Vestafrikanske fagforeningsledere på skolebænken

Af Heidi Røndbjerg-Christensen
25. september 2019
Der var fokus på strategi, sociale medier og inddragelse af unge, da repræsentanter fra fagbevægelsen i Vestafrika var samlet i Ghana for at diskutere, hvordan de kan kommunikere mere effektivt med både medlemmer og beslutningstagere.
Foto: Flemming Andersen
Der øves taler med mobiltelefonen, som er et vigtigt kommunikationsredskab (foto: Flemming Andersen).

Hvordan får man effektivt sine budskaber ud til medlemmerne, og hvordan bruger man sociale medier som kommunikationsværktøj?

Det spørgsmål optager ikke blot fagforbundene i Danmark, men også i Vestafrika. Derfor var ledere og konsulenter fra faglige organisationer i Ghana, Sierra Leone, Benin og Niger i begyndelsen af september samlet til en kommunikationsworkshop arrangeret af Ulandssekretariatet.

”De vestafrikanske organisationer har ikke en kommunikationsstrategi, og de er meget knyttet til tung, skriftlig formidling. De er nødt til at sætte ind på den digitale front, særligt hvis de vil have de unge i tale, og de har gode muligheder for det,” siger ledelsesrådgiver Flemming Andersen fra kommunikationsvirksomheden Ikon, der ledede kurset i Ghanas hovedstad Accra.

Praktisk træning er et hit

Hovedformålet med workshopppen var at give deltagerne et dybere indblik i branding, kampagner, lobbyisme samt taleskrivning og –træning. De fik mulighed for at inddrage deres egne praktiske erfaringer og udfordringer i arbejdet med de forskellige kommunikationsdiscipliner.

Og det virkede meget motiverende fortæller Max Conteh, fungerende generalsekretær for Sierra Leones landsorganisation, SLLC (Sierra Leone Labour Congress).

”Jeg har stor erfaring og har prøvet mange ting i mit arbejde for SLLC. Men det her seminar har været det mest intense og det, jeg har lært mest af nogensinde. Det har været praktisk træning frem for teori, og jeg tror, vi alle sammen har lært en masse,” forklarer han.

 

De praktiske øvelser fik ros med på vejen fra deltagerne (foto: Flemming Andersen).

Direkte talerør til medlemmer

Flemming Andersen hæftede sig blandt andet ved, at den vestafrikanske fagbevægelse i høj grad har et direkte talerør til medlemmer og potentielle medlemmer i form af den gratis app WhatsApp, som mange vestafrikanere har installeret på deres telefoner.

Med WhatsApp kan man sende gruppebeskeder, videoer, billeder og dokumenter ud til store modtagergrupper. Og da mange fagforeninger allerede kommunikerer med deres medlemmer på den måde, er det oplagt at bruge app’en som en nyhedskanal, forklarer Flemming Andersen.

”Under workshoppen trænede vi blandt andet, hvordan man på sin mobiltelefon kan optage en kort video med et hovedbudskab, man nemt kan sende ud til en bred gruppe. Her er WhatsApp og sociale medier et helt oplagt redskab, især hvis man gerne vil have fat i de unge,” siger han.

Rykkede sig på fire dage

Flemming Andersen fremhæver også workshoppens fokus på strategisk kommunikation og mere målrettet lobbyarbejde som områder, hvor deltagerne rykkede sig under de fire dage, kurset varede.

Her var især stakeholderanalyse et vigtigt redskab, som deltagerne lærte meget af. Det går kort sagt ud på at lægge en strategi, som rækker længere end blot at få leveret sit eget budskab uden tanke for, om det taler til modtageren, påpeger han.

”Det handler helt konkret om, hvordan man får sin modtager til at lytte. Hvad er vigtigt for modtageren, og hvordan kan man som fagligt aktiv formulere sit eget hovedbudskab, så en minister eksempelvis kan se sig selv i dette. Her oplevede jeg, at deltagerne rykkede sig både analytisk og strategisk,” siger Flemming Andersen.

Ulandssekretariatet samarbejder med fagbevægelsen i Ghana, Sierra Leone, Niger og Benin om at styrke det faglige arbejde. Samarbejdet fokuserer især på den uformelle økonomi, som antages at beskæftige mellem 80-90 procent af arbejdsstyrken i regionen.

 

AddToAny

Share/Save