Fagforeningsarbejde under vanskelige vilkår
Foto: arkivfoto
FTF´s og LO´s Ulandssekretariat har siden 1998 haft projekter i Mellemamerika. Faktisk åbnede man det første kontor i Guatemala dagen efter, at parterne i årtiers borgerkrig underskrev en fredsaftale.
Borgerkrigen i Guatemala og i flere af de andre Mellemamerikanske lande ligger en del år tilbage, men der er ingen tvivl om, at en del af de udfordringer, som fagforeningerne står over for, trækker sine spor tilbage til borgerkrigene.
Ulandssekretariatet har de seneste år udvidet sit program til også at omfatte de 2 Sydamerikanske lande Paraguay og Bolivia. Også her foregår fagforeningsarbejdet under særdeles vanskelige vilkår.
Ulandssekretariatets programkomite har netop afsluttet et besøg i Mellemamerika. Under besøget havde man naturligvis en række møder med de lokale partnere, men programkomiteen havde også møder med det regionale ILO-kontor, Den Internationale Faglige Sammenslutnings regionale organisation (TUCA) samt de 2 regionale brancheorganisationer for hhv. lærere (EI) og offentligt ansatte (PSI).
Den økonomiske situation
Den generelle økonomiske situation i Latinamerika er blevet bedre de senere år. Arbejdsløsheden i byerne er faldet til et historisk lavpunkt på 6,8 pct. ifølge en netop udgivet ILO-rapport. Men ungdomsarbejdsløsheden er på 14,9 pct.
50 pct. af de beskæftigede i byerne er i den såkaldt uformelle sektor, som generelt er præget af dårligt lønnede jobs, midlertidige ansættelsesvilkår og uden social sikring eller arbejdstagerrettigheder.
ILO understreger da også behovet for at etablere anstændige jobs – ikke kun for at fremme væksten, men også som et magtfuldt instrument til at bekæmpe fattigdom og ulighed.
Vanskelige vilkår
Alle er enige om, at fagforeningsarbejdet foregår under særdeles vanskelige vilkår og ikke sjældent med livet eller førligheden som indsats.
Generelt er lovgivningen præget af regler, som gør det svært at etablere og drive fagforeninger. Dertil kommer, at mange regeringer er præget af neoliberale holdninger, som er stærkt negative eller kritiske over for fagforeninger, og som kun nødtvungent indgår i trepartsforhandlinger om mindsteløn osv.
Også arbejdsgiverne er stærkt negative eller kritiske over for fagforeninger, og de forsøger generelt på alle mulige måder at forhindre etableringen af fagforeninger på arbejdspladserne, og hvis sådanne etableres, så fyrer eller truer man med at fyre dem, som vil melde sig ind i fagforeningerne.
På det mere individuelle plan må det desværre konstateres, at der årligt myrdes en række faglige folk i regionen, eller de overfaldes af forskellige bander. Det sidste skete for Ulandssekretariatets samarbejdspartner i Paraguay. Han havde netop hævet penge fra Ulandssekretariatet i banken, da han blev overfaldet. Han ville imidlertid ikke give slip, men blev skudt i armen og kvæstet på anden vis.
For fuldstændighedens skyld skal det også nævnes, at de latinamerikanske lande og ikke mindst landene i Mellemamerika er storleverandører af klager over brud på arbejdstagerrettighederne. ILO´s kritik af disse brud har dog ikke haft synlige konsekvenser.
Fagforeningernes resultater
Til trods for disse vanskelige ydre vilkår og en række selvskabte problemer lykkes det alligevel at opnå resultater. Ganske vist går det kun meget langsomt fremad, men fremad går det. Det er der bred enighed om.
I Ulandssekretariatets program er der blandt andet fokus på følgende udfordringer: 1. Demokratisering og social dialog. 2. Respekt for menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder og 3. Fattigdomsbekæmpelse og forbedring af levevilkårene.
På alle områder må det konstateres, at Ulandssekretariatets samarbejdspartnere gør en engageret og aktiv indsats, og der er mange eksempler på, at denne indsats også bærer frugt. Mest bemærkelsesværdigt er det, at der i Guatemala er blevet indgået en trepartsaftale om mindsteløn, efter at trepartsinstitutionen var ikke-fungerende under den tidligere regering. Der er samtidig etableret en dialog mellem fagforeningerne og regeringen om andre forhold, og der spores en vis optimisme.
Også i Honduras, der for få år siden oplevede et militærkup, er der inden for den seneste måned indgået 2 store trepartsaftaler, – en om mindsteløn og en om en række sociale forhold, bl.a. anstændigt arbejde. Desværre har sidstnævnte trepartsaftale givet anledning til en intern ordkrig og magtkamp, som ikke gavner fagforeningerne. Men de er helt klart ved at komme sig efter militærkuppet og det efterfølgende valg, og er gået i gang med at foreslå kandidater til kommende valg.
Ulandssekretariatets parter har endvidere markeret sig stærkt om den offentlige velfærd, som er forholdsvis lav, men som alligevel er under pres. Fagforeningerne kæmper for at bevare velfærden og ikke mindst sikre en bedre kvalitet, – f.eks. på undervisningsområdet og i sundhedssektoren.
Endelig skal det nævnes, at fagforeningerne gør en betydelig indsats for at uddanne deres ledere, tillidsrepræsentanter og medlemmer. Der udarbejdes en del materiale om relevante temaer, og der gennemføres en del kurser. I den forbindelse er Ulandssekretariatets støtte til en uddannelsesinstitution i Guatemala samt til et regionalt arbejdsmarkedsinstitut en meget vigtig faktor, som alle nævnte i positive vendinger.
Fagforeningernes interne opgør
Der er hos alle parter en klar erkendelse af de interne svagheder, som også er med til at svække fagforeningerne. Udlandssekretariatets umiddelbare samarbejdspartnere taler selv om det, men klarest blev svaghederne fremhævet af repræsentanten for ILO og af repræsentanterne for de regionale brancheorganisationer.
De 2 svagheder, der hyppigst nævnes, er, at der er for mange fagforeninger, og at de er for svage, – typisk ved at de har få medlemmer. Det er meget svært at få et indtryk af de reelle medlemstal. Noget tyder på, at der er mange ikke-betalende medlemmer. Men normalt opgives organisationsprocenter på mellem 3 og 10.
Andre svagheder er, at fagforeningerne er for centralistiske, og at de er alt for dårlige til at inddrage kvinderne og de unge i arbejdet. Dertil kommer, at nogle fagforeninger har stående i deres vedtægter, at ledelsen højst må sidde 1-2 år. Det giver en stor og hyppig udskiftning, som svækker kontinuiteten.
Endelig er kampe om strategien – strejker eller forhandlinger – samt personlige modsætninger og ambitioner med til at svække fagforeningerne.
Kan det nytte?
Kan det nytte at støtte fagforeningerne i Mellem- og Sydamerika, når de trods støtte gennem snart 15 år ikke kan stå på egne ben?
Nogle donorer i Europa synes, det går for langsomt og er også kritiske af andre årsager. Nogle har skåret deres støtte ned, og andre har trukket sig helt ud af regionen.
Den tidligere danske regering havde besluttet sig for at stoppe den statslige støtte til Mellemamerika. Den nye regering har på bl.a. Ulandssekretariatets anbefaling vedtaget en anden politik, så den statslige støtte vil fortsætte i et eller andet omfang.
Ulandssekretariatets nuværende program i Mellem- og Sydamerika slutter i midten af 2013. Der var under programkomiteens besøg derfor ikke alene fokus på de meget projektnære problemstillinger, men også på de mere strategiske, for Ulandssekretariatet må også løbende overveje, om det kan nytte at bruge danske skatteyderkroner i de forskellige programmer og projekter.
For Mellem- og Sydamerikas vedkommende er der dog ingen tvivl om, at Ulandssekretariatet vil formulere et nyt program. Ganske vist går det langsomt fremad, men det går trods alt fremad. Og der er ingen tvivl om, at hvis donorerne melder fra med deres støtte, så vil de lokale fagforeninger gå en meget, meget svær tid i møde.