hjemvendte veteraner tilbage til et civilt arbejdsliv.
”Jeg er meget taknemmelig for HK Danmarks støtte til vores projekter i fagbevægelsen, og til Ukraine som helhed,” siger Serhii Byzov, formand for FPU.
