Fagbevægelsen i udviklingslandene

Nobelprisen til tunesisk fagbevægelse

Af Jacob Rosdahl og Lene Frøslev, Ulandssekretariatet
9. oktober 2015
Nobels Fredspris 2015 går til demokratikvartetten i Tunesien, som fagbevægelsen er en del af.

Tunesiens fagbevægelse har en stor del af æren for, at Nobels Fredspris går til demokratibevægelsen i Tunesien.

Fredsprisen 2015 går til den såkaldte demokratikvartet Tunisian National Dialogue Quartet. Bevægelsen blev oprettet i 2013, og får prisen for sin rolle i det arabiske forår i 2011. Dermed bliver kvartetten anerkendt for dens store rolle i opbygningen af demokrati i Tunesien i kølvandet på revolutionen i 2011, som var startskuddet på en række demonstrationer i den arabiske verden. Fagbevægelsen UGTT - som samarbejder med Ulandssekretariatet gennem Det Arabiske Initiativ - har en stor del af æren for kvartettens fremgang.

Demokratiprocessen i Tunesien var ved at bryde sammen i 2013, og derfor blev kvartetten oprettet. Gennem en proces med national dialog sammen med blandt andre arbejdsgiverorganisationen UTICA lykkedes det i 2013 UGTT at dæmme op for såvel en eskalerende vold, der var tæt på at udvikle sig til borgerkrig samt en udemokratisk, islamistisk forfatning. Det lykkedes UGTT at sætte sig i spidsen for en proces med national dialog med alle partier. En proces, der er endt med en køreplan for demokratisk overgang og en ny forfatning, der betegnes som den mest demokratiske i regionen.

Men det er ikke mindst den ledende og fredsskabende rolle, UGTT har haft i det, der betegnes som 14. januar-revolutionen i 2011 mod det daværende Ben Ali regime. Fagbevægelsen mobiliserede til demonstrationer og stod bag de afgørende strejker, der endte med at tvinge diktatoren på flugt, og som blev begyndelsen til den række af revolutioner i regionen, der går under fællesbetegnelsen ’Det Arabiske Forår’.

UGTT har været spydspids for at formulere mål og visioner for Tunesiens fremtid. Og det er den faglige organisation, der er garanten for at sikre en fredelig overgang til demokrati samt social og økonomisk stabilitet.

Ulandssekretariatets sekretariatsleder Mads Bugge Madsen siger:

"Jeg er super glad og ønsker kvartetten og Tunesien tillykke med prisen. Det viser endnu en gang, at det, der betyder noget for udviklingen i et samfund er, at institutionelle grupper sætter sig sammen og bliver enige. Det er dét, dansk udviklingssamarbejde kan - at understøtte demokratiske processer. Men vi må heller ikke glemme, at UGTT også er en stærk organisation, og de har en kæmpe del af æren."

Danmark har med sit udviklingssamarbejde gennem Ulandssekretariatet og Det Arabiske Initiativ altså været med til at skubbe på den udvikling, der i dag udløste fredsprisen.

I 2014 blev UGTT indstillet til Fredsprisen, og i år understreger nobelkomiteen, at det er hele demokratibevægelsen, som har modtaget prisen. Kvartetten består foruden UGTT af arbejdsgiverorganisationen UTICA, menneskeretsorganisationen LTDH og sammenslutningen af landets advokater.

Udenrigsminister Kristian Jensen siger til dagbladet BT:

"Dansk Industri og Ulandssekretariatet har med midler fra Det Arabiske Initiativ arbejdet intensivt sammen med de tunesiske arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer, som indgår i kvartetten. Det kan vi godt være stolte af."

Ulandssekretariatet samarbejder i Tunesien med UGTT. Samarbejdet skal styrke organisationen i dens arbejde for aktivt og konstruktivt at deltage social dialog og i reformer af arbejdsmarkedet. Samarbejdet har blandt andet resulteret i landets første sociale kontrakt, der sidste år blev indgået mellem UGTT, arbejdsgiverorganisationen UTICA og regeringen.

Sidste år blev UGTT nomineret til fredsprisen. I dag har hele demokratibevægelsen fået den prestigefyldte pris. Foto: UGTT