Faglige rettigheder giver indiske kvinder selvtillid

Tekst og foto: Lone Illum Christansen, projektkonsulent for Ulandssekretariatets Asien-afdeling
Før turde hun ikke forlade sit hjem, men med hjælp fra sin fagforening har Dhuliben Ishwarbhai Parma fået mod til at kæmpe for sine rettigheder.
Fagforeningskvinder i Indien bliver uddannet som vandteknikere. De vedligeholder og reparerer vandpumper i lokalområderne.

Varmen og en duft af nyvandede blomster og jord er det første, som møder os, da vi ankommer efter en længere køretur ud til gartneriet Ruthambra Devpura, som ligger i det nordvestlige Indien.

Det er formiddag, og en lille gruppe kvinder står og venter på os. De vil gerne vise os rundt og fortælle om deres gartneri.

Gartneriet er inddelt i tre områder. Et område til grøntsager, et til medicinplanter og et til blomster. Vi får lov til at mærke og dufte til forskellige urter, både nogle som dufter dejligt og er gode i te, og andre som er gode til at holde myg borte.

Nogle steder vokser grøntsagerne i etager, både i jorden og hængende ned fra net, der er spændt ud over jorden. Sådan får kvinderne to hold grøntsager ud af det samme stykke jord. Der er gravet kanaler til at lede vand ind på gartneriet, og der er lavet et system til udvikling og brug af kompost.

Dhuliben Ishwarbhai Parmar er en af initiativtagerne til gartneriet. Hun er 45 år og mor til tre. To sønner på henholdsvis 20 og 18 år og en datter på 19 år.

”Jeg har arbejdet på en tobaksfabrik, siden jeg var 10 år gammel”, fortæller Dhuliben.

Der tjener hun lidt over ti kroner om dagen, og det er ikke nok. Derfor startede hun et lille gartneri ved flodbredden. Mange andre kvinder fulgte hendes eksempel, indtil de lokale myndigheder stoppede kvinderne. De var bange for, at der ville skride for meget jord ned i floden fra gartneriet.

Men Dhuliben gav ikke op. Hun samlede en gruppe kvinder, og med hjælp fra fagforeningen Self employed Women's Association (SEWA) gik de til de lokale myndigheder og søgte om at leje et stykke jord, hvor de kunne starte deres eget gartneri.

Kvinderne fik i første omgang lov til at leje en hektar brakmark i fem år. Et kik ud på marken uden for gartneriet giver et lille indblik i det store arbejde, kvinderne har lagt i at forvandle en ødemark fuld af buskads og ukrudt til det frugtbare gartneri, vi ser i dag.

Myndighederne har også anerkendt kvindernes hårde slid og har forlænget lejeperioden med yderligere ti år. I dag drives gartneriet af 15 kvinder. De arbejder på skift i gartneriet. Det ene hold om formiddagen og det andet om eftermiddagen. Der er flere af dem, der ligesom Dhuliben har brug for den ekstra indtægt ved siden af arbejdet på tobaksfabrikken.

sewa, ulandssekretariatet
Dhuliben Ishwarbhai Parmar er 45 år og startede med at arbejde, da hun var 10 år. I 20 år har hun været medlem SEWA. Foto: Ulandssekretariatet

Undervisning i et bedre liv
Vi bliver inviteret ind under trækronens skygge under et stort Banyan træ. Der ligger et blåt tæppe på jorden, og en sort tavle står lænet op af træstammen. Det er et af fagforeningen SEWAs ”undervisningslokaler”.

Her møder SEWA kvinderne, tilbyder dem undervisning og en snak om, hvordan SEWA kan bidrage til at forbedre deres liv. Der er kommet flere kvinder til, og sammen sidder vi der i skyggen og drikker en kop sød indisk the.

”Uden SEWA’s hjælp og støtte havde jeg ikke kunnet arbejde i gartneriet”, siger Dhuliben – og det er tydeligt at se, at hun mener det.

”Jeg har været medlem af SEWA i 20 år,” fortæller Dhuliben.

Hun smiler og ser mig ind i øjnene.

”Før jeg blev medlem af SEWA, ville jeg helst ikke hjemmefra mit hus”, siger hun.

 ”Som medlem af SEWA har jeg fået forskellige træningskurser, som har givet mig viden og selvtillid”, forklarer hun og understreger igen, at uden SEWA ville hun ikke have haft mod til at opsøge myndighederne for at leje jord til gartneriet.


Ulandssekretariatet støtter SEWA i at organisere fattige kvinder, som arbejder i tobaksindustrien. Som fagforening for disse kvinder lykkedes det sidste år SEWA at forøge lønnen for tobaksarbejdere betydeligt. SEWA hjælper også kvinderne med at udvikle alternative jobmuligheder inden for f.eks. gartnerier og vævning. Det skal sikre, at kvinderne har indkomstmuligheder, hvis der ikke er arbejde til dem i tobaksindustrien.

SEWAs arbejde med at skabe forbedringer for fattige kvinder i den uformelle økonomi er anerkendt verden rundt. Ulandssekretariatet samarbejder med SEWA om at videregive erfaringer til organisationer i for eksempel Bangladesh, Filippinerne og Nepal.

AddToAny

Share/Save