Den mongolske fagbevægelse – fortid og fremtid

Kært barn har mange navne …

Det Ydre Mongoli, den Mongolske Folkerepublik og Mongoliet – for blot at nævne nogle. Men til trods for besættelser, krige og selvstændighedskampe – og en nok så omskiftelig historie – så har den mongolske fagbevægelse sine rødder tilbage til 1917, fire år før etableringen af den selvstændige stat Det Ydre Mongoli.

Landet var da inde i en meget turbulent periode forårsaget først og fremmest af det kinesiske Quing dynastis fald i 1911, hvilket gav anledning til løsrivelsen fra Kina, som landet havde været en del af i nogle hundrede år. I de efterfølgende 10 år blev landet to gange overrendt af kinesere, som ville tilbageerobre det, og én gang af Hvide Russere under ledelse af den gale Baron Von Ungern, der havde drømme om at blive hersker over dette kæmpe land. Mongoliet modtog hjælp fra Røde Rusland i den sidste kamp og erklærede sig for en selvstændig stat i 1921. I 1924 søgte Det Ydre Mongoli optagelse i Sovjetunionen og blev optaget heri som den 2. stat.

Mongoliet var et på mange måder særpræget land dengang. Et land præget af religion samt mange års kinesisk herredømme. Med en befolkning på ca. 500.000, om hvem det siges, at en væsentlig del af den mandlige – såvel produktive som reproduktive – del af befolkningen var beskæftiget som religiøst ”personale” i de mange klostre. Befolkningstallet var dalende og ikke kun af religiøse grunde! En kraftig syfilis-epidemi gjorde også sit til, at befolkningstallet var for nedadgående.

Efter optagelsen i Sovjetunionen lykkedes det efter nogle år at få styr på syfilis-epidemien, og i 1930´erne gjorde Stalintidens lakajer kål på templerne og deres munke. Unge munke blev tvangsudskrevet til soldatertjeneste og efterfølgende tvangsgiftermål, og ældre munke blev likvideret. Templerne blev effektivt afviklet, og religion var derefter at betragte som fjendtlighed mod staten.

I mange år var Mongoliet et land, ”der levede i Sovjetunionen”, men som i vid udstrækning var uden interesse for verden. Dette ændrede sig efter 1949, hvor Mao og kommunisterne fik magten i det da sønderrevne Kina. Sovjetunionen havde spillet en rolle med at hjælpe kommunisterne til magten, og Mao var en stor beundrer af Stalin. I Mongoliet blev der i 1950´erne startet en del anlægsarbejder, som blev betalt af Sovjetunionen, men som blev udført af kinesiske arbejdere.

Efter Stalins død og Krustjovs opgør med Stalintidens uhyrligheder kølnedes forholdet mellem Kina og Sovjetunionen, og denne nedkøling sker i samme tidsrum, hvor den kolde krig mellem øst- og vestmagterne kørte på sit højeste. Sovjetunionen stolede ikke på Kina og Kina ikke på Sovjetunionen – og så var Mongoliet pludselig af uhyre strategisk betydning med sin beliggenhed mellem de to lande. Denne geografiske position medførte, at Sovjetunionen placerede mange militære bataljoner i Mongoliet for at kunne holde en eventuel kinesisk aggression stangen. Og landet var i slutningen af 1960´erne og begyndelsen af 1970´erne skueplads for mange grænsestridigheder mellem Sovjetunionen og Kina.

Den Mongolske Folkerepublik var et lukket område, hvor stort set alene inviterede gæster havde adgang. Sovjetunionen hentede mange strategiske mineraler, såsom uran, guld, kobber, molybdæn og sølv, og i modydelse modtog mongolerne fabrikker og maskiner, der havde som mål at bringe det mongolske folk fra et nomadefolk/nomadeland til en industrination.

I betragtning af landets meget turbulente historie er det intet mindre end imponerende, at der var kræfter i det daværende samfund, der var så fremsynede, at de kunne etablere en fagbevægelse – og siden hen fastholde den – i en stadig vækst.

Da denne periode er på sit højeste, har mongolsk fagbevægelse mere end 700.000 medlemmer, som alle modtager deres sociale ydelser gennem fagbevægelsen. Det drejer sig om ferieophold og understøttelse. Den daværende fagbevægelse var en integreret del af statsapparatet, som også havde ansvaret for disciplinering af arbejdsstyrken – en funktion, som var meget lidt populær.

I 1990-91 går Sovjetunionen i opløsning, og Mongoliet bliver igen selvstændigt.

Mange mongoler mistede deres arbejde, idet hundredvis af virksomheder lukkede. Subsidierne fra Sovjetunionen blev uigenkaldeligt stoppet, og der var de første år i 1990´erne ikke andet end tilbagegang og stagnation.

Strategier og aktiviteter

Den 1. januar 1999 startede Ulandssekretariatet det bilaterale projekt i samarbejde med CMTU, efter længere tids sondering af partner og muligheder og efter i nogle år at have uddannet undervisere gennem et samarbejde med APRO i Singapore.

Projektets mål er gennem uddannelse af tillidsfolk at søge at påvirke og forbedre dagligdagen for den mongolske arbejder. Sovjettidens ekstremt centraliserede magtstruktur har skabt en tradition, hvor alt skal tillades, før det kan udføres. Hvor love eksisterer ud fra en formodning om overholdelse, men hvor der endnu ikke er opbygget en domstol, der har erfaring i at bruge de eksisterende love.

Mongolske arbejdere er beskyttet af en, selv med danske øjne, progressiv lovgivning. Dette forhindrer dog ikke, at brud på denne lovgivning er ofte forekommende. De fleste har ingen adgang til dette lovmateriale – eller lovmateriale i det hele taget. Her ligger en af de store opgaver, som projektet tager livtag med gennem relevante kurser og en stadig uddannelse af undervisere.

Der tilbydes kurser til nyvalgte tillidsfolk såvel som til forbundsformænd m/k.

I år 2000 alene blev der afholdt 156 aktiviteter med mere end 3.600 deltagere.

Da Mongoliet er et stort land, 37-38 gange så stort som Danmark, med en befolkning på 2,4 millioner indbyggere, stiller det store udfordringer til den mongolske fagbevægelse om at nå ud til medlemmerne.

For at hjælpe med dette ligger det også i projektet at etablere små CMTU-skoler, én i hver af de fem økonomiske regioner, som Mongoliet er delt op i. I år 2001 skal den tredje skole etableres.

Påvirkninger af det omgivende samfund

Mange mongoler havde den overbevisning, at i et samfund styret af markedsøkonomi var der ikke længere brug for fagforeningen. Det har taget nogle år for den mongolske fagbevægelse at finde sine ben i dette så ændrede samfund, men ridderslaget fik man i 1999, hvor den nye arbejdsmarkedslovgivning blev vedtaget – stærkt påvirket af CMTU gennem trepartsforhandlinger.

Det sker oftere og oftere, at der kommer folk og beder om hjælp til etablering af en fagforening. I december måned blev der etableret en ny fagforening på en statsejet cementfabrik, fire dage efter at en af arbejderne havde været på et kursus i grundlæggende rettigheder afholdt af projektet. På denne fabrik var der ugelange arbejdsnedlæggelser i foråret, idet der ikke blev udbetalt lønninger.

I Mongoliets tredje største by – Erdenet – blev den anden skole åbnet i foråret. Erdenet er en ny by opstået ved en af verdens 10 største kobberminer. I denne kobbermine, som er Mongoliets største arbejdsplads, var der indtil i sommer to konkurrerende fagforeninger. Det er der ikke mere! De har nu slået sig sammen under CMTU paraplyen, og de angiver selv, at grunden hertil var, at de nu kunne søge uddannelse på ”deres egen” skole, og at dette var det væsentligste argument for, at udbryderfagforeningen kom tilbage i CMTU-folden.

Dialog på arbejdsmarkedet

I Mongoliet er den største arbejdsgiver stadig det offentlige, men der bliver flere og flere private arbejdsgivere. Området, der lige nu er i størst vækst, er tekstilbranchen, og dette skyldes en nok midlertidig særstatus, som Mongoliet nyder, idet eksport af tekstiler fra Mongoliet til USA er uden begrænsninger. Dette betyder, at der er dukket tusindvis af arbejdspladser op, hvilket som oftest betyder, at de er forsvundet fra andre udviklingslande.

Organisering

Medlemmer er enhver fagbevægelses kerne – også mongolsk fagbevægelse. CMTU har dog det problem ikke til enhver tid at vide, hvor mange medlemmer der er i bevægelsen. Situationen svarer vel til, hvordan forholdene var i dansk fagbevægelse i 1960´erne og 1970´erne før computernes indtog. Medlemstallet opgøres én gang årligt og det på basis af udstedte medlemskort. Så medlemstallet kendes aldrig præcist.

Vi ved, at der dannes nye fagforeninger, og at der derfor kommer nye til, men om tilgangen er større end afgangen, ved vi først, når årets medlemstal indløber fra alle egne af landet, og dette sker i løbet af foråret.

I det første år i projektet skete der en nettotilgang på 16.000 nye medlemmer, som alle blev tilskrevet projektet.

Projektet er vigtigt

Globalisering drejer sig oftest om økonomi, i hvert fald hvis man lytter til Verdensbanken og IMF. Ulandssekretariatets projekt i Mongoliet er et forsøg på at give den økonomiske globalisering et kvalificeret modspil, der søger at sikre overholdelse af fundamentale menneskerettigheder – og faglige rettigheder.