
Marokko: Kæmper for unges faglige rettigheder

For Afaf Elam begyndte det faglige engagement, da hun som færdiguddannet sygeplejerske tog hul på arbejdslivet og blev vidne til uretfærdige arbejdsforhold og de udfordringer, sundhedspersonale i Marokko stod overfor. Ved at engagere sig i fagbevægelsen fik hun mulighed for at repræsentere sine kolleger og kæmpe for bedre vilkår.
I januar 2025 blev Afaf Elam valgt til næstformand for Ulandssekretariatets partner, den marokkanske hovedorganisation UMT’s ungdomskomité, hvor hun nu spiller en central rolle i at engagere andre unge i fagforeningsarbejde.
Fra træning til lederskab
Foruden hårdt arbejde og dedikation bidrog den lederskabstræning, Afaf Elam har fået med støtte fra Ulandssekretariatet også til hendes valgsejr. Træningen fokuserede bl.a. på digitale kommunikationsværktøjer, AI og redskaber til ungeorganisering og mobilisering. Afaf Elam fortæller, at træningen og de nye ledelses- og kommunikationsværktøjer var med til at øge hendes selvtillid og sikre hende valgsejren.
”Denne position afspejler succesen af de metoder, jeg har tilegnet mig gennem de træningskurser, jeg har deltaget i, samt min evne til at opbygge meningsfulde relationer,” siger Afaf Elam.
Vil sikre unge ordentlige jobs
En af de største udfordringer for unge arbejdstagere i Marokko er manglen på rettigheder og ordentlige jobs, fortæller Afaf Elam. Mange unge arbejder uden kontrakt og under dårlige forhold, især dem fra økonomisk udsatte områder. Afaf Elam har derfor gjort det til sin mission at nå ud til Marokkos unge og give dem viden om deres rettigheder.
For at engagere flere unge i fagforeningsarbejde arbejder hun bl.a. på at gøre UMT mere tilgængelig via sociale medier og digitale platforme, så unge lettere kan få information om deres rettigheder og blive en del af fagbevægelsen.
Flere unge fagforeningsmedlemmer
Afaf Elam mangler ikke ambitioner for fremtiden. Hendes mission er at øge antallet af unge fagforeningsmedlemmer, så flere får en stemme i kampen for bedre arbejdsvilkår. Målet er at sikre, at de får adgang til ordentlige arbejdsforhold og en retfærdig løn.
For Afaf Elam er det ikke blot en drøm – det er en plan, der skal realiseres gennem hårdt arbejde. Hun er overbevist om, at fagbevægelsens styrke og ungdommens engagement vil skabe en bedre fremtid for alle arbejdstagere. Som hun selv udtrykker det:
”Fagbevægelsen, drevet af ungdommens energi, bygger en stærk fremtid for os alle.”
Indsatsen er støttet af Udenrigsministeriet gennem DAPP YIEP-programmet.