Faglige fremskridt i plantagerne i Ecuador og Peru
Landbruget har aldrig været nemt at organisere, men begge organisationer kunne fortælle om store fremskridt. På væggen blev opsat papirark med håndskrevne punkter om fremskridt og vanskeligheder. Fremskridtene fyldte mest, selvom vanskelighederne hverken er få eller små.
Foruden repræsentanter for SITAG Peru og FENACLE Ecuador deltog Gilbert Bermudez fra bananarbejdernes regionale koordinering og Alistair Smith fra det britiske Bananalink.
I Peru er fagforeningen SITAG, der organiserer banan- og andre landarbejdere, vokset fra 180 medlemmer i 2006 til mere end 4.000 i dag. For nylig lykkedes det dem at få en aftale med det multinationale bananselskab Dole.
I fem år var arbejderne blevet snydt for søndagstillæg af Doles leverandører. Nu er det tid til at betale tilbage. Det drejer sig om ca. 2 millioner kroner. Efterbetaling af feriepenge for ikke afholdt ferie er fortsat til forhandling. Der er indledt en dialog med Dole, men firmaet prøver fortsat at flytte arbejdsgiveransvaret ud til foreninger af små bananproducenter.
SITAG deltager i en alliance for faglige rettigheder i landbruget. bl.a. med støtte fra de indsamlede ’Gør-Noget-midler’ fra Danmark, som bruges til at føre kampagne for ændring af ’Lov nr. 27360’ om landbrugets fremme. Loven begrænser landarbejdernes ret til at organisere sig fagligt, og kampagnen drejer sig om ligestilling med andre arbejdere.
Få dage før mødet havde et udvalg i Perus Kongres vedtaget, at forslaget til lovændring skal fremlægges i Kongressen. SITAG vil fortsætte kampagnen, da der er gode muligheder for at forslaget vedtages, også selvom præsident- og parlamentsvalget (10. april 2011) betyder, at alt er ved at gå op i valgkamp.
Overenskomst med Dole
En overenskomst med Doles ananasfarm, Siembra Nueva, er færdigforhandlet. Det er første gang det multinationale selskab indgår overenskomst i landet. Den giver alle arbejdere 5 % oven i mindstelønnen, og de sikres tre pauser pr arbejdsdag.
Arbejderne får desuden udleveret arbejdstøj og –støvler, alle arbejdsredskaber og et tilskud til transporten. Fagforeningen får hjælp til ordentlige arbejdsforhold i form af kontorfaciliteter, møbler og et tilskud til driften på 1.000 dollars årligt. Når denne aftale er underskrevet, så begynder forhandlingerne på den næste Dole-plantage, bananplantagen Megabanano.