
Tanzania: Hele Erhvervsskolesystemet kan blive ændret efter dansk model

Kun få i Tanzania tager en faglig uddannelse, og manglen på arbejdskraft med de rette kompetencer bremser vækst og udvikling i landet. Paradoksalt nok vrimler det samtidig med unge tanzaniere, som drømmer om at få en uddannelse, der kan føre til et ordentligt job og en bedre fremtid.
En erhvervsskolemodel, der er inspireret af Danmark, kan være med til at opfylde drømmen. En model for korte faglige uddannelser, som Arbejdsmarkedskonsortiet (Ulandssekretariatet, Dansk Industri og 3F) har afprøvet i flere afrikanske lande, har været så inspirerende, at Tanzania nu vil udrulle systemet til landets 80 erhvervsskoler – og 65 nye.
”Hvad der især er bemærkelsesværdigt, er modellen med praktisk læring blandet med teori og praktik. Det bliver en gamechanger for Tanzania. Det vigtigste er dog, at uddannelse er I tråd med arbejdsmarkedets behov,” lyder det fra Tanzanias uddannelsesminister, Adolf Mkenda.
Korte uddannelser og praktik
Ulandssekretariatet og Dansk Industri har i flere år samarbejdet med fagbevægelse og arbejdsgivere i Tanzania om at skabe bedre faglige uddannelser, som fører til ordentlige job.
Konkret drejer det sig om et samarbejde, hvor unge – fortrinsvis fra sårbare og fattige familier – har fået muligheden for at få en kort erhvervsuddannelse, hvor der også indgår praktik i en virksomhed.
Systemet er sammensat efter dansk mønster, hvor både praktik i virksomheder og praktisk læring blandet med teori er undervisningsmetoden på faglige uddannelser – men primært drevet af fagbevægelsen og arbejdsgiverne.
“Projektet er en støtte til regeringens bestræbelser på at skabe jobs og begrænse den stigende ungdomsarbejdsløshed på arbejdsmarkedet,” siger minister for uddannelse, forskning og teknologi i Tanzania, Adolf Mkenda.
Og det virker. Ud af de 1.098 unge, som via indsatsen har fået en faglig uddannelse, har 75 procent i dag arbejde. 40 procent er lønmodtagere i den formelle økonomi, hvor to tredjedele har forhandlet sig til egentlige kontrakter. Ifølge det danske udenrigsministerium skønnes det, at 700.000 unge tanzaniere hvert år kommer ud på arbejdsmarkedet. De faglige uddannelser kan hjælpe mange unge til en realistisk chance for at få et stabilt job, der giver mulighed for at forsørge en familie.
Dansk trepartsmodel
Uddannelserne er indenfor fagene el, vvs, fødevarer og metal. Og de 1.098 unge tanzaniere har gennemført et fagligt forløb på fire til seks måneder samt to måneders praktik, hvor deres pensum og praktikforløb er blevet skræddersyet med input fra arbejdsmarkedets parter og lokale virksomheder. Det har sikret, at de unges kvalifikationer matcher behovene på arbejdsmarkedet.
Det er en model, som er inspireret af den danske måde, hvor fagbevægelsen, arbejdsgiverne og uddannelsessystemet sammen tilrettelægger uddannelserne, så de passer til virksomhedernes behov.
Derfor har de danske fagforbund Dansk Metal, Dansk El-Forbund og faglærernes forbund, Uddannelsesforbundet, været med til at designe programmet i Tanzania. De danske erhvervsskoler Mercantec og Den Jyske Håndværkskole har ligeledes været med.
I indsatsen er også faglærerne blevet opkvalificeret ude på arbejdspladserne, så de har relevant erhvervserfaring.
”For at få en bedre erhvervsuddannelse i Tanzania, er det afgørende at give faglærerne bedre kvalifikationer,” siger formand for Uddannelsesforbundet, Hanne Pontoppidan, der har været i Tanzania for at dele viden og danske erfaringer.
Overordnet har indsatsen haft den vigtige virkning, at den har inspireret Tanzanias fagbevægelse, arbejdsgivere og myndigheder til at etablere trepartsfora, hvor de kan sikre, at erhvervsuddannelser fremover tilbyder relevante læreplaner.

Ud på alle erhvervsskoler
“Vores indsats med erhvervsuddannelser er vigtig, fordi det giver lærlingene færdigheder, men også selvtillid. De får muligheder for at få et arbejde, fordi de har lært noget, der er efterspurgt, og som virksomhederne har brug for,” siger generalsekretær for hovedorganisationen Trade Union Congress of Tanzania (TUCTA), Hery Mkunda.
Hos arbejdsgiverforeningen Association of Tanzania Employers (ATE) fortæller afdelingsleder Kennedy Rwehumbiza, at virksomheder i Tanzania har store udfordringer med at få faglig arbejdskraft med de rette kompetencer.
“Når vi både har skolebaseret undervisning og praktik, så kan vi se at det forløb giver de unge nye muligheder. De får muligheder for at blive selvstændige eller måske få et job der, hvor de har været i praktik,” siger Kennedy Rwehumbiza.
På en konference i Tanzania i juni blev resultaterne drøftet – og her kom det frem, at Tanzania nu vil udrulle hele systemet til de 80 erhvervsskoler, som findes i landet. Tanzania satser på faglig uddannelse, og derfor planlægger man hele 65 nye skoler – hvor den dansk-inspirerede model også skal indgå.
Den danske ambassadør til Tanzania, Jesper Kammersgaard sagde ved den lejlighed:
”I Danmark har vækst har altid handlet om at sikre, at den private sektor, fagforeninger, regeringer og civilsamfundet sidder ved samme bord. Dette er ikke bare dialog. Dette er demokrati i praksis.”
”Erhvervsuddannelserne i lande som Malawi, Tanzania og Kenya er underfinansierede og har forældet udstyr. Der er behov for at opdatere læseplaner med den nyeste grønne viden, efteruddanne faglærere og sikre et tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter, så de unge får de kvalifikationer, som efterspørges på det lokale arbejdsmarked,” har formand for Ulandssekretariatet, FH’s formand Morten Skov Christiansen sagt tidligere.
Ifølge det danske udenrigsministerium skønnes det, at 700.000 unge tanzaniere hvert år kommer ud på arbejdsmarkedet. De faglige uddannelser kan hjælpe mange unge til en realistisk chance for at få et stabilt job, der giver mulighed for at forsørge en familie.
SE VIDEO OM ERHVERVSUDDANNELSER I TANZANIA: