Glæde og frustration over sammenbrud i Mexico

Europæiske forhandlere rejste skuffede hjem, mens Brasiliens præsident Lula begejstret talte om et tiltrængt gennembrud for udviklingslandene. Tolkningerne af Verdenshandelsorganisationens møde i september spænder vidt.

De aller fattigste lande i verden fik slet ikke det med hjem, de med rette kunne forvente af WTO-forhandlingerne sidste måned i Mexico. Så langt lader det til, at deltagerne i mødet kan blive enige. Men når det gælder årsagerne til og fortolkninger af konsekvenserne af sammenbruddet i WTO-forhandlingerne, hører enigheden mellem i- og ulandene hurtigt op. Finn Sørensen, der som LO-sekretær var med i den danske delegation, siger:

– Både fra ministre, folketingspolitikere, organisationer og øvrige folkelige bevægelser mærkede jeg tydelig en forventning om, at mødet ville skabe resultater til gavn for de fattigste lande. EU og USA havde på forhånd tilkendegivet, at man nu endelig var klar til at nedsætte den stærkt konkurrenceforvridende eksportstøtte til blandt andet landbruget. Et krav, udviklingslandene forgæves har rejst i årevis. Samtidig ville man give de fattigste lande toldnedsættelser, når det gælder landbrugsvarer.

Mødet var et led i den forhandlingsrunde, der har fået navnet "Udviklingsrunden", fordi målet først og fremmest er at tilgodese de fattigste udviklingslande. De skal have lettere ved at sælge deres varer til de rige lande.

– Man kan kalde det hjælp til selvhjælp. Fjerner vi handelshindringerne overfor de fattigste lande, er vi med til at skabe en udvikling, der gør, at de ikke behøver samme udviklingsbistand som i dag. Fattigdom og ulighed kan skabe ufred og store flygtningestrømme. Derfor er det også i vores interesse, at mennesker på den anden side af kloden kan sælge deres varer på fair vilkår, forklarer Annette Bendixen, der er faglig sekretær i FTF.

Udspil ikke godt nok

Til gengæld for deres udspil forventede EU og USA, at de rigeste udviklingslande også ville nedsætte deres toldsatser og dermed lette adgangen til deres markeder. Men her forregnede man sig. En gruppe på 22 udviklingslande mente ikke, at udspillet var godt nok. De ønskede større fart på afskaffelsen af landbrugsstøtten og overtalte de øvrige udviklingslande til, at man i samlet trop sagde fra overfor de vestlige lande.

Mødet endte i et resultatløst sammenbrud. Måske fordi EU i realiteten ikke var så fleksibel i forhandlingerne, som landene søgte at fremstå, lød kritikken i den internationale presse efter mødet. Blandt andet insisterede man alt for længe på også at forhandle investerings- og konkurrenceregler – og lukkede ørerne for de massive protester fra 90 ulande, der ikke var parate til den dagsorden.

Måske fremstod alliancen mellem USA og EU så provokerende stærk, at den i sig selv fik de 22 udviklingslande til at skabe en modalliance, som de fattigste lande vurderede, at de stod sig bedst ved at slutte op om, lyder en anden vurdering.

Spørgsmålet, der står tilbage, er, hvad sammenbruddet i Mexico fører med sig.

LO savnede solidaritet

Christian Friis Bach, der er lektor i international økonomi og tidligere formand for Mellemfolkeligt Samvirke, sagde efter Mexico-mødet til dagbladet Information:

– På kort sigt taber u-landene på, at der ikke snart kommer flere fælles, internationale spilleregler inden for handel. Men på længere sigt kan u-landene vinde ved, at de sagde nej til nogle dårlige tilbud, fordi de så måske får nogle bedre hen ad vejen.

I LO er man først og fremmest ærgerlig over, at de aller fattigste lande ikke blev hjulpet, og at gruppen af rigere udviklingslande ikke viste større forhandlingsvilje og solidaritet med de fattigste.

– Sammenbruddet var unødvendigt og meget skuffende. De fattigste lande fik intet med hjem, fordi lande som Kina, Brasilien, Indien og Qatar blandt andet krævede at få nøjagtigt de samme lempelser, selv om de har helt andre økonomier og ressourcer. Adskillige af de rigeste udviklingslande er væsentligt bedre stillet end de kommende medlemmer i EU – derfor var deres krav simpelthen urealistiske, mener Finn Sørensen.

Omvendt priste Brasiliens præsident Lula, at udviklingslandene stod sammen under forhandlingerne i Mexico og forpurrede en aftale.

– Selv om vi ikke opnåede det, vi ville, så forhindrede vi USA og EU i at konsolidere det, de ville: Støtten til landbruget. Vi beder ikke om privilegier eller tjenester, men en ligeværdig samhandel i fri konkurrence, sagde han.

Finn Sørensen har svært ved at se en fasttømret front af udviklingslande forhandle samlet i fremtiden. Dertil er interesserne alt for forskellige både mellem de fattigste og de rigere u-lande, og mellem de rigere udviklingslande indbyrdes, påpeger han.

– Lande som eksempelvis Kina og Indien har hver deres interesser. Indien ønsker at fastholde høje toldsatser for at beskytte hjemmemarkedet. Omvendt forsøger Kina at åbne alle markeder for deres enorme tekstilproduktion og bekymrer sig ikke om import, fordi den styres centralt. Man kan lade være at købe, er filosofien.

Rettigheder skal sikres

WTO-forhandlingerne ligger i dvale efter sammenbruddet. Og pessimister spår, at den nuværende forhandlingsrunde først kan afsluttes i 2007. Forinden skal der blandt andet afholdes valg i både USA og Frankrig, og præsidentkandidaterne har brug for landbrugets opbakning. Derfor vil al tale om nedsættelse af landbrugsstøtte snart forstumme. EU fastholdt efter sammenbruddet i Mexico, at landenes udspil står ved magt. Spørgsmålet er, om det stadig gælder, når unionen er udvidet med ti nye østeuropæiske medlemmer, der næppe har hast med at liberalisere deres landbrug og industri mere, end de har været nødt til op til optagelsen.

I mellemtiden er der nok at gøre for både den danske og den internationale fagbevægelse med henblik på at sikre, at lønmodtagernes rettigheder bliver en del af grundlaget for kommende frihandelsaftaler.

– Mange u-lande beskylder os fortsat for at ville beskytte vores egne markeder, når vi påpeger, at børne- og slavearbejde eksempelvis er uacceptabelt. Desværre er der meget lang vej igen, før de internationale arbejdstagerrettigheder bliver en del af WTO’s grundlag, konstaterer Annette Bendixen.

Finn Sørensen kunne i Mexico glæde sig over, at spørgsmålet blev nævnt i enkelte af de officielle taler, blandt andet af den danske udenrigsminister.

– Arbejdstagerrettighederne er nu blevet EU-politik. Det er et lille skridt på vejen, mens vi i den internationale fagbevægelse fortsætter arbejdet med at dokumentere problemerne med forfærdelige arbejdsforhold og forfølgelse af fagligt aktive.

Også Annette Bendixen har noteret sig et lys i mørket:

– Verdensbanken påpeger i sin rapport for 2003, at i lande med ordnede forhold på arbejdsmarkedet og en høj grad af organisering er produktiviteten højere, og befolkningen tjener bedre. Det er langt fra ny viden, men det er bemærkelsesværdigt at høre den traditionelt meget konservative Verdensbank konstatere det. På samme måde kan vi forhåbentlig også flytte holdningerne i WTO, siger Annette Bendixen.

De grundlæggende arbejdstager-rettigheder:

· Retten til at organisere sig og føre kollektive forhandlinger

· Forbud mod slaveri og tvangsarbejde

· Forbud mod diskrimination

· Lige løn for lige arbejde

· Forbud mod og afskaffelse af børnearbejde

 

AddToAny

Share/Save