Der skal så lidt til...

Men de stressende arbejdsforhold for de ansatte på Nicaraguas

største hospital er der ikke penge til at rette op på

De har mange helte i León, byen, der engang for længe siden var Nicaraguas hovedstad. Rigoberto Lopez Perez er en af dem. En ung forfatter, som i 1956 midt i León skød den USA-støttede diktator Somoza.

Og den unge læge Oscar Danilo Rosales, som i 1970’erne faldt i den sandinistiske oprørsbevægelses kamp mod den unge Somoza, der sad lige så solidt plantet på landets rigdomme og befolkning, som hans far havde gjort.

Og så har de heltene, som ikke får plads i historiebøgerne. Men som med alle odds imod sig får León til at fungere. Hospitalet for eksempel – den fire etager store bygning lige midt i byen ved siden af den gamle katolske katedral. Landets største hospital, som i dag minder alle om netop den unge læge, der faldt i kampen mod Somoza juniors diktatur.

”Oscar Danilo Rosales Hospitalet” hedder det – derinde fører 1000 ansatte en daglig kamp for at sikre, at de syge kan blive helbredt. Med absolut risiko for, at de selv bliver syge.

– Kom med herover og se, siger Ricardo, den ene af de to unge fyre, der knokler i hospitalets vaskeri i en varme, som får én til at længes tilbage ud i gadens svalende 30 graders hede.

– Det er bare fra denne måned, siger han og viser en lille plastikspand frem med bl.a. skalpeller og injektionssprøjter, som de har pillet ud af vasketøjet.

– Man tænker hele tiden på det. På, hvad der sker, hvis man stikker sig på en af dem, siger han og peger på de mange brugte sprøjter.

Han hader det
Han er heldig. Endnu har uheldet med gamle sprøjter og andet stads ikke været ude for ham – som den har for hver femte af hospitalets ansatte. og han er glad. For han har trods alt et arbejde, hvad de færreste har. Lønnen på omkring 600 kroner om måneden rækker måske ikke langt. men når alternativet er ingenting, så er 600 kroner at foretrække.

Det er ikke bare varmen – det er også det fine støv fra linned og tøj, der gør luften hernede i halvkælderen kvælende. Støv, der går lige lungerne.

Han ved det, Ricardo. Det gør hans kolleger også. Det er noget skidt. De skulle beskytte sig mod støvet. Men ordentlige åndedrætsværn har de ikke. Og varmen gør det ulideligt at gå med en klud for næse og mund. Den varme, som ikke er til at få væk. Der er ingen ventilation – og da slet ingen aircondition. Meget af udsugningen fra de store tørretumblere går direkte ud i rummet.

Sveden pibler i perler ned over Ricardos ansigt. Og nu skal han til noget af det, han hader. Den ene af de to store tørretumblere går i stå, da han åbner lågen for at mærke, om vasketøjet er ved at være tørt.

– Men den her, siger han og åbner den næste, den dur ikke. Vasketøjet drøner videre rundt og noget af det ned på gulvet, da han åbner lågen.

– Den er i stykker. Se, den kører også videre, når jeg trykker på afbryderknappen. Jeg skal helt om bag for at trække stikket ud, før den stopper, sukker han opgivende. Denne gang undgik han også at få en brugt sprøjte i hånden.

– Det er forhold som disse, der er meget stressende for de ansatte, når de forsøger at få tingene til at hænge sammen på hospitalet, forklarer doktor Ricardo Cuadra Solorzano. Han er direktør for hospitalet – men også med i landets dominerende fagforbund for sundhedssektoren,
FETSALUD.

På hospitalet har FETSALUD en kommission, der beskæftiger sig med den manglende sikkerhed og det elendige arbejdsmiljø. Problemerne er de klar over. f.eks. Problemerne med åndedrætsværn.

Eller problemerne med de mange tunge løft. I vaskeriet. I køkkenet. Og på etagerne ovenover med løft af patienter. Som ikke er blevet mindre efter elevatorerne gik i stykker for længe siden. Nu skal patienter bæres op og ned ad trapperne i det fire etager høje hospital.

Ord unødvendige
– Kommissionens opgave er at forbedre forholdene. Men vi har ikke penge til det. Hverken til at anskaffe hjælpemidler eller til at efteruddanne folk i at gøre arbejdet på en bedre måde, siger de to tillidsfolk fra FETSALUD, der viser rundt og i øvrigt ikke fortæller meget om de elendige forhold, som de ansatte trodser for at hjælpe dem – patienterne – der har det endnu værre. Ord er ikke så nødvendige.

Det er til at se, at den daglige indsats for at få hospitalet til at fungere er en heroisk kamp – også for at bevare bare en smule selvrespekt hos de ansatte.

Som i det lille hospitalskøkken i en anden del af halvkælderen. Ikke meget større end de samtalekøkkener, danske familier i årevis har brugt deres friværdi på. I tre skift arbejder 46 ansatte i det trange køkken for at fremstille 50.000 portioner mad om måneden.

– Det er svært, specielt når så meget ikke fungerer, siger en af kokkepigerne og åbner et par tomme frysere, som Helt åbenbart for længe siden holdt op med at fryse.

– Men de skal jo have mad. Så vi laver det, siger hun næsten undskyldende.

Og sådan fortsætter turen rundt på det gamle hospital med 400 sengepladser – bygget tilbage i 1960’erne under den sidste Somoza. I alle afdelinger nærmest undskylder læger, sygeplejersker, laboranter, portører forholdene, som de hver dag og nat trodser – nedslidningen, ødelæggelserne, det ikke fungerende udstyr.

Udstyrets losseplads
Røngtenteknikeren Adrian Espinoza Soza tager os igennem et lille lokale, hvor folk har svært ved at passere hinanden. Her står hospitalets fire autoklaver – tre af dem fungerer dårligt. Men det er dog bedre end den fjerde. Den er helt ødelagt. Og ryger formentlig snart hen i et af de rum, Adrian viser os. Rum fyldt med efter forholdene moderne elektronisk udstyr – gået ned på grund af varme, støv, de konstante strømafbrydelser. De står der bare og fylder op. I flere
og flere rum. De kan repareres. Men der er ikke penge til det.

Han viser sin egen afdeling frem, røngtenafdelingen. Røngtenapparatet fungerer. Sådan da. Men kun fordi en af røngtenlægerne har lavet Georg Gearløs-opfindelser på den.

– Men blyisolering mod røngtenstrålerne mangler vi. Det gør os utrygge, siger Adrian.

Hospitalsdirektøren, doktor Solorzano, ser alligevel lyst på fremtiden. eller i hvert fald ser han den i en lysere farve end før. Hans håb – og uden noget at håbe på ville forholdene være
helt utålelige, pointerer han – skyldes regeringsskiftet i januar.

Efter 16 år ude i kulden er sandinisterne (FSLN) blevet stemt tilbage til magten – efter mange års hård neoliberal politik. Og sandinisterne har – som dengang, de styrtede Somoza-diktaturet i 1979 og til de tabte magten ved et valg 10 år senere – igen sat uddannelse og sundhed allerøverst på Nicaraguas dagsorden.

Hvis de ellers kan finde penge til det i et land, hvor de sociale forskelle er vokset eksplosivt i de sidste 16 år.

– Næste år håber vi på flere penge. Indtil nu har vi kun fået til lønningerne. men der er så meget, der skal rettes op på hospitalet. Og selv om der skal så lidt til for at gøre arbejdsforholdene bedre, så bliver der nok ikke foreløbig råd til for alvor at gøre noget ved det,
siger han.