VM-stadions i Qatar bygges af slavearbejdere

Af Lene Frøslev
7. februar 2014
I oliestaten Qatar tvinges tusindvis af migrantarbejdere fra Nepal og Indien til at arbejde under slavelignende vilkår i 50 graders varme. Det er dem, der lægger alle stenene til prestigebyggerierne til VM i fodbold i 2022.

Qatar og fodbold-VM

Qatar har to millioner statsborgere. Dertil kommer 1,2 millioner migrantarbejdere, der udfører næsten alt manuelt arbejde i landet.

Frem til VM i fodbold 2022 investeres 100 milliarder dollar i ny infrastruktur.

Der skal bygges en helt ny by, Lusail City, 10 stadions, et finale-stadion til 90.000 tilskuere, en lufthavn og vejanlæg. Det kræver yderligere mellem en halv og en hel million migrantarbejdere.

Ganesh drømte om at komme hjem til landsbyen i Nepal som en rig mand og bygge et stort hus til sin mor. Den unge mand var bare 16 år, da hans forældre betalte en mindre formue til en rekrutterings-agent, for at Ganesh kunne få et job i byggeindustrien i den rige oliestat Qatar i Den Arabiske Golf.

Her skulle han være med til at bygge den nye by, der skal bruges til de kommende verdensmesterskaber i fodbold i 2022. Men efter bare to måneder i Qatar blev liget af Ganesh sendt retur til forældrene. Den raske og stærke dreng var død af et hjertetilfælde, sagde hans arbejdsgivere.

Dermed skrev Ganesh sig ind i en dyster statistik. Ifølge avisen The Guardian er 44 nepalesiske migrantarbejdere i Qatar døde på bare to måneder fra juni til august i år. Over halvdelen af dem er officielt døde af hjertetilfælde. 

Ganesh var én af mange tusinder migrantarbejdere fra det sydlige Asien – især Nepal og Indien – som arbejder i Qatar under slavelignende forhold i 50 graders varme. De er med til at bygge de byer, hoteller, lufthavne, motorveje og stadions, som skal bruges af verdens bedste fodboldspillere og deres fans til verdensmesterskaberne om ni år.

Allerede nu arbejder der 1,2 millioner migrantarbejdere i Qatar. I årene frem til 2022 regner man med, at yderligere en halv til en hel million migrantarbejdere kommer til.

Migranterne i Qatar bor stuvet sammen i lejekaserner og arbejdslejre og betaler husleje til arbejdsgiverne. Foto: Human Rights Watch/Sam Tarling

Moderne slaveri

Den internationale, faglige sammenslutning, IFS, kalder forholdene i Qatar for moderne slaveri og tvangsarbejde. Og organisationen vurderer, at op mod 4.000 arbejdere vil dø ligesom Ganesh inden for de næste ni år på grund af de horrible vilkår på byggepladserne til fodbold-eventyret.

”På trods af mere end to års dialog med FIFA (den internationale fodboldorganisation) og Qatar, er der ikke taget nogen reelle skridt til at garantere arbejdernes fundamentale rettigheder, som de er sikret i international lovgivning,” siger generalsekretær i IFS, Sharan Burrow.

Den britiske avis The Guardian har i en række artikler afsløret, at migrantarbejdere i Qatar

  • arbejder 12 til 15 timer om dagen uden pauser
  • ikke får deres løn
  • ikke får mad
  • nogle gange ikke får drikkevand
  • bor i mange sammen i faldefærdige rottereder
  • ikke får hjælp under sygdom
  • får inddraget deres pas
  • ikke kan få lov til at finde andet arbejde eller rejse hjem

 

Krav om indgriben

Forholdene for arbejderne i Qatar har ført til mange protester i Vesten. Organisationer for menneskerettigheder, international fagbevægelse, FN og fodboldsspillernes internationale organisation har krævet, at landets myndigheder skrider ind og forbedrer forholdene.

”Regeringen i Qatar er nødt til at tage ansvar for migrantarbejderne i landet. Først og fremmest ved at samarbejde med ansvarlige rekrutterings-firmaer for at sikre en etisk rekruttering af arbejdere. Der er behov for love, der sikrer arbejdernes ret til at danne fagforeninger og afvise at påtage sig farligt arbejde,” mener Sharan Burrow fra IFS.

FIFA, den internationale fodboldorganisation, har udtrykt ”bekymring” og lovet at tage sagen op med Qatars myndigheder. Men FIFA’s præsident Sepp Blatter har afvist, at organisationen kan gøre noget ved migranternes forhold.

Og forbedringer ser ud til at have lange udsigter. For problemerne for migrantarbejderne opstår i et uigennemskueligt net af underleverandører, rekrutterings-firmaer og bolighajer, der har let spil på grund af Qatars ældgamle beduin-regler om, at arbejderne skal sponsoreres af en arbejdsgiver for at få et visum.

AddToAny

Share/Save