Fagforening sikrer offentligt ansatte gennem dialog
Rengøringspersonale og gartnere, kontorfolk og brandmænd i Pakistans hovedstad Islamabad har nu fået garanti for deres ansættelse, løn og personalegoder. Den faglige hovedorganisation PWF (Pakistan Workers Federation) har været med til at sikre omkring 10.000 medarbejdere mod fyring af eller at gå mange hundrede procent ned i løn.
De ansatte under hovedstadens administration CDA (Capital Development Authority) har indtil nu haft nogle af de bedste overenskomster i Pakistan. Dem risikerede de at miste i forbindelse med vedtagelsen af en ny lov om et ændret lokalstyre.
Men som noget helt uhørt i Pakistan gik ledelsen af den faglige organisation direkte til de afgørende politikere i Pakistans andetkammer, senatet, og talte arbejdernes sag.
Loven ændret
“Det blev en stor succes,” siger en stolt generalsekretær for PWF, Zahoor Awan.
“Vi fik adgang til det senatsudvalg, der skulle behandle lovændringen. Senatorerne lyttede til os i tre timer, og det endte med, at loven blev sendt tilbage til nationalforsamlingen og lavet om,” fortæller Zahoor Awan.
Han betegner det som en katastrofe, hvis loven var blevet vedtaget. Det kunne have betydet, at alle medarbejderne blev fyret og nye blev ansat til den pakistanske mindsteløn på 12.000 rupees, cirka 750 kroner om måneden.
“Den hidtidige administration har eksisteret siden 1962, og vi har gennem årene forhandlet os til mange goder for de ansatte. Blandt andet en god løn. Vi har overenskomster, der giver arbejderne intet mindre end 120.000 rupees (7.500 kroner), når tillæg er regnet ind,” siger Zahoor Awan.
Ingen regler for overdragelse
Pakistans hovedstad Islamabad blev grundlagt i 1962 som en selvstændig enhed i landet med særstatus, direkte underlagt staten. Det skal nu ændres til et mere normalt borgmesterstyre, men da Pakistan ikke har regler for virksomhedsoverdragelse, så kunne man altså med et knips fjerne alle eksisterende overenskomster.
Udover en god løn efter pakistanske forhold har arbejderne også været sikret billige boliger gennem huslejeloft. Samt en lang række andre goder: Pensionerede ansatte har haft mulighed for at få en jordlod til at bygge et hus på. Mange af de ansattes børn var på forhånd sikret et job i hovedstaden. I forbindelse med religiøse højtider – både muslimske og kristne – er de ansatte sikret ekstra løn. Og i tilfælde af dødsfald efter arbejdsulykker bliver begravelsen betalt og enker kan søge hjælp fra en særlig fond.
“I PWF støtter vi selvfølgelig demokratiseringen i Islamabad. Men der skal være en retfærdig overflytning af arbejderne til det nye system. Det er nu skrevet ind i den nye lov. Det er en enorm succes for fagbevægelsen,” siger Zahoor Awan.
Det første lokalvalg i Islamabad bliver holdt 30. november i år