Smukke ord savner handling

En minearbejder kommer ud for en ulykke under arbejdet. Han bliver bragt til hospitalet, men dør tre uger efter – tilsyneladende af sine kvæstelser. Normalt skal arbejdsgiveren betale erstatning til minearbejderens efterladte, men i dette tilfælde finder minens ejer ud af, at den døde arbejder var hiv-smittet. Derfor hævder arbejdsgiveren, at arbejderen døde af hiv-virus – ikke af arbejdsulykken.

– Der bliver flere og flere af denne type historier. Man kan godt sige, det er blevet en trend at mine-ejerne forsøger at svigte deres sociale ansvar, fastslår næstformand Archie Palane fra det sydafrikanske minearbejderforbund NUM, der har 300.000 medlemmer.

Minearbejderne er en af de faggrupper i Sydafrika, der er mest udsatte for hiv-smitte. Det skyldes blandt andet, at omkring 60 procent af dem kommer fra nabolandene – især Mozambique og Zimbabwe. De bor langt fra deres familier i trøstesløse boligområder. Når de har fri fra deres barske arbejdsliv, er de tilbøjelige til at bruge en del af fritiden i selskab med prostituerede eller på anden måde dyrke usikker sex.

Forsigtige skøn nævner, at 20-30.000 – eller cirka hver 10. minearbejder – er hiv-smittet, men der er ikke lavet uvildige undersøgelser af omfanget, og tallet er sandsynligvis meget større. FNs opgørelser for hiv-smitten i Sydafrika som helhed nævner tal på over 20 procent.

På grund af den alvorlige risiko, som minearbejderne er udsat for, har hiv/aids været en del af NUMs indsatsområde siden 1986.

Op gennem 90’erne var indsatsen især rettet mod at bevidstgøre minearbejderne om hiv-faren. NUM underviste i begyndelsen på egne kurser i, hvordan man bevarer jobsikkerheden, selv om man er hiv-smittet. Sideløbende underviste arbejdsgiverne i det helbredsmæssige aspekt af hiv.

– Vi fandt ud af, at det var uhensigtsmæssigt, at vi sendte forskellige signaler, og derfor besluttede vi at lave en fælles undervisningsindsats med arbejdsgiverne, siger Archie Palane, der erkender, at dette skridt både var usædvanligt og grænseoverskridende for minearbejderne.

– Når vi begynder at samarbejde med arbejdsgiverne, reagerer medlemmerne med mistillid til os. De tror, vi er i lommen på arbejdsgiverne, forklarer han.

For at undgå misforståelser blev indsatsen i stedet rettet mod alle borgere i de regioner, hvor minerne er placeret, og de regionale myndigheder blev også en del af indsatsen.

– Desværre fungerer samarbejdet mellem de tre parter ikke optimalt. De tanker, som blev fostret på et seminar for de tre parter for to år siden, er stadig ikke blevet ført ud i virkeligheden, siger Archie Palane.

Til gengæld er hiv/aids-problematikken siden 2000 blevet et fast punkt i de kollektive forhandlinger.

– I første omgang lykkedes det os at få arbejdsgiverne til at betale for, at der blev ansat hiv-koordinatorer, der kan rådgive arbejderne, siger Archie Palane.

Et andet væsentligt punkt i de kollektive forhandlinger er spørgsmålet om, hvordan man undgår diskrimination af hiv-smittede.

Resultaterne af forhandlingerne mellem forbund og arbejdsgivere skrives ind i virksomhedernes hiv/aids-politikker, og de bedste af dem indeholder alle tre elementer: Behandling, rådgivning og human ressource-politik.

Archie Palane fremhæver en virksomhed, hvor 55 arbejdere er i arbejdsgiverfinansieret behandling med den dyre antivirale medicin, der gør det muligt i mange år at leve med hiv. Men det er undtagelsen.

Det generelle billede af hverdagen for de hiv-smittede i minerne er desværre ikke så skønt, som aftalerne mellem forbund og arbejdsgivere fremmaner.

– Vi har fået en række gode aftaler, der sikrer, at virksomhederne påtager sig et socialt ansvar, og det har faktisk ikke været svært at få arbejdsgiverne til at indgå aftalerne. Problemerne opstår, når ordene skal omsættes til praksis. Der er meget stor forskel på, hvad arbejdsgiverne går ud i offentligheden og fortæller, at de gør, og hvad der rent faktisk sker på arbejdspladserne, siger Archie Palane.

Han kender til eksempler på virksomheder, der ganske vist betaler for minearbejdernes hiv-medicin, men når der er fyringsrunde, er det altid de personer, som er under mistanke for at være hiv-smittede, der ryger ud. På den måde klarer virksomheden to problemer på én gang: Man slipper af med en arbejder, der måske alligevel snart bliver alvorligt syg, og samtidig undgår man en yderligere belastning af medicinbudgettet.

– En anden typisk smutvej forbi det sociale ansvar er, når virksomhedernes læger fortæller minearbejderne, at deres dårlige helbred udelukkende skyldes hiv-smitte. Mange minearbejdere lider af lungesygdommen silikose, som de får efter mange års gang i de støvfyldte minegange. Men når de opsøger lægen, får de at vide, at det er hiv, der er ved at slå dem ihjel. På den måde undgår virksomheden at skulle betale erstatning for den arbejdsbetingede lidelse, siger Archie Palane.

Trods de mange forhindringer for at skaffe ordnede forhold for hiv-smittede, er han optimistisk på baggrund af de landvindinger, som minearbejderne senest har gjort.

Minearbejderne kan se frem til i de kommende år at komme til at leve under væsentligt bedre forhold end hidtil. Endnu et resultat af forhandlinger med arbejdsgiverne.

– I 2007 kan 70 procent af minearbejderne se frem til at bo i huse, hvor det er muligt også at have familien boende i stedet for de usle pensionater, hvor de fleste minearbejdere for tiden vælger at bo alene. Det skulle gerne få den effekt, at minearbejderne bliver mere integrerede i de lokalsamfund, de arbejder i. I dag betragter de fastboende i et mineområde minearbejderne som et onde, der bringer hiv og andre plager med til lokalsamfundet, siger Archie Palane.