12 timers arbejde og en lur på fabriksgulvet

I hundredvis af drenge går ikke i skole, men bor og arbejder i stedet i bogbinderier i Chittagong, Bangladesh, for at tjene penge til familien. Fagbevægelsen erkender, at børnearbejde ikke kan afskaffes nu og her. I stedet har den forhandlet sig frem til bedre arbejdsvilkår for børnene.

På afstand ligner det nærmest udlejningsgarager på rad og række i den smalle gade. Først når man er helt henne og kigger ind i de mørke huller, dukker drengehovederne op. Ud over dunkene fra maskinerne, der klipper papiret ned i rette størrelse, er der ingen lyde. Børnene arbejder koncentreret med at samle, lime og sy de kladdehæfter, som andre børn bruger i skolen.

Bogbinder-kvarteret i Bangladesh’ næststørste by Chittagong ligger på en bakke ned mod floden, så regnvandet meget belejligt kan skylle de blå og lilla blæksøer væk af og til. De mange små fabrikker producerer nemlig ikke kun kladdehæfter, men også protokoller, kalendere og adressebøger, der kræver tryk. Også det sker pr. håndkraft med små stempler og misfarvede fingre.

Mohammad Kabir har to bogbinderier med 18 fastansatte og et par løsarbejdere.

– Selv stammer jeg fra en meget god familie, men på grund af et uheld mistede vi al vores jord og penge. Vi kunne jo ikke bare tigge, så jeg forlod min landsby i Noakhali-området og rejste til Chittagong og fik arbejde i bogbinder-industrien. Det var i 1991. Dengang var det meget hårdt. Vi arbejdede til klokken både to, tre og fire om morgenen og sov på skift. Når vi skulle levere en større ordre, var det endnu værre. Det endte med en rigtig dårlig oplevelse. Lige før en stor helligdag blev vi snydt for vores penge. Vi ventede og ventede og anede ikke, hvad der foregik, fortæller Mohammad Kabir.

Derefter fandt han arbejde som kok på et indisk skib nogle år. Efterhånden havde han endelig tjent nok til at købe sit første bogbinderi, som han nu har haft i tre og et halvt år.

Syv af Mohammad Kabirs ansatte er børn, fortæller han. I modsætning til andre arbejdsgivere forsøger han ikke at dække over sine børnearbejdere, selvom han godt ved, at det er ulovligt at ansætte personer under 14 på en fabrik i Bangladesh.

– Jeg har ikke inviteret nogen børn til at arbejde her, og jeg har ikke arrangeret at få børn hertil fra landsbyerne, lige som andre arbejdsgivere gør. Men jeg har fået henvendelser: "Tag mit barn. Han dør. Vi har ikke mad". Det kan jeg ikke sidde overhørig. Der var en mor, som ikke engang havde penge til bussen hjem. Så fattige er folk. Derfor må jeg hjælpe. Det er udenfor så fattige forældres rækkevidde at vælge, om deres børn skal arbejde eller ej, forklarer Mohammad Kabir.

Arbejder for at spise

En lillebitte skaldet knægt i en undertrøje, der engang har været lyserød, illustrerer alt for tydeligt Mohammad Kabirs synspunkter.

Mohammad Russel kender ikke sin alder. Måske ni år?

– Jeg har været i lære her i tre måneder, forklarer han.

– Jeg gik i skole nogle dage i landsbyen, og så kom jeg til Chittagong. Min far er væk. Min mor arbejder på en tøjfabrik i Chittagong. Min storesøster er tjenestepige hos en familie i Dhaka. Hun gik i 1. klasse engang, men jeg ved ikke i hvor lang tid. Jeg bor ikke sammen med min mor, og hun kommer aldrig for at besøge mig. Det er jeg ked af. Hver fredag besøger jeg hende. Hun bor hos min tante, og jeg bor på fabrikken.

Drengen gaber konstant, og øjnene er ved at falde i, men han kvikker lidt op, da han kommer i tanker om, at det nærmer sig frokost.

– Om morgenen får vi brød og linser. Om formiddagen får vi snacks. Til frokost er der ris, og om eftermiddagen er der også en eller anden slags snacks. Vi får aftensmad klokken 22. Fredag giver de mig 10 taka (1,30 kroner) eller fem taka, så jeg kan besøge min mor. Fredag ser jeg også fjernsyn her i fagforeningens kontor.

– Jeg kom hertil for at lære at arbejde – og for at spise. Jeg lærer for mad, og vi sover alle sammen på fabrikken, konstaterer han.

Det er meget typisk, at drengene starter med at komme i lære, når de er på Mohammad Russels alder. Det første års tid får de ikke rigtig løn og går mest til hånde. Først når børnene begynder at samle kladdehæfter eller lime, får de 100 taka (13 kroner) om måneden plus mad og husly. Maden bliver som oftest lavet på gulvet i fabrikken, og husly består af et tyndt tæppe på det samme gulv og en stabel kladdehæfter som hovedpude.

Alt efter hvor gode drengene er til arbejdet, stiger deres løn gradvist, men få når nogensinde op over 500 taka (66 kroner). Af samme grund er der ikke mange voksne i industrien. 70 procent af arbejderne er børn.

Indtil videre er Russel meget godt tilfreds:

– Jeg har en god arbejdsgiver. Han skælder ikke ud, så jeg kan godt lide jobbet.

Kan skrive sit navn

Rahmet Hossain er et par år ældre og har allerede været i branchen halvandet år. Han kommer også fra en landsby langt fra Chittagong.

– Jeg gik i skole i under et år, men jeg kan skrive mit navn, forklarer han tøvende, men fortsætter:

– Det var ikke altid, jeg mødte op, og nogen gange var jeg uartig. Derfor blev jeg sendt til Chittagong for at arbejde. Min storebror har gået i skole til femte klasse, men så kom han hertil for at tjene penge, fordi vi er fattige. Han kom før mig.

– Jeg kan ikke lide arbejdet, hvisker drengen næsten uhørligt og forklarer:

– For jeg får jo ingen uddannelse. Nu vil jeg så gerne læse. Jeg vil gerne lære noget, så jeg kan få et bedre job. Der er så meget, jeg gerne vil være – mekaniker eller snedker. Men hvis jeg skal have sådan et arbejde, skal jeg kende tallene og bogstaverne. Ellers kan jeg ikke udføre jobbet. Der er ikke nogen fremtid i det, jeg laver nu, og lønnen stiger aldrig. Min løn er 200 taka (26 kroner) om måneden, men jeg kan simpelthen ikke lære at lave arbejdet godt nok. Jeg prøver virkelig. Min storebror slår mig nogle gange for at få mig til at arbejde bedre. Min bror passer også på mine penge. Han sender dem hjem og giver mig lidt.

Lederen af Bangladesh National Party – Binding Workers’ Union, Aminul Islam, forklarer, at han og hans kolleger har prøvet at forhindre, at de små drenge startede på bogbinderierne.

– Men fattigdommen og mangel på et velfungerende skolesystem har tvunget os til at acceptere det. I det mindste har mange af drengene familiemedlemmer her, resignerer han.

I stedet har fagbevægelsen nu fået organiseret over halvdelen af områdets 500 ansatte, og sidste år lykkedes det endelig at indgå en aftale med arbejdsgiverne. Arbejdstiden blev sat ned fra 18 til højst 12 timer, og der blev indført fridage blandt andet.

– Med hensyn til lønnen har vi fået arbejdsgiverne til at skrive under på, at de skal give deres arbejdere en mindre årlig lønstigning, men det er ikke nok. Der er stadig noget at komme efter, mener Aminul Islam.

Flere års pres

Mohammad Kabir er en af de arbejdsgivere, der har underskrevet aftalen med Bangladesh National Party – Binding Workers Union.

– Igennem flere år havde fagforeningsfolkene lagt pres på os. Til sidst var vi nødt til at skrive under. Jeg har selv været arbejder her og er det på en måde stadig. Vi sover, spiser og arbejder sammen med vores ansatte, så vi kunne godt se, at det her problem måtte løses, forklarer han.

Ikke alle arbejdsgivere er så forstående. Rafiqul Islam har haft et bogbinderi med otte ansatte i 10 år:

– Vi mister for mange penge på aftalen, men vi håber på, at fagforeningerne så vil hjælpe os på længere sigt. Som det er nu, er det opkøberne af vores hæfter og bøger, der har den helt store profit. Måske fagbevægelsen vil hjælpe os til at tjene mere også? Hvis vi ikke kommer til at tjene flere penge, ja, så kan vi blive tvunget til at vende tilbage til de gamle arbejdsrutiner, siger han.

Mohammad Kabir mener ikke, at det kan være rigtigt, at bogbinderierne taber på grund af aftalen.

– Den er i hvert fald ikke skyld i hele vores nedgang i omsætningen. Vi mangler simpelthen arbejde for tiden, og det skyldes mest af alt den politiske situation. Siden angrebet på World Trade Center i New York den 11. september 2001 har der været generel økonomisk afmatning i Bangladesh. Hvordan det skal gå i fremtiden, tør jeg slet ikke tænke på.

Fremtidsudsigterne bekymrer også fagbevægelsen. A.M. Nasim Uddin er leder af Bangladesh Nationalist Labour Organisation, Chittagong Division. Han har allerede udpeget et rum, der skal fungere som aftenskole for børnene i bogbinder-kvarteret. Og med støtte fra Ulandssekretariatet skal fagforeningsfolkene have træning i børnerettigheder og børnepsykologi, så de bedre kan hjælpe børnene med at løse deres problemer.

Sådan som situationen er i Bangladesh nu, kan vi ikke tænke på at udrydde børnearbejde totalt. Det vil gøre for ondt på for mange. I stedet må vi prøve gradvist at hjælpe børnene over i lettere jobs og sørge for relevant uddannelse ved siden af, konstaterer han.

Fakta:

Fra 18 til 12 timers arbejdsdag

Befolkningen i Bangladesh er for fattig til, at børnearbejde i dag kan udryddes. I stedet har fagbevægelsen brugt krudtet på at bløde lidt op på de hårde arbejdsvilkår i bogbinder-branchen. Oprindeligt arbejdede områdets 500 ansatte, hvoraf de fleste er børn, i op til 18 timer i døgnet, og der var absolut ingen fridage. Det ledte fagforeningsfolkene igennem en fire år lang proces med organisering af arbejdere, og forhandlinger og diskussioner med arbejdsgiverne.

I dag er 300 af arbejderne medlemmer af fagforeningen, og alle nyder godt af den aftale, der sidste år omsider blev indgået med arbejdsgiverne. Aftalen indbærer en ugentlig fast fridag, fri på nationale helligdage, særlig bonus før de største helligdage og arbejdsdage, der ikke må overskride 12 timer.