Fagbevægelsen i udviklingslandene

Vi skal satse på social dialog

Af Lene Frøslev, Ulandssekretariatet
1. marts 2018
Virksomhedsbesøg i Danmark har overbevist filippinske fagforeningsfolk og arbejdsgivere om, at der skal satses yderligere på CSR i hjemlandet.
Roland Moya og Sonny Matula, repræsentanter fra hhv. arbejdsgiverorganisationen og fagforeningen i Filippinerne, er på besøg på Trelleborg Sealing i Helsingør og støberifabrikken DISA i Taastrup. Foto: Carsten Snejbjerg.

Sonny Matula og Roland Moya er ikke i tvivl. Når de kommer hjem til Filippinerne skal der skrues op for den sociale dialog og samarbejdet mellem arbejdsgivere og lønmodtagere. Det skal i første omgang ske i de syv virksomheder, der indtil nu er med i det CSR -projekt (Corporate Social Responsibility), som gennemføres i Manila i samarbejde mellem lokale partnere og Ulandssekretariatet, CO-Industri og Dansk Industri.

Det er det konkrete resultat af et studiebesøg i Danmark denne uge for repræsentanter fra fagforeningen FFW (Federation of Free Workers) og arbejdsgiverorganisationen ECOP (Employers Confederation of the Philippines).

Projektet går ud på at få identificeret områder, hvor parterne i fællesskab kan udvikle strategier for anstændige arbejdsvilkår på arbejdspladserne og bæredygtige virksomheder.

Imponerende resultater

“Jeg er imponeret over de resultater, danske arbejdere har fået gennem samarbejde med ledelsen. Det vil være dejligt, hvis vi også i Filippinerne kunne få godt samarbejde i stedet for fjendskab mellem arbejdere og ledelse,” siger fagforeningsformand Jose Sonny Matula fra FFW.

Arbejdsgivernes repræsentant, Jose Roland Moya fra ECOP, er helt enig:

“Sådan noget som arbejdsmiljø og arbejdsvilkår skal vi have integreret i det daglige samarbejde mellem arbejdere og arbejdsgivere. Det er ting, der er vigtige for arbejderne, og det kan give virksomhederne en bæredygtig profil. Vi kan starte med de firmaer, der er med i CSR-projektet, og så kan de være gode rollemodeller for andre,” siger vicesekretariatesleder i arbejdsgiverforeningen Roland Moya.

Virksomhedsbesøgene i Danmark har overbevist Sonny Mutala og Roland Moya om, at der skal satses yderligere på CSR i Filippinerne. Foto: Carsten Snejbjerg.

Altid plads til dialog

Det er ikke mindst to virksomhedsbesøg og samtaler med direktører og tillidsfolk, der har overbevist de filippinske organisationsfolk om, at den danske model virker til fordel for begge parter.

Den filippinske delegation på i alt fire medlemmer fra de to organisationer har besøgt værktøjsfabrikken Trelleborg Sealing i Helsingør og støberifabrikken DISA i Taastrup.

På DISA viste fabriksdirektør Anders Pedersen rundt i produktionshal og varelager med blandt andet autoreservedele til Kina, USA og Indien. Og sammen med fællestillidsmand René Stegger fortalte de om det praktiske samarbejde mellem ledelse og medarbejdere på virksomheden, hvor de 260 medarbejdere har en meget høj anciennitet.

“Der er altid plads til samtaler. Vi finder altid en løsning gennem dialog,” fortalte fællestillidsmand René Stegger.

Og fabriksdirektør Anders Pedersen slog fast: “Vi skal tage os godt af medarbejderne - ellers rejser de”.

Nuancerne skal med

De to udsagn, der gjorde stort indtryk på den filippinske delegation.

“Vi vidste jo godt, at der samarbejdes godt på det danske arbejdsmarked. Det havde vi fået fortalt i Manila. Men man får en helt anden føling med det, når man besøger en arbejdsplads, og selv taler med folk. Så får man nuancerne med og forstår filosofien meget bedre. Det bliver klart, at dialog er en del af hverdagen på arbejdspladsen” siger Roland Moya fra arbejdsgiverne.

“Ja,” tilføjer Sonny Matula fra FFW. “Det, vi har erfaret fra virksomhedsbesøgene i Danmark kan hjælpe os meget i vores dialog med arbejdsgiverne hjemme i Manila,” siger han.

Det filippinske CSR-projekt startede for halvandet år siden. Sammen med Ulandssekretariatet og i samarbejde med Co-Industri og Dansk Industri iværksætter de lokale partnerorganisationer træningsaktiviteter på syv konkrete virksomheder i blandt andet arbejdsmiljø og økonomi. 

AddToAny

Share/Save