Unge guatemalanere grebet af filmen ’Den gode vækst’

Af Jan Køhler Nielsen, ekstern konsulent
21. juni 2013
Selv om der er tusindvis af kilometer fra Filippinerne til Guatemala, kunne en gruppe unge guatemalanere tydeligt se sig selv og deres liv spejlet i den fattige, filippinske bygningsarbejder Rodel i Ulandssekretariatets nye dokumentarfilm ’Den gode vækst’. Filmen gav stof til både refleksion og debat.

’Den gode vækst’

Ulandssekretariatets nye dokumentarfilm følger den unge vestjyde Tobias på en rejse til tre lande på hver sit kontinent: Brasilien, Filippinerne og Ghana. Her udforsker han tre forskellige måder at forvalte vækst, og hvornår væksten fører til velfærd for den brede befolkning. 

’Den gode vækst’ er indtil videre udkommet på dansk, engelsk og spansk. En fransk og en arabisk udgave er på vej. Du kan se eller bestille filmen gratis her.

”Vi guatemalanere lever i den samme virkelighed som Rodel fra Filippinerne. Vi har ingen adgang til ordentlige job.”

Sådan lød den umiddelbare reaktion fra Ronald Hernandez, da han havde set Ulandssekretariatets nye film ’Den gode vækst’. Og han var ikke den eneste unge guatemalaner, der så sig selv og sit liv spejlet i filmen.

18 unge repræsentanter for det faglige center FMLL, Ulandssekretariatets samarbejdspartner, mødtes en lørdag eftermiddag i maj for at se den spanske version af filmen.

Bænket i FMLL’s lokalkontor i Guatemalas højlandsprovins Chela fulgte de den unge dansker Tobias på hans rejse fra den lille vestjyske flække Bækmarksbro til Brasilien, Filippinerne og Ghana. Her udforsker han vidt forskellige måder at forvalte vækst og forsøger at finde svar på, hvad væksten betyder for folks liv i de tre lande. Om der findes god og dårlig vækst. Og hvornår vækst fører til velfærd.

Foto: Jan Køhler

Rørt af bask og urimelig skæbne

Fremvisningen vakte straks deltagernes opmærksomhed. Men en halv time inde i filmen blev der knugende stille i gruppen. I filmen sidder den ludfattige, filippinske bygningsarbejder Rodel smilende i bussen på vej hjem fra byggepladsen og fortæller om nødvendigheden af at sprede glæde. Pludselig falder de usynlige parader, og tårerne løber ham ned af kinderne.

Scenen ramte tydeligvis de unge lige i hjertekulen. Flere af dem genkendte sig selv i Rodels situation – hans tapre kamp for overlevelse og for at give sine børn noget at smile af – og så deres egne liv portrætteret i skikkelse af Rodel, hans kolleger og hans familie.

Mens Ronald Hernandez efter filmen hæftede sig ved, at guatemalanerne ligesom filippinerne ikke har mulighed for at få ordentlige job, fulgte Paula Mocario op med denne kommentar:

”Filmen viser to forskellige virkeligheder. Og vi som unge skal ud og fortælle, at det er muligt at forandre tingenes tilstand til det bedre. Det er eksemplet fra Brasilien et bevis på.”

Robelio Rudolfo Lopez vendte til gengæld blikket kritisk indad:

”Vi har mange ressourcer i Guatemala, men vi bruger dem ikke rigtigt. Vi får også penge sendt fra familiemedlemmer, som bor og arbejder i USA, og det har været med til at gøre os til blinde forbrugere.”

 

Ulighed i fokus

De tre temaer i filmen, som de unge flittigst debatterede, var ulighed, fattigdom og korruption. Antonia Filomena mente, at den oprindelige befolkning, som hun i lighed med mange af deltagerne selv tilhører, er ofre for alle tre:

”Vi mayaer, Guatemalas oprindelige befolkning, skal arbejde tre gange så hårdt som andre for at få en uddannelse og et godt liv. Mange af mine medsøstre og brødre bor i områder, hvor der kun er meget ringe adgang til uddannelse,” sagde Antonia.

En stor del af den oprindelige befolkning har spansk som andetsprog og mestrer det ikke nødvendigvis særlig godt. Det er yderligere en barriere for at komme videre gennem uddannelsessystemet.

Filmen er indtil videre udkommet på dansk, engelsk og spansk. FMLL’s ungdomsnetværk, som støttes af LO Ungdom, vil bruge den spanske version i sit fremtidige solidaritetsarbejde.

AddToAny

Share/Save