Benhårdt arbejde for minimal løn. Ingen jobsikkerhed. Snavs. Dårlig belysning og ingen udluftning. Umiddelbart skulle man tro, at et stop for elendige arbejdsvilkår ville udløse jubel. Men udsigten til, at store dele af Cambodjas symaskiner gradvist holder op med at snurre i løbet af 2005, giver de op mod 250.000 arbejdere i Cambodjas eneste større industri ondt i maven.
Allerede i slutningen af 2004 tog nogle af de udenlandske tøjproducenter forskud på glæderne og trak stikket ud i Cambodja. Særligt favorable samhandelsaftaler har hidtil holdt liv i landets tøjindustri, men nye WTO-aftaler betyder, at Cambodja fra 2005 skal eksportere tøj på lige vilkår med resten af verden.
– Det kan vi ikke, konstaterer formanden for Cambodia Confederation of Trade Unions, Chuon Mom Thol. Vi kan ikke konkurrere med Vietnam eller Kina, fordi omkostningerne her er meget højere. Ganske vist er lønnen lav, men el, telefon og transport koster dyrt. Desuden importerer vi alle råvarer, for vi har ingen bomuld eller farve selv. Derfor koster det måske 12 dollars (66 kr.) at producere et stykke tøj her, mens Kina kan lave det for fem dollars (28 kr.).
Ikke mindst for Cambodjas kvinder er det en kastastrofe.
– Vi har ikke rigtig fået gang i andre industrier, og de unge syersker kommer fra fattige landsbyer. De har ingen uddannelse, og de aner ikke, hvordan man dyrker ris, fordi de rejste til hovedstaden Phnom Penh for at arbejde som helt unge, forklarer Chuon Mom Thol. Vi har i forvejen Sydøstasiens højeste forekomst af HIV/AIDS, og der er ingen tvivl om, at disse kvinder er i risikogruppen for at ende i Cambodjas bordeller.
DAGLIG BEKYMRING
For syerskerne Iem Sokheng, Kov Yuthnear og Kov Chivata handler det om ren overlevelse.
– Arbejdsvilkårene på fabrikkerne er elendige, siger Iem Sokheng på 20 år. Der er snavset, intet lys og ingen udluftning, og syersker bliver fyret ulovligt. Mange af os har også problemer med helbredet. Jeg bruger en hånddrevet maskine, og jeg har smerter i ryggen og i armene.
– Men, bryder 25-årige Kov Chivata ind, det er svært at finde arbejde, og vi bliver nødt til at gøre noget for at få mad. Vores familier er afhængige af os. Mine forældre har næsten ingen jord, og i år er der tørke, så der er ingen ris at høste. I Phnom Penh bor jeg i et lejet værelse sammen med fire andre. Når jeg har betalt 10 dollars (55 kr.) i husleje og købt mad, sender jeg resten af pengene hjem.
– Jeg arbejder normalt otte timer dagligt, men i spidsperioder er jeg ved maskinen fra 7 til 22. De første tre måneder tjener en syerske 40 dollars om måneden. Derefter stiger lønnen til 45 dollars. Når jeg arbejder rigtig meget over, kan jeg nå op på at tjene 90 dollars, fortæller Kov Chivata.
SPILDT ARBEJDE
Den usikre situation risikerer også at svække den unge fagbevægelse. Mens medlemstallet er gået stille, men støt, i vejret, siden fagforeninger blev tilladte i 1997, er der nu udsigt til en nedgang og flere års spildt arbejde.
– Vi kan stadig finde nye medlemmer, men flere og flere tænker, at hvis fabrikkerne alligevel lukker, kan det ikke betale sig at melde sig ind, siger Kov Chivata.
De tre kvinder, der alle er aktive i Federation Union of Solidarity, ser anderledes på det.
– Vi er bange for at blive fyret, hvis arbejdsgiveren finder ud af, at vi er medlemmer, men risikoen er ikke så stor, for aktiviteterne sker uden for fabrikken, forklarer Kov Yuthnear.
– Og der er mange fordele ved at være medlem af en fagforening. Vi får undervisning i, hvordan vi kan passe på os selv, mens vi arbejder. Hvis vi bliver fyret uden grund, kan vi få hjælp. Men hvis der ikke snart sker noget, kommer alt til at handle om at finde nyt arbejde, siger Kov Chivata. Derfor vil jeg gerne sige til USA og alle andre lande: Vil I ikke nok give os vores kvoter igen?
Del med dine venner
