Nyt regeringsudspil om udviklingsbistanden

Den danske udviklingsbistand bliver fastfrosset på 15 mia. kroner, men den skal omlægges og bruges mere aktivt som et redskab for international stabilitet og terrorbekæmpelse. Samtidig skal rammeorganisationer som Ulandssekretariatet stimuleres til at arbejde sammen med mindre danske NGO´er ved hjælp af en fem procents nedskæring, der så går til det såkaldte allianceprogram.

Dette var blot nogle af hovedpunkterne, da udenrigsminister Per Stig Møller i går tirsdag den 24. juli fremlagde regeringens nye plan for udviklingsbistand. Udspillet vækker bred kritik fra blandt andet Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti.

Socialdemokraternes udenrigsordfører, Jeppe Kofod, siger til Dagbladet Information:»Regeringen holder fremover fast i sin besparelse af bistanden fra 2002 på halvanden milliard kroner. Det viser, at den er uden virkelig vilje til at gøre noget ved de store globale problemer, som jo ikke bliver mindre. Vi er for rige i Danmark til at føre en så fattig politik.« Socialdemokraterne er ifølge Jeppe Kofod helt med på en øget indsats for at bekæmpe terror og hjælpe flygtninge, men partiet er ikke enig i regeringens besparelser.»Regeringen halverer bidraget til ILO, som prøver på at skabe bæredygtige arbejdspladser i Den Tredje Verden. Netop jobskabelse er jo helt afgørende for, at der kommer en selvbærende udvikling i de fattige lande, så bidraget til ILO burde mindst være det samme som tidligere,« siger Kofod (til Dagbladet Information).

Det Radikale Venstres udenrigsordfører, Morten Helveg Petersen, siger til Dagbladet Information:»U-landsbistanden vil i 2008 være faldet til at udgøre 0,8 procent af BNI. Det forsøger regeringen at kamuflere ved end ikke at beregne procentsatsen. Det her er regeringens triste forsøg på at leve op til sit skattestop og pres fra Dansk Folkeparti.«

Formand for Folketingets udenrigsudvalg, Jann Sjursen (KrF), siger til Kristeligt Dagblad:- Uanset hvor flotte ord regeringen prøver at dække sig bag, så kan det ikke skjules, at den nye strategi reelt er en nedskæringsstrategi. Men hvis man prioriterer et skattestop blandt verdens rigeste højere end den nødvendige hjælp til verdens fattigste, så kan det jo ikke overraske nogen.

AddToAny

Share/Save