Fagbevægelsen i udviklingslandene

21-årig presser tekstilboss til samarbejde og social dialog

Af Lene Frøslev og Buddhi Acharya
15. august 2017
Ung tekstilarbejder deltog i faglig træning, blev fagforeningsleder og skaffer nu resultater
Tekstilfabrikkerne i Myanmar eksporterer årligt for omkring to milliarder dollar. Foto: Philip Nordentoft

Aye Aye er bare 21 år, og hun skaffer faglige resultater på stribe på den tekstilfabrik, hun arbejder på i hovedstaden Yangon i Myanmar.

Bedre løn- og arbejdsvilkår, adgang til rent drikkevand og forbedrede sundheds- og sanitetsforhold er blandt de resultater, Aye Aye er stolt af.

“Vi har fået aftaler om basisløn og arbejdstid, og for første gang har vi fået en aftale om betaling for overtid. Hvis fabrikken vil have ekstra arbejde udført, så skal de betale ekstra for det. Sådan var det ikke før i tiden,” fortæller Aye Aye.

De faglige resultater har hun skaffet i rekordfart. Hun kom til Yangon for tre år siden efter en opvækst på landet og nummer syv i en søskendeflok på 10. Som sin storesøster fik Aye Aye arbejde som syerske på South Bay-tekstilfabrikken i industrizonen Hlinethaya.

Pres på ledelsen efter kurser

Aye Aye blev forarget over de ringe forhold for arbejderne på fabrikken. Hun meldte sig straks ind i tekstilarbejdernes fagforening, som hører under hovedorganisationen CTUM (Confederation of Trade Unions of Myanmar) for at være med til at kæmpe for bedre vilkår. Hun kom hurtigt med i ledelsen i den lokale fagforening og deltog i alle de kurser, hun kunne få. Sidste år var hun blandt de første deltagere på de faglige kurser (også kaldet Trainers Training Module, TTM), der er etableret i samarbejde med Ulandssekretariatet.

“Vi fik kendskab til vores lovmæssige rettigheder og træning i at forhandle kollektive aftaler. Vi forsøgte at få samtaler i gang med ledelsen på fabrikken, men det var ikke nemt, for arbejdsgiveren var slet ikke interesseret i at diskutere arbejdsforholdene med os. Vi pressede på, og nu er det lykkedes at få nedsat et samarbejdsudvalg, hvor vi mødes med ledelsen en gang om ugen,” siger Aye Aye.

“Løn er altid en del af den løbende forhandling. Arbejdsgiverne vil have mindre fravær og mere produktion, og vi vil have højere løn og bedre arbejdsforhold. Og vi er stærkt tilfredse med, at begge parter nu kan sidde ved forhandlingsbordet og diskutere det hele,” siger Aye Aye.

Aye Aye er formand for fagforeningen på South Bay-tekstilfabrikken i Myanmar. Foto: Buddhi Acharya

Kujoner bøjer nakken

Hun er i dag formand for fagforeningen på fabrikken med omkring 300 medlemmer - hovedsagelig kvinder. Hun nægter at bøje sig for ledelsens forsøg på intimidering og har uden blusel kaldt nogle af sine mandlige kolleger for ‘kujoner’. Hun siger, at de er bange for ledelsen og prøver at indynde sig hos mellemlederne. Under en strejke sidste år forsøgte flere af mændene at gøre sig usynlige og undgå konfrontation med ledelsen.

“Derfor har jeg kaldt dem for kujoner. Vi må forklare vores mandlige kolleger, at vi er nødt til at råbe op, hvis mellemlederne bryder reglerne og chikanerer medarbejderne,” siger hun.

Hun påpeger, at hvis det ikke havde været for træningen på fagbevægelsens kurser, så havde hun næppe haft den selvtillid, der skal til for at være leder af den lokale fagforening.

Myanmars tekstilindustri er afgørende for landets økonomi. Tekstilfabrikkerne eksporterer årligt for omkring to milliarder dollar.

Ulandssekretariatet samarbejder med CTUM om TTM-kurser i Myanmar. Kurserne er tilpasset, så tillidsfolkene kan deltage i deres fritid. De holdes over en weekend, så tillidsfolkene kun mister en enkelt arbejdsdag.