Et teglværk med en stærk fagforening
Landsbyens bygninger er særdeles velholdte, og der er lagt vand og el ind de fleste steder. Skolen, kapellet, kommunen og de små parcelhuse er alle bygget af solide røde sten og står med svagt hældende tegltag. Også vejen, som efterhånden bliver gruset og småhullet, er udjævnet med røde murbrokker.
Vi er her, fordi vi er på sporet af en bemærkelsesværdig historie. For enden af vejen ligger nemlig en nedslidt, men særdeles levende teglværk, som blev startet sidst i 1960erne. Her produceres tonsvis af mursten og omkring 18.000 teglsten om dagen. Virksomheden drives af de ansatte og den lokale fagforening, som gerne vil støtte lokaludviklingen i landsbyen.
De gør det godt. Som arbejdstagerdrevet virksomhed har de ikke bare overlevet i 10 år, men også ekspanderet de sidste år både på hjemme- og eksportmarkedet – og har dertil øget beskæftigelsen markant lokalt. Der er næsten 200 ansatte i dag.
En succeshistorie
Det lille teglværk fortæller historien om, hvordan skuden kan vende for en lukningstruet virksomhed, hvis der er vilje til at tage udfordringen op blandt de ansatte og desuden organiserede forhold på arbejdspladsen.
Mere end 1000 mennesker i landsbyen er direkte afhængige af den beskæftigelse, som teglværket muliggør – og virksomhedens bidrag til landsbyens fællesressourcer er stort. Som en butiksejer udtrykker det: “Teglværket er vores liv. Uden det kunne vi ikke leve i Yvyraty – hele min familie, mine brødre, mine naboer, ja alle – helt og holdent, er afhængige… hvis det går dårligt for teglværket, så går det også dårligt for os – hvis det går teglværket godt, så går det også godt for os…”
Virksomheden vil dog gerne gøre det endnu bedre. Til det behøver de et lån, så de modernisere produktionsprocessen ved at skifte dele af maskinparken ud og anskaffe en ny ovn. For selve teglværket fremstår nu som en virksomhed, der i Danmark ville høre under Kulturarvsstyrelsen som et nationalt industriminde. Det betyder i praksis en forurenende og arbejdskraftintensiv produktion samt et tungt og beskidt arbejdsmiljø i en ulidelig varme. Der fyres med brænde i den store Hoffmanske ovn, som har 60 fyreklodser på toppen. Brændet købes blandt andet fra lokale kommercielle tømmerfirmaer, som dog i stigende grad vender lastbilerne mod det store naboland Brasilien, hvor efterspørgslen på brænde er stigende. Priserne ryger i vejret, og afhængigheden gør sårbar.
Organisering en trussel?
Trods en produktiv og velorganiseret forretning med fulde ordrebøger, er bankerne ikke villige til at finansiere investeringen. Ledelsen mener selv, at grunden er, at de bryder med normerne for at drive virksomhed i landet og udgør en trussel for de øvrige arbejdsgivere. Forskellen til de nærliggende teglværker er, at man på teglværket i Yryvaty overholder arbejdsmarkedsloven og praktiserer overskudsdeling, har en aktiv fagforening, støtter sociale aktiviteter og viser et stort engagement i lokalsamfundet.
Fagforeningen er medlem af landsorganisationen CUT-Auténtica, som dels har stået for tillidsmanduddannelse og dels har givet juridisk bistand under virksomhedens lange kamp for legal anerkendelse.
Se lille dokumentarfilm om teglværket
Filmen, der er på spansk, ligger på Youtube og kan ses i tre dele:
Den lille dokumentarfilm om teglværket Itauguá “Cerámica Itauguá – una experiencia de autogestión” fra 2008 fortæller på fin vis historien om, hvordan skuden kan vende for en lukningstruet virksomhed
I filmen interviewes teglværkets ansatte, fagforening og daglige ledelse – og desuden rulles tiden tilbage til den spæde begyndelse tilbage i 1960’erne, hvor driftige entreprenører og ingeniører blev tiltrukket af den fine røde og hvide lerjord. Nogle få arbejdsmænd blev hyret til at rydde jorden og bygge den første ovn, og i 1972 blev virksomheden registreret. En ny ejer kom til i 1978 og produktionen blev efterhånden udvidet til eksportmarkedet. 10 år efter dannede de ansatte en virksomhedsfagforening. Da den økonomiske krise ramte landet i 1990erne stod virksomheden som det 9. teglværk over for konkurs – og ejeren forsvandt, efter at have tilbudt arbejderne at overtage fallitboet. I 1997 forsøgte 115 ansatte via fagforeningen at forsætte produktionen og efter en længerevarende kamp med myndigheder og bureaukrati, blev de endelig i 2000 registreret som virksomhed. I dag er der 73 af de ‘gamle’ tilbage på virksomheden, og næsten 200 ansatte i alt.
I filmen følges man gennem hele produktionsprocessen – fra udvindingen over formgivningen til brændingsprocessen – og hører kort om arbejdets organisering. Desuden får man indblik i, hvordan virksomheden er en del af det lokale sociale liv og ligeledes giver forskellige typer bidrag til lokaludviklingen.
De sidste 10 år på virksomheden har ikke været problemfri. I filmen berettes det, hvordan der både har været op- og nedture – tider med øget efterspørgsel på eksportmarkedet, og tider med forfølgelse fra den økonomiske og politiske mafia samt myndighederne. De sidste års nye politiske vinde i landet har dog styrket virksomhedens tro på, at der i fremtiden også vil være plads til deres arbejdstagerdrevne virksomhed.
Efter årtier med højreekstremistiske regeringer, fik landet i 2008 en ny regering, Alliancen for Social Forandring med præsident og tidligere biskop Lugo i spidsen. Regeringen har et erklæret fokus på fattigdomsbekæmpelse, støtter kampen for anstændigt arbejde og arbejder for en bedre regeringsførelse. Den økonomiske elite hører dog ikke til blandt de som ønsker en anden socio- økonomisk fordelingspolitik i landet, hvorfor teglværkets kamp for at få adgang til lån ikke umiddelbart er løst med den igangværende politiske forandringsproces.
Filmen, som varer 30 min., er produceret af Axial – Naturaleza y Cultura, Asunción, Paraguay (2008).