Irregulær migration kan forebygges: Arbejdsløshed og undertrykkelse skaber folkevandring fra Afrika til Europa
Når irregulære migranter fra Afrika trodser store strabadser og farer for at nå over Middelhavet til Europa, er der ikke meget der kan standse dem. Til gengæld kan man forebygge, at de finder på at migrere. Hvordan? Ved at støtte ordentlige job, langsigtet udvikling og god regeringsførelse.
Det viser en ny rapport fra FN’s udviklingsorganisation UNDP (Scaling Fences), hvor man har interviewet næsten 2.000 mennesker, fra 39 afrikanske lande, som har fulgt irregulære migrationsruter mod Europa om grundene til deres udvandring.
Der er forskellige interessante resultater i rapporten. For eksempel viser det sig, at migranterne ofte har en uddannelse. De er unge (i gennemsnit 24 år). Og de er dybt skuffede over regeringerne i deres lande – og ikke mindst kvaliteten (og graden) af offentlige ydelser. Halvdelen har et arbejde, men ofte i den uformelle økonomi. Det er altså kombinationen af den lave kvalitet af job, lav kvalitet i det offentlige samt politisk underskud, der får mennesker til at foretage den farefulde rejse mod Europa. Omvendt er de ikke specielt afskrækkede af anti-migrationsinstrumenter som grænsebevogtning eller hårdere immigrationspolitik. De har for meget at vinde.
De afrikanere, som faktisk når til Europa og ender som regulære migranter, hvor de får bedre jobs og har en vis ret til sociale ydelser er dem, der er mest motiveret for at vende hjem til deres afrikanske hjemstavn. De har simpelthen bevist, at de var i stand til at nå det forjættede land.
Det er en klar illustration af, at støtte til langsigtet udvikling, skabelse af ordentlige jobs, formalisering af den uformelle økonomi, offentlige sociale investeringer og god regeringsførelse er midlerne til at bekæmpe den irregulære migration. Altså, hvis de unge afrikanere kan udleve deres ambitioner derhjemme – så bliver de derhjemme. Til det formål har de – og vi – brug for arbejdsmarkedets parter.