Leder: Fattigt arbejdsmiljø
Det var udmeldingen fra dele af regeringen under finanslovsdebatten sidste år. Tænk lige en ekstra gang over den. Forestil dig et arbejdsliv, hvor det ikke er en ret at gå på toilettet, hvor barsel og omsorg for nyfødte er skåret ned til få dage, hvor der ingen sikkerhed er mod farlige maskiner, ingen beskyttelse mod giftige kemikalier, hvor kvinder ikke er beskyttet mod seksuelle overgreb og hvor hverken mænd, kvinder eller børn er sikret mod tvangsarbejde.
Hver dag dør 5.000 arbejdere som følge af arbejdsulykker og erhvervssygdomme på verdensplan. Det er to millioner om året og dermed flere dødsofre, end en sygdom som malaria sender i graven. Det vurderer FN’s internationale arbejdsorganisation, ILO.
Otte ud af ti ulykker sker i verdens fattigste lande, og for langt de fleste af verdens fattigste er der tale om ulykke i ordets bogstaveligste forstand. Uden stærke faglige organisationer, uden sociale sikkerhedssystemer og uden ansvarlige arbejdsgivere er arbejdsbetinget sygdom eller i værste fald dødsfald en katastrofe for familier, hvis hele eksistens er bundet op på en løn – et arbejde.
ILO’s konventioner og standarder er et godt udgangspunkt for lønmodtagernes rettigheder, når det gælder et sikkert og sundt arbejdsmiljø. Desværre anerkender en række lande ikke dette glo-bale regelsæt, og mange steder sættes beskyttelsen af lønmodtagerne under pres af en global udvik-ling, hvor liberalisering og aktionærinteresser er i højsædet.
Dansk fagbevægelse har i mange år sat fokus på de uhyggelige konsekvenser af dårligt arbejdsmiljø, børnearbejde og den manglende beskyttelse af lønmodtagere.
Dårligt og farligt arbejdsmiljø er et fattigdomstegn. Det er et symptom på samfund, der ikke har ressourcer eller demokratisk vilje til at tage helt basale rettigheder alvorligt. Fattigdomsbekæmpelse er grundlaget for dansk udviklingsbistand. Derfor er det uforståeligt, at VK-regeringen prøver at begrænse den danske fagbevægelses muligheder for at videregive viden og erfaringer om arbejdsmiljø til lønmodtagere i ulandene. Hvorfor er det ikke vigtigt?
Med finansloven for 2004 har regeringen og Dansk Folkeparti fjernet bidraget til Ulandssekretariatet og samtidig frataget ILO støtten til at styrke den sociale dialog om blandt andet arbejdsmiljø.
Dermed er der sat en stopper for en række af de projekter, som er med til at fremme et sikkert og sundt arbejde for de mest udsatte arbejdere i verden. Det er en uansvarlig og stærkt beklagelig politik.
God læselyst!
Anders Stig Møller,sekretariatsleder
(Leder, Ulandsmagasinet april, 2004)