Ny bog: Arbejdsmarkedets betydning i Det Arabiske Forår

Bogen "Egypten på vej mod Demokrati - Arbejdsmarkedets betydning for Det Arabiske Forår" fortæller en anderledes historie om Det Arabiske Forår.

Dette er forordet i bogen:

Tv-billederne af „ungdomsoprøret“ på Tahrir-pladsen står stadig klart i danskernes bevidsthed. Samtidig blev en anden vigtig aktør overset af den danske presse. En omfattende strejkebevægelse i da­gene op til præsident Mubaraks afgang gav den egyptiske revoluti­on tyngde. Og mens oprøret på Tahrir-pladsen på mange måder har tabt pusten, melder den uafhængige og frie fagbevægelse sig med stadig større styrke som den største sekulære bevægelse i landet. Politisk står Det Muslimske Broderskab som den store sejrherre efter valget og kæmper nu med Det Øverste Militære Råd om den reelle magtdeling i landet. Fagligt har en ny uafhængig fagbevægel­se vundet fodfæste og fortsætter kampen for retten til at organisere sig frit og for sociale og økonomiske rettigheder. 

 


Denne bog fortæller en anderledes historie om Det Arabiske Forår. En historie, der tager udgangspunkt i den egyptiske arbejders kamp for grundlæggende rettigheder og ser på, hvorfor denne kamp er nødvendig for at opnå en demokratisk udvikling. Det er en historie, der er sværere at formidle end Facebook- og Twitter-revolutionen, men den er mindst lige så vigtig – af flere grunde.

For det første er det centralt at forstå, at en revolution som den egyptiske ikke kommer af ingenting. Forarbejdet til revolutionen blev gjort mange år tidligere.Det er svært at sætte fingeren præcist på hvor og hvornår, men en milepæl var det, der skete i byen Ma­halla i 2006. Mere end 20.000 tekstilarbejdere strejkede og fik for første gang i Egyptens nyere historie deres krav igennem. Og man skal ikke tage fejl af betydningen. Det var en stor sejr, og i befolk­ningen spredte fortællingen om den sig som ringe i vande, ikke bare i Egypten, men i hele den arabiske verden. Den blev også startskuddet til, at de første frie og uafhængige fagforeninger blev dannet. Denne historie bliver fortalt i kapitlet „Fagbevægelsens rolle før, under og efter revolutionen“ af Eva Plesner.

For det andet er det vigtigt at forstå, at økonomisk vækst, der kommer det store flertal til gode, er afgørende for Egyptens mulig­hed for at blive et demokratisk og frit samfund. Kapitlerne „Den egyptiske revolution satte kræfterne fri“ af Pernille Bramming og „Generalernes glade jul“ af Lasse Ellegaard analyserer forskellige indgange til en forståelse af overgangen til demokrati og de åben­lyse økonomiske og sociale barrierer, der skal overvindes. Der vil i kapitlerne være forskellige tal om de samme forhold, for eksempel om militærets økonomiske magt. Det skyldes helt enkelt, at det er umuligt at få indsigt i, hvor meget militæret ejer og forvalter, og derfor er det i bedste fald kvalificerede gæt. Dette gælder også på andre områder. F.eks. er det meget svært for fotografer og journa­lister at få adgang til større industrivirksomheder. Derfor er der heller ikke billeder i bogen af cement-, olie-, metalindustri og større tekstilvirksomheder.

Opfyldelse af rettigheder er nødvendig for at skabe velstand

Hovedbudskabet i denne bog er, at det er afgørende for en demo­kratisk udvikling i Egypten, at arbejdernes individuelle og kollektive rettigheder tages alvorligt. Samtidig er et stabilt og bæredygtigt ar­bejdsmarked, der kan sikre økonomisk vækst, en forudsætning for, at befolkningens forventninger til det nye Egypten kan indfries og demokratiet få en chance. Det bliver en svær omstilling. En omstilling, hvor der skal træffes svære valg, og hvor der skal vælges side. Følgende to oplevelser illustrerer udfordringerne.

Dannelsen af landets første uafhængige landsorganisation, EFITU

Den første fandt sted i slutningen af januar 2012 i et kongrescenter i en af Kairos yderste ørkenforstæder. Det var en skelsættende dag for de egyptiske arbejdere. Som det fremgår i kapitlet „Den ældgamle kamp for rettigheder“ af Helen Hajjaj og Wafaa Osama, har de aldrig været repræsenteret af en uafhængig fagforening; tværtimod har mange ar­bejdere været tvunget til at være medlemmer af ETUF (Egyptian Trade Union Federation), som har fungeret som regimets forlængede arm.

I slutningen af januar 2012, lige omkring etårsdagen for revolu­tionen, holdt landets første uafhængige landsorganisation, EFITU (Egyptian Federation of Independent Trade Unions), sin stiftende kongres. Hele den internationale fagbevægelse var til stede, og alle var enige om, at dette var en milepæl for den frie fagbevægelse i Egyptens historie.

Hundredvis af fremmødte medlemmer stemte på demokratisk vis ved valgene på EFITU’s første kongres. Udvalg, komiteer, strukturer blev skabt, og den meget karismatiske leder Kamal Abu Eita blev enstemmigt valgt som formand for EFITU.

På trods af de uroplagede omstændigheder og den usikre fremtid var der en revolutionær stemning blandt de fremmødte fagligt aktive. Her var alt fra folkeskolelærere og bagere til postarbejdere, jurister og arbejdere fra den uformelle økonomi samlet. Mange af dem var kvinder. Forstadscentret summede af optimisme og håb, engagement og videbegær.

Spørgsmålene haglede ned over Ulandssekretariatets repræsentant i kongrescentrets sidegange: „Hvordan gør I i Danmark? Har I fag­foreninger for jurister? For postarbejdere? Hvad med dem i den ufor­melle økonomi?“

De var ivrige efter at få viden om den danske model og at lære af vores erfaringer. Der var en opstemt glæde på kongressen. Det var stort at være med til.

Kongressen var en bekræftelse af, at drivkraften for disse menne­sker er en social indignation, der voksede år for år i Mubaraks tid, og som skal tages alvorligt. Ifølge arbejdsministeriet er der i dag om­kring to millioner arbejdere, der har meldt sig ind i en af de nye frie og uafhængige fagforeninger. Og da der kommer flere til hver eneste dag, er der ingen tvivl om, at vi taler om den største og stærkeste ikke-religiøse bevægelse i Egypten. Selvom EFITU ikke har en funge­rende organisation som ETUF, så er der ingen tvivl om retningen for de mange arbejdere, der tilslutter sig den uafhængige fagbevægelse i Egypten.

Firmaets mand

Den anden episode var på alle måder anderledes. Den foregik på den Internationale Arbejdsorganisations ILO’s regionale kontor i Kairo i september 2011 efter forårets og sommerens mange løn­strejker. En repræsentant for et multinationalt tekstilfirma fra Hol­land fortalte i al fortrolighed, at grunden til, at virksomheden i sin tid placerede sit firma i Egypten, ikke kun var de lave lønninger i landet, men især at Mubaraks regime sørgede for, at der var ro på arbejdsmarkedet, og at tekstilproduktionen derfor ikke blev for­styrret. Den stigende uro og de mange strejker bekymrede ham. Firmaets mand fortsatte derfor med retorisk at spørge, hvad han nu skulle gøre. Han svarede selv: „Vi har to muligheder: Enten flyt­ter vi produktionen til et andet land som Bangladesh, hvor der er lavere lønninger, eller også bliver vi nødt til at gå i dialog med ar­bejderne.“

Der er mange pointer i denne historie. Den understreger en af de ting, der er vigtige for internationale virksomheder, når de bestem­mer sig for at investere i Egypten: Regimet sørgede for ro og orden, blandt andet ved at holde arbejdernes krav nede. I dag er det ander­ledes, og derfor må virksomhederne gå i dialog med arbejderne for at kunne blive i landet. Egypten er et strategisk vigtigt land med et stort potentiale, så derfor vil udenlandske firmaer gøre meget for at blive på dette marked. Men historien viser også, at uroen i landet og de mange strejker kan få direkte indflydelse på de udenlandske inve­steringer, som det fremgår af kapitlet „Den egyptiske økonomi er i knæ – men kan hurtigt rejse sig“ af Henrik Vistisen.

Den egyptiske udfordring – del 1: Civile og borgerlige rettigheder & økonomisk vækst

Summen af de to historier siger en del om Egyptens udfordringer i dag. I dag kæmper mange egyptiske arbejdere sammen med andre befolkningsgrupper for at opnå større anerkendelse og flere rettighe­der. Vigtige internationale, grundfæstede civile og borgerlige rettighe­der er i spil. Det drejer sig blandt andet om retten til foreningsfrihed, retten til at organisere sig og retten til ytringsfrihed. I et moderne demokratisk samfund er disse rettigheder ufravigelige.

De egyptiske arbejdere vil gå langt for at få opfyldt kravene, og de vil ikke vige tilbage fra at strejke og skabe uro og kaos med klare negative konsekvenser for landets økonomiske situation. Den nye uafhængige arbejderbevægelse lægger sig ikke ned, hvis den møder modstand. Den har kæmpet længe og omsider fået en åbning og en platform at kæmpe fra.

Endnu er den nye faglige landsorganisation EFITU ikke anerkendt som en lovlig repræsentant for arbejderne, og der vil blive hård kamp om det spørgsmål. Men som den nyvalgte præsident Kamal Abu Eita svarede på spørgsmålet om, hvad han ville gøre, hvis EFITU ikke blev accepteret: „jeg har været i fængsel 18 gange; jeg er klar til at tage en tur mere.“

Man skal forstå, at legitimiteten for enhver fagbevægelse er grund­fæstet i de internationalt anerkendte principper i ILO’s kernekonven­tioner. Specielt konventionerne 87 og 98, der handler om forenings­frihed og retten til at organisere sig, er helt centrale. De er derfor også medtaget i FN’s menneskerettighedserklæring fra 1948.

Som det fremgår af Helen Hajjaj og Wafaa Osamas kapitel „Egyp­ten og ILO’s kernekonventioner“ har Egypten ratificeret begge kon­ventioner, men de er reelt aldrig blevet implementeret. Tværtimod har den restriktive og forhadte lov nummer 35 begrænset forenings­friheden totalt. En ny forbedret progressiv fagforeningslov er god­kendt i kabinettet og venter på den endelige godkendelse i det nye parlament eller af Det øverste Militære Råd (SCAF, The Supreme Council for the Armed Forces), der ved redaktionens afslutning sta­dig regerede landet. Både den uafhængige egyptiske og den inter­nationale fagbevægelse kæmper for at få vedtaget denne lov, der er afgørende for at arbejdsmarkedet kommer til at fungere, og for at arbejdernes stemme bliver hørt i udviklingen af landet. Uden den vil den nye uafhængige egyptiske fagbevægelse stadig operere uden for lovens rammer, og den vil ikke have mulighed for at opkræve kon­tingent og dermed få økonomi og organisation stablet på benene.

For Egypten er det en rigtig god ide. Det er internationalt aner­kendt, at foreningsfrihed og fagforeningsfrihed i særdeleshed er fun­damentale parametre for både økonomisk udvikling og reduktion af fattigdommen. Vækst uden fordeling øger uligheden, og uligheden fostrer, som vi ser det i Egypten, konflikter. Derfor er det som ud­gangspunkt helt afgørende at etablere eller reformere de institutioner, som kan sikre købekraft og ro på arbejdsmarkedet. Det giver mulig­hed for at indkræve skatter og finansiere skoler, sundhedsvæsen og sociale sikkerhedsnet. Kort sagt – udvikling.

Den egyptiske udfordring – del 2: Økonomisk udvikling – og retten til sociale og økonomiske rettigheder

Meget højt på de egyptiske arbejderes ønskeliste er ønsket om et bed­re liv og økonomiske og sociale forbedringer. Her taler vi om retten til at arbejde sig ud af fattigdom, til et anstændigt arbejde med en ordentlig løn, til sociale sikringsordninger, til at børnene kan få en god uddannelse, til et sundhedssystem, der virker, og meget mere. For de fleste egyptere er post-Mubarak ønskelisten lang, rigtig lang. Og kravene bliver hver dag stærkere. Og her er dilemmaet.

Al videnskabelig litteratur, der beskæftiger sig med overgangen fra et autoritært til et demokratisk styre, understreger de mange fa­rer, der truer den nye proces. Når det undertrykkende styre er væl­tet, stilles der store forventninger til en ny regering om umiddelbart at afskaffe fattigdom, indføre ægte demokrati og skabe økonomisk vækst og fremgang.1 De politiske valg, der bliver truffet i de første år, er helt afgørende, fordi de fleste nye demokratier, der bukker under igen, gør det inden for de første fem år. De fleste fejlslagne forsøg på demokratisering er sket, hvor man de første år efter de­mokratiseringen har måttet notere et fald i den generelle indkomst. Erfaringerne med hidtidige demokratiseringsforsøg peger altså en­tydigt på, at den første fase er helt afgørende for, om eksperimentet vil lykkes.

Derfor er der al mulig grund til at handle hurtigt i Egypten. Det drejer sig om at stabilisere økonomien, bringe væksten og jobbene tilbage, så der fortsat vil være overskud i samfundet til at udfordre og udvikle det Egyptiske demokrati. Det handler om dialog på fabriks­gulvet, produktivitet og aftaler mellem legitime repræsentanter for båder arbejdere og arbejdsgivere.

Som det fremgår af beskrivelsen af den politiske og økonomiske situation i Egypten i kapitlet „Den egyptiske økonomi er i knæ – men kan hurtigt rejse sig“, ser det ikke godt ud. De fleste af de indikatorer, der står i plus, er de forkerte, nemlig dem, der drejer sig om niveauet af fattigdom, omfanget af arbejdsløshed, specielt for ungdommen osv., osv. På de vigtigste områder er der tilbagegang. Det drejer sig blandt andet om manglende inden- og udenlandsk investeringslyst, lukning af fabrikker og faldende indtægt fra turisme, der igen med­fører en lang række sociale og økonomiske problemer, såsom tomme hoteller, fyrede rejseguider osv. Med faldende indtægter bliver det sværere at få økonomisk vækst og anstændigt arbejde, for ikke at tale om at sikre en forbedret velstand og afskaffelse af fattigdommen. Men Egypten kan hurtigt rejse sig igen, som det fremgår af Hen­rik Vistisens analyse. Det kræver blandt andet, at arbejderne bliver hørt.

Anerkendelse af de fundamentale civile og borgerlige rettigheder er ikke bare en forudsætning for opbygningen af et demokratisk sam­fund; den er også helt central for at opnå økonomisk vækst, som til gengæld er nødvendig for at nedbringe fattigdommen og dermed sikre befolkningens sociale og økonomiske rettigheder. Ringen er sluttet.

Som mødet med tekstilfirmaets mand illustrerer, hænger den øko­nomiske aktivitet tæt sammen med uroen/stabiliteten i landet. Som tidligere nævnt, har den nye fagbevægelse kræfter og mod til at kæm­pe for anerkendelse og indflydelse, uanset omkostningerne. Den har international støtte, også fra FN’s arbejdsorganisation ILO.

Ønsker Egypten et demokratisk styre, er det derfor afgørende at vedtage den nye fagforeningslov og at gå i dialog med den spirende fagbevægelse. Men er der råd til at indfri alle kravene, vil mange måske spørge. Svaret er: Der er ikke råd til at undvige dialogen. Det koster meget mere end blot egyptiske pund.

Opbygningen af frie institutioner og organisationer – fundamental for demokratisk omstilling

I sagens natur er det spirende egyptiske demokrati institutionelt svagt funderet og politiske partier kun i deres vorden. I denne vanskelige situation er der al mulig grund til at støtte de institutioner og orga­nisationer, der kan medvirke til at stabilisere den politiske og økono­miske udvikling.

Arbejdsmarkedets parter er nogle af de organisationer, der kan bi­drage til at skabe økonomisk udvikling. Og en fungerende egyptisk fagbevægelse er en afgørende forudsætning, hvis kaos på arbejds­markedet skal undgås. Fagbevægelsens rolle vil ikke kun være den traditionelle – at sikre medlemmerne så gode løn- og arbejdsvilkår som muligt – men også at være en del af den nationale udvikling, herunder at bidrage til løsning af politiske spørgsmål såsom den nye forfatning, sociale og økonomiske aftaler og forholdet til nye politi­ske partier mv.

I konstruktiv dialog med regeringen og en forhåbentlig snarligt etableret, uafhængig arbejdsgiverforening vil fagbevægelsen være med til at løfte Egypten ind i demokratiet og retssamfundet og ud af fattigdommen og ungdomsarbejdsløsheden.

Hvis man vil hjælpe Egypten i disse kritiske år, må man derfor tage arbejdsmarkedet alvorligt. Det betyder støtte til den spirende fagbevægelse, blandt andet ved at sikre befolkningens borgerlige og civile rettigheder. Men også at de dele af den eksisterende fagbevæ­gelse – og arbejdsgiverorganisationer – der ønsker at reformere sig, skal klædes på til at blive moderne organisationer, der er i stand til at forhandle på medlemmernes vegne og være med til at forme Egyp­tens fremtid. Denne opgave bidrager både DI (Dansk Industri) og Ulandssekretariatet LO/FTF til. Begge organisationer er engageret i Egypten gennem vores respektive partnere for at bidrage til social dialog mellem arbejdsmarkedets parter. Det er muligt med støtte fra Det Arabiske Initiativ i Udenrigsministeriet.

Denne bog er udgivet i et samarbejde mellem Ulandssekretariatet, In­formations Forlag, nogle af de fremmeste mellemøstjournalister fra den danske presse og andre eksperter. De bidrager med overblik og analy­ser af den politiske situation og arbejdsmarkedsforhold, som Ulands­sekretariatet LO/FTF ikke nødvendigvis er enig i hele vejen igennem, men som giver mulighed for at danne sig et indtryk af de vanskelige vilkår, demokratiet og fagbevægelsen har i Egypten i disse år. Fotogra­ferne Tine Harden og Flemming Weiss Andersen har taget billederne.

Henrik Als, Programkoordinator Ulandssekretariatet LO/FTF

Mads Bugge Madsen, Sekretariatsleder Ulandssekretariatet LO/FTF


Ulandssekretariatet i Egypten

Ulandssekretariatet lO/fTf council er dansk fagbevægelses profes­sionelle udviklings- og bistandsorganisation. Vi arbejder for at fremme social dialog på arbejdsmarkedet mellem fagbevægelse og arbejdsgi­verorganisationer, samtidig med at vi rådgiver om arbejdsmarkedslov­givning. det gør vi blandt andet ved at styrke fagbevægelsen i Afrika syd for sahara, Asien, latinamerika og i MENA-landene, dvs. Mellem­østen og Nordafrika. Det Arabiske Initiativ i Udenrigsministeriet har bevilget 8,5 millioner kroner til Ulandssekretariatet, blandt andet til at opbygge et arbejds­markedsinstitut, der skal danne rammen om en social dialog mellem arbejdstagere, arbejdsgivere og den egyptiske regering.

AddToAny

Share/Save