Skibsophugning: Nu skal møgbeskidt industri rydde op
Når et skib tages ud af drift, kan dets sidste rejse gå til en strand i Bangladesh. Stranden Sitakunda nær havnebyen Chattogram er en skibskirkegård, hvor skibene bliver hugget op og skilt ad – og et monument over forurening og farligt arbejdsmiljø, hvor ludfattige arbejdere bliver syge og dør, mens de udfører deres arbejde.
Det skal Hong Kong-konventionen være med til at rette op på. Konventionen er vedtaget af den internationale maritime organisation (IMO) og er tiltrådt af 15 søfartsnationer, som står for mindst 40 procent af al verdens tonnage – og det har taget 16 år fra dens vedtagelse til den nu træder i kraft. Bangladesh er et af verdens største skibsophugningslande. Konventionen er et svar på det udbredte, usikre og farlige arbejdsmiljø og de praksisser inden for skibsnedbrydning, som har kostet hundreder af mennesker livet og efterladt tusinder sårede. Ved at fastsætte globale standarder er rederierne, skibsnedbrydningsværfterne og regeringer forpligtet til at gøre industrien bliver bæredygtig.
Elendigt arbejdsmiljø
I Bangladesh har Ulandssekretariatets partner Bangladesh Institute for Labour Market Studies (BILS) arbejdet tæt sammen med skibsophuggernes fagforening SBWTUF i flere år om at forbedre ophuggernes arbejdsvilkår og rettigheder på Sitakunda-stranden.
Traditionelt har skibsophugningsindustrien været stærkt afhængigt af manuelt arbejde. Der bruges små maskiner til at skære og nedbryde skibene, men der er brug for hundreder eller endda tusinder af arbejdere ad gangen for at få arbejdet gjort. Det udsætter ophuggerne for store sikkerheds- og sundhedsrisici som faldende vragdele, farlige materialer og kemikalier, brandfare og eksplosioner. Risikoen bliver endnu større, når værftet ikke implementerer og følger nogen sikkerhedsprocedurer, bruger sikkerhedsudstyr af dårlig kvalitet – hvis der overhovedet udleveres noget – og når arbejderne ikke modtager nogen grundlæggende træning i sikkerhed, førstehjælp og håndtering af ulykker.
Det er dog også på en baggrund af, at det før i tiden (før 2010’erne) stod betydeligt værre til. Dengang var der slet ingen muligheder for at blive behandlet, men nu har værfternes arbejdsgiverforening dog åbnet deres egne skadestuer. BILS har også været med til at forbedre forholdene ved at uddanne arbejdsmiljø-inspektører.
Der sker dog stadig ulykker. Ifølge data indsamlet af BILS er 129 arbejdere døde og 205 er kommet til skade i perioden fra 2015 til 2024 i skibsnedbrydningsværfterne i Chattogram. Men værfterne forsøger ofte at skjule ulykkerne, og da arbejderne ikke har nogen forsikring, ikke har råd til hospitalsophold og medicin og kun modtager en meget lille erstatning fra værftet, får skaderne langvarige konsekvenser for deres helbred og evne til at forsørge deres familie.
Grønne værfter
Hong Kong-konventionen er med til at fastsætte rammer for de såkaldt ”grønne værfter”. De er mere moderne og sikrere til at nedbryde et skib. Disse ”grønne værfter” opnår deres status efter at have overholdt de retningslinjer og standarder, der er fastsat af Hong Kong-konventionen. Det betyder, at værftets ophugningsproces følger en godkendt genbrugsplan, der er miljøvenlig, sørger for arbejdernes sikkerhed, og at der er handlingsplaner for nødsituationer, som er helt specifikke for hvert skib. Der skal være en genbrugsplan godkendt af myndighederne, og ikke mindst skal der findes en passende plads på land, hvor ophugningen kan finde sted – i modsætning til nu, hvor skibene nærmest er kastet op på stranden.
Desuden bliver der brugt større og i princippet sikrere maskiner til ophugningen – hvilket stiller yderligere krav til arbejdsmiljø og ophuggernes uddannelse. I september 2024 blev 7 arbejdere dræbt og 10 såret på et ”grønt værft” i en eksplosionsulykke, hvor der stadig var dampe i nogle rør, som skulle skæres over. Værftet har fået forbud mod at drive virksomhed på ubestemt tid.
Jobs forsvinder
Omstillingen fra sorte til grønne værfter har dog medført en betydelig social slagside. Antallet af job falder fra 2.500-3.000 på et “sort” værft til 250-300 på et “grønt”. Det er en naturlig følge af den teknologiske udvikling og anvendelsen af maskiner i arbejdet, men problemet er, at ophuggerne som regel arbejder uden kontrakter, ofte på daglejervilkår uden for det sociale sikkerhedsnet. Dermed har de heller ingen ret til sociale ydelser, pension eller andet, der kan hjælpe dem, hvis de mister arbejdet. De fyrede arbejdere siver ind i den uformelle økonomi på landet eller i småjob i byerne.
