Honduras: Lærerne sultestrejker
Yanina Parada er en af de sultestrejkende, som forklarer, hvorfor så radikale protestmidler er taget i brug: ” Vi forsvarer vores rettigheder, vi kræver, at de suspenderede lærere får deres job tilbage – de har blot forsvaret den offentlige uddannelsessektor og vores forsikring og pensionskasse”
Landsorganisationen CUTH i Honduras støtter de sultestrejkende. ”Sultestrejken er et relevant middel at tage i brug, når ser på de problemer, lærerne står overfor”, siger organisationssekretær i CUTH, Armando Villatoro. ”Deres rettigheder overtrædes, lovgivningen tilsidesættes, og de sociale fremskridt vi har set og kæmpet for de senere år er sat helt tilbage. De har ikke andre muligheder nu end at demonstrere og gå i strejke, for de søger at beskytte loven. Vores landsorganisation støtter denne type aktioner i den situation, vi står i. Omstændighederne gør, at vi må give al den rygstøtte til lærerne, som vi overhovedet kan”, siger Armando Villatoro.
Sultestrejken er den foreløbige kulmination på, at regeringen – med præsident Porfirio Lobo i spidsen – sætter alle sejl til, for at komme organiserede lærer til livs – i bogstaveligste forstand. Det er specielt faldet regeringen for brystet, at tusindevis af lærere har deltaget i fredelige demonstrationer over hele landet de seneste måneder.
Med livet som indsats
De demonstrerende lærere er blevet mødt af kampklædt militær og politi, som har anvendt tåregas og knipler for at opløse demonstrationerne. Den 18. marts døde den 59-årige lærerinde, Ilse Ivania Velázquez Rodriquez,af sine kvæstelser efter nærkontakt med sikkerhedsstyrkerne under en demonstration i hovedstaden Tegucigalpa. Landets minister for national sikkerhed har bekendtgjort på TV, at den eneste måde at løse problemet med de strejkelystne lærere, er ved at ”tage alle deres fagforeningsledere til fange”!
Alle kneb anvendes
Den 18. marts blev der udstedt et præsidentielt dekret, som giver undervisningsministeren mandat til at fyre enhver lærer, der deltager i en demonstration. Regeringen har allerede en liste med i omegnen af 1.000 lærere, som står til at blive fyret og erstattet af en mere regeringsvenlig kollega. De første, som fik silkesnoren var generalsekretærerne for landets seks lærerfagforeninger, hvoraf de tre er medlem af den internationale lærerorganisation Education International – EI. Dernæst er mere end 300 lærere blevet suspenderet mellem to og seks måneder – og deres navne figurerer på lange lister, som er offentliggjort i landsdækkende aviser.
Et andet nyt fagforeningsfjendtligt tiltag er undervisningsministeriets suspension af den ordning, hvor lærernes fagforeningskontingent automatisk tilbageholdes før hver lønudbetaling. Regeringen vil ramme fagbevægelsen på pengepungen.
Som et tredje led i regeringens strategi for at komme fagforeningerne til livs, er der også blevet formuleret en ny national skolelov, som har til hensigt at privatisere hele skoleområdet i Honduras. Det er med andre ord lidt af en knivtangsmanøvre, regeringen gennemfører for at lægge maksimalt pres på de organiserede lærere.
En appel til det internationale samfund
De honduranske lærere har dog ikke for vane at give op, når de møder modstand. Og det ligger dem meget på sinde at udbrede kendskabet til, hvad der sker i deres land disse år – ikke mindst efter den voldsomme optrapning af menneskerettighedsovertrædelser, som er fulgt i kølvandet på militærkuppet i juni 2009. Lærerne har henvendt sig til FN, Verdensbanken, IMF, internationale menneskerettighedsorganisationer og til en lang række parlamenter i nationalstater, for at bede om støtte til at lægge pres på den nuværende regering.
EI fordømmer brutaliteten
Education International’s bestyrelse tager skarp afstand fra den magtudøvelse den honduranske hær igen og igen, på befaling fra Porfirio Lobo, udsætter dele af civilbefolkningen for. De retter også skarp kritik mod forfølgelsen af fagligt aktive. Det betegnes som helt uacceptabelt, at de fundamentale menneskerettigheder systematisk tilsidesættes.
En stor del af de organiserede lærere i Honduras er medlem af landsforbundet CUTH, som er Ulandssekretariatet partner i et projektsamarbejde, hvor et indgående fokus er rettet mod både forståelsen og håndhævelsen af faglige rettigheder som en del af menneskerettighederne.
Læs mere her: http://www.ei-ie.org/uaas/uaa_details/26