Fagbevægelsen i udviklingslandene

Forbedret barselsorlov på trapperne i Tunesien

Af Lene Frøslev, Ulandssekretariatet
21. juni 2017
Kvinderne i den tunesiske fagbevægelse har kæmpet hårdt for at få bedre barsel – ikke mindst til de privatansatte

“Det er en kæmpe sejr for fagbevægelsens kvinder”.

Sådan betegner Wassila Dridi fra UGTT (Union Générale Tunisienne du Travail) den lov om forbedret barselsorlov, der er på trapperne i Tunesien.

Lovforslaget er lige nu til behandling i parlamentets relevante udvalg, og det ventes vedtaget senere på året.

“I fagbevægelsens kvindenetværk har vi ført kampagne over hele landet i et år. Vi har været ude i alle regioner og på den måde lagt stort pres på parlamentsmedlemmerne for at få sat gang i en forbedret lovgivning. Det er den kamp, der nu ser ud til at bære frugt,” siger Wassila Dridi.

Hun er engelsklærer og har været aktiv i UGTT i 20 år. Som koordinator for arbejdende kvinder har hun stået i front for kampen for forbedret barselsorlov.

Wassila Dridi fra UGTT. Foto: Thomas Steen Sørensen

Må nøjes med 40 dages orlov

Hidtil har barselsorloven for offentligt ansatte været to måneder med fuld løn, men privatansatte – og det er langt de fleste på det tunesiske arbejdsmarked – kan i øjeblikket kun få 40 dages barsel. Tunesien har ikke ratificeret ILO konvention 183 om ret til barsel.

“Vi har kæmpet hårdt for at få kvinderne i den private sektor med,” siger Wassila Dridi.

“Det er kvinder, der ofte arbejder i jobs, som ingen andre vil tage, og de har ikke engang ret til at tage tid til at amme deres babyer. Derfor har det været afgørende at få sikret disse kvinder. Det ville ikke være sket, hvis ikke fagbevægelsen havde taget kampen.”

Den nye lov, der er på trapperne, vil sikre alle kvinder på arbejdsmarkedet ret til en måneds orlov inden fødslen og to måneders orlov efter fødslen med fuld løn. Derudover vil det være muligt at tage en ekstra måned med halv løn - eller med fuld løn, hvis der foreligger lægeerklæring.

Vi holder øje!

Det er endnu uklart, hvornår loven om forbedret barselsorlov vil blive endeligt vedtaget. Ifølge Ulandssekretariatets rådgiver i Tunesien, Sami Saidana, er det spørgsmålet om finansiering af orloven, der har trukket behandlingen i langdrag.

Men parlamentsmedlemmerne får ikke lov til at dø i synden.

“Vi er her og holder skarpt øje med, at loven vil blive vedtaget, og at den efterfølgende vil blive efterlevet ude på arbejdspladserne,” forsikrer Wassila Dridi.

Ulandssekretariatets overordnede fokus i MENA-regionen er at fremme kapaciteten hos de demokratiske fagbevægelser blandt andet i Tunesien til social dialog og ro på arbejdsmarkedet.

 

Kampen for anstændigt arbejde foregår rigtig mange steder på kloden i dag, ikke mindst når det gælder kvinder arbejdsvilkår, og et af de eksempler som også kan ses i forbindelse med Ulandssekretariatets arbejde er sygeplejerskerne i Tunesien. Se nedenstående video: