EU-landene lever ikke op til løfterne om ulandsbistand

Der jongleres med tallene for udviklingsbistand i de europæiske hovedstæder. På den måde prøver europæiske regeringer at få det til at se ud som om, at de lever op til løfterne om et anstændigt niveau for ulandsbistanden. Et niveau, der hvert år skal stige, ikke mindst til Afrika.

Men virkeligheden, de reelle tal renset for jonglering med udgiftsposterne, er knap så præsentabel. Sammenlagt er en tredjedel af EU-landenes ulandsbistand ikke reel bistand. Og Afrikas andel falder.

Det viser dette års rapport fra CONCORD, den europæiske sammenslutning af udviklingsorganisationer: ”Vent med Bifaldet”. For andet år i træk har NGOerne overvåget bistanden i EU-landene, og der er stadig problemer med kreativ bogføring af gældseftergivelse, samt udgifter til flygtninge og udenlandske studerende som udviklingsbistand.

Gældseftergivelse - den billige løsning
Særlig gældseftergivelse betyder utrolig meget, når man ser på de ”stigninger” i bistanden, som EU-landene rapporterer til OECD. I 2006 var det mere end 75 mia. kr., hvoraf langt størstedelen gik til to lande: Irak og Nigeria. For donorlandene er det en ”billig” måde at opfylde forpligtigelserne på.

”Gældseftergivelse er vigtig. Det er den danske EU-NGO Platform og CONCORD helt enige med regeringerne i. Men det bør i overensstemmelse med beslutningen på Monterrey-mødet i 2002 være ekstra penge og ikke penge, der erstatter reel bistand”, siger Anders Stig Møller, formand for den danske EU-NGO Platform.

Danmark bør gå foran
Danmark placerer sig godt i det samlede europæiske billede. Men ikke alt er som det skal være. Regeringens mål om at yde 0,8 % af BNI i udviklingsbistand nås kun ved at medregne gældseftergivelse mv. Den reelle bistandsprocent ligger kun på 0.74 % af BNI.

”Danmark burde i lighed med Norge leve op til Monterrey-beslutningen”, siger Anders Stig Møller. ”Kun derved kan man med styrke kritisere de mange EU-medlemslande, der virkelig fifler med tallene.”

Det gælder bl.a. Frankrig, Østrig, Italien og Tyskland. Mellem en tredjedel og halvdelen af deres officielle udviklingsbistand er ikke reel bistand, men gældseftergivelse m.v.

”Vi er afhængige af, at de andre – især de store EU-lande – lever op til forpligtigelserne, ellers løses en række af vore fælles udfordringer ikke”, siger Anders Stig Møller. ”Vi grænser op til verdens fattigste kontinent, Afrika. Gældseftergivelse løser ikke de store fattigdomsproblemer, der giver sig udtryk i helt utilstrækkelige sundhedssystemer og manglende undervisning. Det gør kun reelle bistandsoverførsler og de bør stige.”

Men tallene viser, på trods af EU-landenes fine erklæringer, at Afrikas andel af bistanden falder.

Hvad sker der, når de billige løsninger slipper op?
Et andet problem er, hvad der sker når de ”billige løsninger” er udtømt. Dvs. når der ikke er mere gæld at eftergive. Vil finansministrene da være indstillede på, at der skal bevilges mange ”rigtige” penge? Og kan ulandene absorbere den pludselige stigning i reel bistand?

CONCORD har lavet en fremskrivning, der viser at der fra 2006 til 2010 skal ske en fordobling i den reelle bistand for at nå op på 2010-målene. Det vil være ret urealistisk, og samtidig vil det give ”gode undskyldninger” for ikke at leve op til forpligtigelserne, da ulandene ikke kan absorbere så mange penge inden for så kort et tidsrum.

CONCORD foreslår derfor en tidsplan med konkrete mål for hvert år.

Se rapporten "Vent med bifaldet"