Nyhedsbrev og Årsrapport 2004
Med dette nyhedsbrev sender vi også årsrapporten for 2004. Ulandssekretariatet har som sidste år valgt at lægge årsrapporten ud i de tre sprogversioner på vores hjemmeside (www.ulandssekretariatet.dk). Her er der mulighed for at printe rapporten. Flere trykte eksemplarer kan rekvireres ved henvendelse til Ulandssekretariatet.
Besøg fra Østafrika
I disse dage har Danmarks Lærerforening (DLF) og Ulandssekretariatet besøg af generalsekretærer og projektkoordinatorer fra lærerforbundene i Uganda, Kenya, Zanzibar og Tanzania. Repræsentanterne er i landet blandt andet for at deltage i projekt-komité møder.
HIV-AIDS møde
I forrige uge deltog gæsterne fra Østafrika i et arrangement i Ulandssekretariatet om fagbevægelsens rolle i bekæmpelse af HIV-AIDS. Blandt oplægsholderne var også Danidas seniorrådgiver på HIV-AIDS-området Charlotte Kanstrup.
Møde med internationale sekretærer i juni
Den 24. Juni afholder Ulandssekretariatet møde med internationale sekretærer i forbund og organisationer. Mødet handler om temaprogrammerne for Asien og Afrika.
Enkeltansøgninger og tema-programmer
Ulandssekretariatet venter på Finansudvalgets godkendelse af programansøgningerne. Den endelige afgørelse falder på et møde i udvalget den 24. Juni. Ansøgningerne er, ud over at være grundlaget for Ulandssekretariatets fremtidige arbejde, også et udtryk for de fire temaer, der er basis for det samlede program frem til 2007. Temaerne er : Demokrati/social dialog, Arbejdstagerrettigheder, fattigdomsbekæmpelse/fordelingspolitik og Arbejdsmiljø.
Indsamling til gadebørn
I samarbejde med BUPL og International Børnesolidaritet vil Ulandssekretariatet senere på året starte en indsamling til fordel for gadepiger i Ghana. Indsamlingen skal ses sammen med det fokus, Ulandssekretariatet sætter på Ghana i efteråret.
Kunstudstilling fra Ghana
Som en del af dette fokus, vil Ulandssekretaiatet give danskerne mulighed for at nyde moderne ghanesisk kunst. Unge nutidige kunstnere udstiller deres malerier, skulpturer og tekstiler i Brøndsalen på Frederiksberg fra den 24. september til den 10. Oktober 2004. Læs mere på vores hjemmeside.
Bestyrelsesmødet i maj
Ulandssekretariatets situation efter regeringen besluttede at fjerne sekretariatets rammebevilling, blev drøftet på bestyrelsesmødet den 26. Maj. De planer, visioner og målsætninger, der skal danne grundlag for Ulandssekretariatets arbejde i de kommende år, blev vedtaget. Blandt andet: Tæt koordinering med forbundene, tilbud om assistance til forbund, som ønsker teknisk rådgivning til eget projektarbejde, udvikling med udgangspunkt i de fire hovedtemaer, retningslinier for Ulandssekretariatet som en fleksibel og dynamisk organisation og øget informations– og oplysningsarbejde, herunder understøttelse af netværk i forbundene.
Endvidere blev det besluttet at ansætte Anders Stig Møller som ny leder af Ulandssekretariatet.