HIV-indsats giver resultater i Etiopien: Sexarbejdere kræver kondom og bryder tavsheden
Khagiso består af skæve træskure og tiltrampede muddergader, der er fyldt med æsel-kærrer, hjemløse børn, barer, piger, musik og spisesteder, hvis krydrede duft blander sig med byens tunge olielugt. Her bor de hårdest arbejdende minearbejdere, og her flakker guldgraverne omkring, som hvileløse dusørjægere, mellem Khagisos unge sexarbejdere og de hjemmebyggede plastikhuse. Alt sammen ideelle forhold for at HIV/AIDS virussen spredes med lynets hast blandt byens beboere. Den negative udvikling tog en kraftig vending i 2008, da CO-industri, Ulandssekretariatet og det etiopiske industriforbund NIFECM indledte et treårigt samarbejde med det formål at tage kampen op mod minernes HIV-myter, uvidenhed og mange års tabu.
Ud med alkohol og på med kondom
”Fagbevægelsens HIV-kampagne har virkelig hjulpet os! Alle i byen taler om det – især minearbejderne og guldgraverne, som ellers er nogle af de værste og mest voldelige kunder, vi har”, fortæller den 23-årige Edum, en af de mange unge sexarbejdere, som er glade for fagbevægelsens interesse i deres liv.
”Tidligere behandlede mændene os som dyr, fordi de havde penge og guld. Selvom de fleste har ændret holdning, så er nogle stadigvæk arrogante og tror, at de kan købe sex uden kondom. Men nu koster det altså ekstra (25 kroner, red). Siden HIV-kampagnen startede her i minebyen, så ved alle, at vi nu har en aftale med politiet om, at de kommer og hjælper os, hvis vi skriger efter hjælp, når kunderne mod vores vilje ikke bruger kondomerne. Det turde vi ikke førhen”, siger Edum.
De fleste af Khagisos omkring hundrede sexarbejdere kommer ofte fra hovedstaden Addis Ababa, og alle er kommet til minebyen med en drøm om at tjene gode penge. 19-årige Karina fortæller:
”Jeg kommer oprindeligt fra Addis Ababa, hvor resten af min familie bor, og egentlig ønsker jeg mig en fremtid som frisør eller kok. Men først skal jeg have penge nok til at tilbagebetale den gæld, som jeg skylder hotelejeren. Han har nemlig frikøbt mig fra mellemmanden (for, hvad der svarer til 150 kroner, red.). Derfor skal jeg være her i Khagiso i minimum to-tre måneder endnu.”
På baggrund af HIV-kampagnen har Karina ændret adfærd. Nu forlanger hun altid at der bruges kondom.
”Nogle piger drukner deres sorger, mens de har kunder. De er fulde og bedøvede af khat. Men problemet er bare, at nogle af minearbejderne stadig gerne vil have ubeskyttet sex. Og på grund af pigernes gæld, går de modstridigt med til usikker sex, og så bliver de fulde og glemmer vigtigheden af kondomet. Men hvis du tænker sådan, så får du jo hurtigt en livslang AIDS-gæld! Derfor drikker jeg ikke alkohol mere, men kun Fanta”, fortæller Karina.
Firew Bekele, formand for industriforbundet NIFECM, har stået i spidsen for HIV-kampagnen, og han har også oplevet positive forandringer i forhold til sexarbejdernes brug af kondom og deres viden om HIV.
”Pigerne har virkelig strammet grebet,” fortæller han. ”Førhen forlangte de sjældent kondomer, men nu ligger de fremme på natbordet og venter på kunderne. Det er noget helt nyt.”
Samtidig fortæller Bekele, hvordan pigerne nu ikke kun taler med hinanden om, hvordan de sikrer sig mod graviditet, men også mod HIV/AIDS.
”Tidligere talte sexarbejderne kun om at huske at tage p-piller, så de slap for de frygtede graviditeter og endnu værre de illegale aborter. I dag fortæller de gamle piger de nye om, at de også skal bruge kondom, så de ikke får HIV og AIDS,” siger han.
Kvindelig minearbejder: HIV-smittet og i skånejob
En af de kvinder, som har været en vigtig del af HIV-kampagnen i Khagiso, er Minntewab Yhnese. Hun er 37 år, HIV-smittet og har arbejdet 20 år i minen. Hun ved, hvad hun taler om, når hun fortæller om betydningen af HIV-kampagnen – både for byen og ikke mindst for hendes eget liv.
”Selv om jeg bliver trist over at tænke på min livshistorie, så vil jeg snakke om det, for det kan hjælpe andre. Min datter døde en tidlig død, fordi vi ikke vidste, at hun var ramt af AIDS. Min mand er også død. Han blev syg af tuberkulose, men han ville ikke testes for HIV. Det gjorde lægerne alligevel en dag, han var bevidstløs. Men det var for sent.”
Minnetewab fortæller, hvordan lægerne overtalte hende til at lade sig teste sammen med sin nulevende datter. Datteren var negativ, men hun selv var positiv, og på det tidspunkt alt for syg til at varetage sin familie alene. Folk var bange for hende, og hun frygtede at blive frosset ud af byen.
”Dengang turde folk ikke bruge kantinen på mit arbejde, fordi de var bange for at blive smittet, hvis de brugte samme kaffekop som mig. Den skulle vaskes to gange, og folk klagede over mig. Men efter kampagnen er folk blevet mere åbne,” siger hun og fortæller, at især HIV-kampagnens T-shirts, kasketter, film og fodboldkampe har ændret folks holdning til smitten. ”I dag kommer mine venner og kolleger og minder mig om, at jeg skal tage min medicin, hvis de mener, at jeg har glemt den. Så jeg skal ikke længere gemme mig.”
I dag arbejder Minnetewab i et skånejob som klinikassistent i guldminen Midrock’s administration. Det er kommet i hus efter aftale med mineselskabet og fagbevægelsen. Desuden tager hun som HIV-rådgiver ud til minerne, hvor både hendes køn og erfaring har betydning. Hun fortæller:
”Som kvindelig HIV-rådgiver kommer især kvinderne hen til mig, og på grund af min personlige historie ved de, at jeg kan rådgive dem om de næste skridt. Jeg kommer til te- og kaffepauserne på arbejdspladserne, og fortæller dem om, at de skal blive testet, inden det er for sent.”
Minnetewabs besøg i minerne giver minearbejderne viden om HIV/AIDS. Sammen med oplysning på arbejdspladser og træning af tillidsmænd og en rækkes fælles arrangementer i byerne har det medvirket til en tredobling af HIV-testning og en markant nedgang i antallet af dødsfald.