Studerende i administration får internationale erfaringer

Af Fie Jessien Klarlund, HK Kommunal
30. november 2016
Seks bachelorstuderende i offentlig administration lærer international forståelse og solidaritetsarbejde i Tanzania, hvor de er på et seks ugers studie- og arbejdsophold.
Holdet før rejsen til Tanzania. Foto: Thomas Søndergaard

Lige nu opholder seks administrationsbachelor studerende sig meget langt væk fra de vante rammer i Danmark. De er nemlig i Tanzania, hvor de prøver kræfter med en offentlig administration som har meget anderledes vilkår end den danske. De er alle i gang med et seks ugers studie- og arbejdsophold i administrationen på forskellige skoler i provinsbyen Arusha.

35-årige Kevin Kargo arbejder i administrationen på Arusha Secondary School, hvor eleverne er fra 13 til 21 år.

"Det er noget anderledes, men også spændende, når man for eksempel får til opgave at lave en analyse af elevernes toiletforhold, som mildt sagt ikke er specielt gode. Hvad betyder det for sygdomme, elevernes præstationer og skolens økonomi?" fortæller Kevin Kargo, der er positivt overrasket over, at skolens regnskabsansvarlige, bruger samme økonomiske modeller som i Danmark, når der skal laves indstillinger til politikere og donorer.

Ting tager tid

Hans studiekammerat Anja Istrup, 30 år, arbejder på Arusha Primary School, hvor eleverne er fra 4

til 13 år. Her undersøger hun blandt andet, hvordan lærernes fagforening fungerer.

"Det er meget anderledes sammenlignet med Danmark. Hernede bruges fagforeningen primært til at løse administrative problemer for medlemmerne. Den har ikke noget med lønforhandlinger at gøre. Lønnen fastsættes og udbetales af staten," fortæller Anja Istrup, der også oplever en meget anderledes hverdag, hvor ting tager tid, og man bruger meget tid på at vente.

De studerende får international forståelse med sig hjem. Privatfoto.

Støtte fra HK Kommunal

Det er anden gang, at administrationsbachelorstuderende fra VIA University College er i Tanzania som en del af deres uddannelse. Initiativet kommer fra HK Kommunal, som i samarbejde med VIA og Ulandssekretariatet har fået studieopholdet op at stå. HK Kommunal støtter desuden projektet økonomisk.

Baggrunden for HK Kommunals engagement er, at offentligt ansatte i Danmark i stigende grad mærker internationaliseringen, og derfor er det vigtigt, at de studerende får netop internationale erfaringer.

"Gennem opholdet i Tanzania får de studerende også sat perspektiv på de goder, som vi har i Danmark. At de goder ikke skal tages for givet, fordi det kan være så anderledes i et land som Tanzania. Det får dem til at reflektere over det danske velfærdssamfund, og hvor langt Tanzania er nået i forhold til Danmark", siger uddannelseskonsulent i HK Kommunal, Mette Hedegaard Nielsen, der har været med til at forberede de studerende på opholdet i det afrikanske land

Følg de seks studerende: Ud over Anja Istrup og Kevin Kargo er også Kim Østergaard, Maria Sophia Træholt, Michael Erhardsen og Morten Damgaard i Tanzania. De seks VIA-studerende læser på 10. modul og er færdige som administrationsbachelorer i januar 2017. Som en del af opholdet skal de også lave et solidaritetsprojekt. De sender løbende tekst og billeder hjem, og du kan følge dem her: Følg os på Facebook og herSe flere billeder på Instagram

AddToAny

Share/Save