Baggrund: Mellemamerika 2006

- Vækst, ulighed og fattigdomsbekæmpelse

Fattigdomsbekæmpelse er højt på dagsorden i Ulandssekretariatets bistand til Mellemamerika, som følger fagbevægelsens grundide om, at alle har ret til en anstændig livsførelse.

Det betyder omsat til politisk praksis, at fagbevægelsen presser på for at få etableret mekanismer, som sikrer en ligelig fordeling af ressourcer og indkomster i samfundet samt et offentligt system, som understøtter de svageste befolkningsgrupper.

Økonomisk vækst er ikke nok i sig selv. Fra fagbevægelsens synspunkt er arbejdsmarkedet selvfølgelig et centralt sted at gå til fattigdomsbekæmpelse. Det er arbejdslivet, som sikrer det øvrige livs opretholdelse materielt set. Derfor er det uhyre vigtigt for de fleste, for det første at det er muligt at få et arbejde, og for det andet at arbejdet sikrer et udkomme, som får den enkelte ud over fattigdomsrampen. En økonomisk vækst, som giver beskæftigelse til flere og en bedre fordeling af indkomsterne er med andre ord oftest lig med fattigdomsbekæmpelse.

Vækst: Flotte tal for Latinamerika
Det har lige været sæson for statusopgørelser over verdens gang. Også i forsøgene på at indkredse den socioøkonomiske udvikling i Latinamerika, hvor den ene årsrapport efter den anden er publiceret: Verdensbanken , FNs udviklingsprogram UNDP , den Økonomiske Kommission for Latinamerika og Caribien ECLAC , ILO , osv.

For Latinamerikas vedkommende spores der overvejende positive toner hele vejen rundt: Opsvinget har bidt sig fast.

For fjerde år i træk er den økonomiske vækst i Latinamerika opgjort til at være mere end 4% - og i 2006 lå den endda over de 5%. Den samlede eksport steg i 2006 mere end 8% i forhold til året før. Der indgås stadig flere handelsaftaler mellem landene i Syd. De private investeringer blev flere. Nye arbejdspladser blev skabt, og med dem steg beskæftigelsesgraden en smule. Især i byerne, hvor mere end halvdelen generelt overlever i den uformelle økonomi. Reallønnen steg med gennemsnitligt 3% for alle landene. Pengestrømmen fra migranter som tjener til livets og familiens opretholdelse uden for regionen voksede igen. Efterspørgslen på varer og tjenesteydelser blev øget og inflationen samtidig holdt i ave. Begejstringen er faktisk stor.

Ulighed: Rå tal om flertallets fattigdom
Selv om de fleste lande i Latinamerika nu har en gennemsnitlig indkomst per capita (BNP), der gør, at de ikke er berettigede til bistandsmidler fra eksempelvis Danmark, så skal man ikke lade sig forlede til at tro at alt er såre godt. En uhyre skæv indkomstfordeling præger nemlig stadig de allerfleste af regionens lande, hvorfor fattigdommen er udbredt overalt.

Kort og godt lyder ECLACs vurderinger i årsopgørelsen for 2006 i grove tal: At 209 millioner mennesker er fattige. Og omkring 80 millioner af dem lever i såkaldt ekstrem fattigdom. I det store gennemsnit for hele Latinamerika er fire ud af ti i dag fattige. Det betragtes faktisk som et stort fremskridt, fordi udbredelsen af fattigdom dermed er kommet ned på 1980-niveau, som var lige før den økonomiske udvikling løb helt skævt i ’det tabte årti’ – hvor også civile krige hærgede flere lande.

Indkomstfordelingen er ikke bare rasende skæv i det meste af regionen, her er man faktisk verdensmester i ulighed. Og siden 1980 er der i generelle vendinger næsten ikke sket nogle ændringer på det forhold. I enkelte lande er der dog fremskridt at spore.

Hvordan ser det så ud i de lande, hvor Ulandssekretariatet har koncentreret sin indsats? I Nicaragua, Honduras og Guatemala er der fremskridt at spore på nogle områder. Men de små lande i Mellemamerika sjosker generelt bagefter de større lande i syd. Tag eksempelvis Honduras: For få år tilbage var 8 ud af 10 fattige, mens det i dag ’kun’ er 7 ud af 10. Og Guatemala: Her var 7 ud af 10 for få år siden fattige, mens det i dag ’kun’ gælder 6 ud af 10.

Flertallet af befolkningerne kæmper altså med materiel fattigdom, og det i tredjeverdenslands forstand. Samtidig er de sociale sikkerhedsnet så svage, at arbejdsløsheds-, syge- og alderdomssikring kun er forbeholdt de få. Alene tallene for forbruget i de offentlige sundhedssystemer vidner herom: I alle tre lande bruges mindre end 1/10 i forhold til Danmarks forbrug pr. indbygger.

Fattigdomsbekæmpelse: Tendenserne i Mellemamerika
Fattigdomsbekæmpelse er som bekendt også kommet allerhøjst på dagsorden i FN – hvor flertallet af alverdens regeringsledere ved årtusindeskiftet blandt andet har sat sig den målsætning at få halveret udbredelsen af ekstrem fattigdom fra år 1990 til år 2015 (det første 2015-mål).

Hvordan ser situationen ud i de små mellemamerikanske lande her ved begyndelsen af 2007, hvor vi er halvvejs? I et land som Nicaragua, hvor 70% af befolkningen stadig var fattige i 2006, er man nået to-tredjedele af vejen i forhold til det, man havde forventet var nået på dette tidspunkt. I Honduras er man kun halvvejs i forhold til det, man havde forventet.

De enkelte regeringer har tiltrådt forskellige nationale strategier for ”fattigdomsbekæmpelse og vækstfremme” – blandt andet for at tækkes internationale låneinstitutioner som Den Internationale Valutafond og Verdensbanken. At få den økonomiske udvikling på sporet for flertallet er altså på den nationale dagsorden - og også i 2007 vil der udvikles nye strategier i samarbejde med de internationale aktører, eksempelvis i Honduras og Nicaragua. Officiel udviklingsbistand udgør så meget som omkring 1/5 af Nicaraguas BNP, men kun 1/20 del af Honduras’ BNP.

Men fattigdomsbekæmpelse er også stadigvæk i allerhøjeste grad et helt privat anliggende i landene. Det ses eksempelvis ved, at mange millioner af indbyggerne for længst er flygtet mod nord for at forfølge den amerikanske drøm og for at sende penge til de dele af familien, som er blevet tilbage. Mindst 10% af Guatemalas befolkning er eksempelvis rejst nordpå. Og pengestrømmen fra emigranterne er endda blevet en vigtig brik i landenes økonomiske puslespil.

Fra dansk side er Honduras og Nicaragua fortsat relativt sikre bistandsmodtagere, selv om kun Nicaragua er et egentligt programsamarbejdsland, og den politiske udvikling i landet følges nøje for at afstemme den danske regerings velvilje til at forsætte bistanden til den nationale udvikling.

Fattigdomsbekæmpelse i konkret dansk forstand er med andre ord bestemt af særlige politiske prioriteter. Men også økonomiske prioriteter spiller ind. I tilfældet Guatemala ser det derfor sortere ud i bistandsforstand. Den økonomiske vækst de senere år har betydet, at landet nu har en gennemsnitlig indkomst per capita, som ligger over det niveau, Danmark har sat som grænsen for, hvornår et land er fattigt nok til at kunne modtage dansk bistand. At flere millioner mennesker i landet rent faktisk er fattige og lever en usikker tilværelse i et forrået samfund, betyder intet i den sammenhæng.

Fagbevægelsen finder det derfor vigtigt, at der fortsat prioriteres en indsats på demokratiområdet – en øget politisk demokratisering af samfundet kan også betyde, at samfundet demokratiseres mere i økonomisk forstand.

Fagbevægelsens fattigdomsbekæmpelse
Den bemærkelsesværdigt skæve indkomstfordeling i landene hænger sammen med, at grænserne for ret og rimelighed er særdeles svære at rykke. De faglige landsorganisationer og enkeltforbund er nogle af de civilsamfundsaktører i landene, som samlet gør et forsøg på at ændre indkomstfordelingen ved at rykke på lønforholdene. Igen og igen, på flere forskellige niveauer.

For eksempel når landsorganisationerne forhandler minimumslønniveauet i politiske instanser, hvilket de gør i alle tre lande. Eller som i Honduras, hvor en landsorganisation har sæde i såvel ’Rådet for Social og Økonomisk Udvikling’ som den ’Nationale Kommission for Fattigdomsbekæmpelses Strategien’.

I alle de tre lande støtter Ulandssekretariatet blandt andet, at de store landsorganisationer får mulighed for at udarbejde politikforslag på udviklingspolitiske temaer som eksempelvis beskæftigelsesprogrammer, sociale forhold og skattepolitik (se projekterne med FNT i Nicaragua, CUTH i Honduras og FMLL i Guatemala).

I alle landene er reallønnen rent faktisk steget i løbet af sidste år - angiveligt med hele 5% i Guatemala og Honduras, og næsten 2% i Nicaragua. Det mærkes mest af de fuldtidsbeskæftigede i den formelle sektor, hvilket vil sige omkring halvdelen af den økonomisk aktive del af befolkningerne. Det skal dog tilføjes, at de almindeligste lønninger knap rækker til at dække de basale behov, hvor forsørgerpligten for børn og unge, gamle, arbejdsløse og syge familiemedlemmer i højeste grad er overladt til det private initiativ.

Fagbevægelsens fattigdomsbekæmpelse kan også træde i karakter, når større enkeltforbund forhandler kollektive overenskomster. Det gælder eksempelvis inden for det sociale område af den offentlige sektor. De ansatte og med dem deres fagforbund er nogle af de grupper, som trækker et større læs, for at gøre fattigdomsbekæmpelse til et spørgsmål om almen ret og rimelighed.

I Guatemala er det lykkedes sundhedsarbejderne at få regeringens ord på, at man ikke vil privatisere den offentlige sundhedsservice. Sundhedsforbundet bidrager også med forslag til handleplaner på området og indgår i et nationalt politisk udvalg om ”sundhed og ernæring” i forbindelse med kampen for fattigdomsbekæmpelse.

Også i Nicaragua har både lærerne og sundhedsarbejderne slået seriøse slag for en forbedring af vilkårene for både ansatte, elever og patienter. Ikke mindst i 2006 var omkostningerne store, da der måtte langvarige strejker i begge sektorer til for at få forbedret forholdene. Men resultaterne var også positivt mærkbare – der blev både indgået kollektive overenskomster og aftaler med regeringerne om politikudviklingen på det sociale område.

Fornyelse af håb
Der er stadig lang vej endnu, før kampen mod fattigdommen er vundet. Men fagbevægelsens fokus på at få skabt et arbejdsmarked, hvor der for det første er arbejdspladser nok i forhold til befolkningens størrelse og hvor indkomsterne for det andet bliver mere ligeligt fordelt, er skridt på vejen.

Kombineret med en øget fortalervirksomhed på områder som skattepolitik og offentlig sundheds- og uddannelsespolitik - så tidens makroøkonomiske vækstrater også kan omsættes til investeringer i landenes menneskelige ressourcer - giver det håb om deciderede fremskridt.

Selv om vejen er både lang og svær, er ligningen simpel: Vækst + Lighed = Fattigdomsbekæmpelse.

Fagbevægelsens håb om, at fattigdomsbekæmpelse og ’menneske-lighed’ kan blive højere prioriteret i de mellemamerikanske lande, voksede også i løbet af 2006.

Selvom de fremherskende politiske vinde i regionen stadig er orienteret mod USA i nord og den højredrejede neo-liberale udviklingsmodel, så blæser en frisk vind fra syd. Flere af de nyere regeringer i Latinamerika arbejder for, at mere såkaldt erklærede socialdemokratiske tilstande bliver de bærende elementer i samfundet – uden dog at skulle falde i den anden traditionelle grøft, langt til venstre for midten. Fra Brasilien til Bolivia søger hovedaktørerne i det politiske landskab en tredje vej, for at kombinere det bedste fra begge verdener og skabe et nyt samfundsliv.

I den mellemamerikanske fagbevægelse er håbet, at et øget samarbejde mellem de latinamerikanske lande både politisk og økonomisk vil betyde, at søndenvinden også giver luft til en politisk nyudvikling i Mellemamerika. På ny spores altså forhåbning om, at udviklingen fremover vil sikre flere mennesker anstændige livsvilkår. Håbet skal omsættes til praksis før vi kan tale om resultater. Så lad os se, hvad nyt næste års statusopgørelser bringer fra regionen.