Fagbevægelse og arbejdsgivere sætter sig sammen i Ghana

Skrevet af Anne Aamand Sørensen
6. november 2019
Ghanas regering har underskrevet en samarbejdsaftale med arbejdsgiverne og fagbevægelsen. Ideen er at bane vejen for dialog og forhandling mellem partnerne og søge at skabe bredere enighed i spørgsmål om den økonomiske politik. Aftalen er et skridt på vejen mod at sikre et stabilt arbejdsmarked, forbedre Ghanas produktion, vækst og konkurrenceevne – og i sidste ende større lighed.
Mange unge finder job i den uformelle sektor, bl.a. som fiskere. Foto: Ulrik Selmer.

Samarbejdet indebærer etableringen af et råd med 19 medlemmer. Rådet skal være en platform, hvor parterne kan arbejde sammen om Ghanas udvikling. Parterne består af fagbevægelsen, repræsenteret af Ulandssekretariatets partner Trade Union Congress (TUC), og Ghana Employers Association (GEA), som er arbejdsgiverorganisationen.

Yaw Baah, generalsekretær for TUC, er fuld af positive forhåbninger, og siger at dette er første gang, regeringen åbner op for, at fagbevægelsen og arbejdsgiverne sammen kan komme med inputs til landets politiske og økonomiske udvikling.

De arbejdsløse unge kan vinde

Partnerskabet kan også medføre større samarbejde mellem partnerne og give bredere enighed omkring økonomiske anliggender, siger TUC, da det ifølge hovedorganisationen kan føre til flere ordentlige job, specielt blandt ungdommen.

Antallet af arbejdsløse unge i Ghana har siden 2013 ligget over 10 procent, men kun to procent af de unge finder job på det regulerede arbejdsmarked, resten på det uformelle arbejdsmarked.

Arbejdsløsheden skal forstås i sammenhæng med, at der er et svagt socialt sikkerhedsnet i Ghana. Det er ganske enkelt umuligt at overleve som arbejdsløs. Derfor søger mange unge job i den uformelle økonomi.

Ghanas præsident Akufo-Addo har udtalt, at andre lande, der har etableret samarbejde mellem regeringen, fagbevægelsen og arbejdsgivere har opnået økonomiske forandringer.

Markedsplads i Ghana. Foto: Carsten Snejbjerg.

Behøver ikke hjælp udefra

Ifølge Yaw Baah vil Ghana ikke have brug for assistance fra for eksempel den Internationale Valutafond (IMF), hvis regeringen åbner for en sådan aftale:

”Vi kan selv klare økonomien for dette land uden at gå til IMF”, udtalte han til underskrivelsesceremonien og roste regeringen for at åbne for samarbejdet med fagforbundene.

Finansminister Ken Ofori-Atta fortæller, at partnerskabet vil betyde, at regeringens økonomiske politik kommer til at få tilført viden og erfaring fra arbejdsmarkedet. Han ser frem til samarbejdet med fagbevægelsen – og tror på at aftalen vil sætte gang i bæredygtig vækst og skabe jobs. Arbejdsgivernes formand Dan Acheampong siger, at der ligger et fælles ansvar for at vedligeholde den økonomiske stabilitet – og at alle er tabere, hvis aftalen forbliver på papir og ikke bliver ført ud.

Ghana Trade Union Congress (TUC) er det største fagforbund i Ghana. Ulandssekretariatet har siden 2002 samarbejdet med Ghana TUC om blandt andet dialog, forhandling og organisering i den uformelle økonomi. Målet er at styrke den nationale fagbevægelse i etableringen af anstændigt arbejde for unge og kvinder i Vestafrika samt i den uformelle økonomi.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

AddToAny

Share/Save