• Afrika
  • Asien
  • Latinamerika
  • Den Arabiske Verden

Nyhedsbrev fra Ulandssekretariatet februar-marts 2007


Nyhedsbrev fra Ulandssekretariatet februar-marts 2007

Deltagelse i Development Days den 11. - 13. juni
Ulandssekretariatet er inddraget i Danidas Development Days på temaer omkring erhvervsudvikling, og ressourcebasen indenfor fagbevægelsen vil blive involveret. Mere nyt følger, når vi kommer tættere på.

Afrikansk temauge på Metalskolen Jørlunde
For kursisterne på Jørlunde bliver uge 16 en del anderledes end normalt, for denne uge har man valgt at gøre til afrikansk temauge. Udover at der hele ugen vil være en kunstudstilling med samtidskunst fra Østafrika og info-plancher om Dansk Metals solidaritetsarbejde, vil de forskellige dage byde på oplæg og filmfremvisning. Temaugen laves i samarbejde mellem Jørlunde og Ulandssekretariatet.

Opbygning af sikkerhedsudvalg i Angola
Rådgiver Anders Risbjerg er netop vendt hjem fra Angola, hvor han har støttet opbygningen af nye sikkerhedsudvalg på risikable arbejdspladser. I den nordligste provins Cabinda er 33 trænere blevet uddannet i et basiskursus i sundhed og sikkerhed. Det skal de nu undervise i på lokale virksomheder, hvor de samtidig skal forsøge at oprette sikkerhedsudvalg fra bunden af. Læs mere om projektet i Angola på www.ulandssekretariatet.dk

Ny bevilling til samarbejde med lærerforbund i Mozambique
Dansk Teknisk Lærerforbund har bevilget 500.000 kr. af egne midler til et samarbejde med lærerforbundet i Mozambique. Samarbejdet går ud på at støtte tillidsmandsuddannelsen på de tekniske skoler, og det understøttes af Ulandssekretariatets lokale kontor. Læs mere om projekterne i Mozambique på www.ulandssekretariatet.dk
Bangladesh: Oprydning af korruption
Cirka 60.000 personer er blevet anholdt siden januar, da den militær-støttede overgangsregering trådte til for at forberede nye demokratiske valg. Anholdelserne er en del af regeringens storstilede kampagne mod korruption, som i løbet af kort tid er blevet meget populær. Læs mere om oprydningen i Bangladesh på www.ulandssekretariatet.dk

Filippinerne: Officiel opbakning til Annie Gerons anklager
Generalsekretæren for PSLINK, Annie Geron, får nu myndighedernes opbakning til sine anklager om korruption hos sin arbejdsgiver. Hun gik ud med sine anklager sidste år og har siden været udsat for chikane af arbejdsgiveren. Læs om sejren i første runde på www.ulandssekretariatet.dk

Baggrund om Mellemamerika i 2006
På vores hjemmeside kan man nu finde en artikel, der går i dybden med den økonomiske udvikling og den politiske kontekst i Mellemamerika i 2006. Læs om vækst, ulighed og fattigdomsbekæmpelsen i regionen på www.ulandssekretariatet.dk
Farverige kvinder på gaden i Guatemala
På Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts var gaderne fyldte af husmødre, studerende, bondekvinder og arbejdere i Guatemala City. Læs mere om dagen og se billederne af det farverige optog på www.ulandssekretariatet.dk
Træning i samarbejde og forhandlingsteknik i Marokko
Ulandssekretariatets bilaterale samarbejder med forbundene CDT og FDT i Marokko er gået i gang med træning af cirka 10 kommende undervisere i hver organisation. De første kurser træner dem i forhandling og samarbejde, som skal styrke den sociale dialog med arbejdsgivere og regeringen. Det er tiltrængt i et land, hvor medarbejderne ikke er vant til at diskutere noget som helst med arbejdsgiveren. Læs mere om projektet i Marokko på www.ulandssekretariatet.dk
Første seminar for ressourcebasen afholdt den 6. marts
LO-skolen lagde rammer til de første diskussioner om kompetencer i forbindelse med udsendelse af internationale rådgivere for fagbevægelsen. Cirka 15 ressourcepersoner fra LO og FTF deltog i seminaret. CV-databasen blev gennemgået og kommende muligheder indenfor bl.a. erhvervssektorprogrammerne blev opridset. Kontakt Ulandssekretariatet for mere information om ressourcebasen.
Ulandsmagasin om den uformelle økonomi + særnummer om arbejdsmiljø
Ulandsmagasinet udkommer i midten af april med et temanummer om vores partneres faglige organisering i den uformelle økonomi. Desuden støtter Ulandssekretariatet op om LO og FTF’s kampagne i forbindelse med den Internationale Arbejdsmiljødag den 28. april. Magasinet kan hentes på hjemmesiden og trykkes desuden i et begrænset oplag. Læs mere om Ulandsmagasinet på www.ulandssekretariatet.dk
EU-NGO Platformen overvåger Danmarks bistand
Danmarks udviklingsbistand kan opgøres på mange forskellige måder - på den reelle måde, hvor kun bistandskroner til udvikling tæller med, eller ved at tælle gældseftergivelse og udgifter til flygtninge med. EU-NGO Platformen overvåger hvert år sammen med andre europæiske NGOer, om EU-landene gør som de siger, når de opgør deres egen bistand. Den næste rapport kommer den 11. maj, se den på www.eu-ngo.dk

 

Hvis du ønsker uddybning af ovenstående informationer, er du meget velkommen til at ringe til sekretariatsleder Anders Stig Møller på 33 73 74 40


  


Nyheder Del med dine vennerDel med dine venner

  • Danske computer-nørder i IT-samarbejde med unge i Swaziland og Zimbabwe: Lærlinge står bag ulands hjemmeside for ungeDanske computer-nørder i IT-samarbejde med unge i Swaziland og Zimbabwe: Lærlinge står bag ulands hjemmeside for unge Læs mere »
  • De brodne kar i Kenya bliver hevet i retten: Succes med den faglige kamp for rosenpigerne De brodne kar i Kenya bliver hevet i retten: Succes med den faglige kamp for rosenpigerne Læs mere »
  • HIV-indsats giver resultater i Etiopien: Sexarbejdere kræver kondom og bryder tavshedenHIV-indsats giver resultater i Etiopien: Sexarbejdere kræver kondom og bryder tavsheden Læs mere »

Tilmeld dig vores nyhedsbrev:

Tak. Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev

Facebook RSS