Det er nødvendigt med fleksibilitet …

Den uformelle sektor består ofte af folk, der ikke har kunnet finde lønnet beskæftigelse, enten fordi deres kvalifikationer ikke er tilstrækkelige, eller fordi der ganske enkelt ikke eksisterer jobmuligheder nok i samfundet. I Ghana er kun 15-20 procent af befolkningen reelt lønmodtagere, og resten må finde andre måder at skaffe sig en indtægt.

Hvis de er heldige, har de lært et fag og kan slå sig ned som selvstændige. Ellers må de leve af at købe og sælge med en lille fortjeneste. “Butikken” kan så være bakken på hovedet, bordet ved vejkanten eller en lille kiosk.

Hovedproblemet for folk i den uformelle sektor er naturligvis at skaffe den fornødne indkomst til at dække de grundlæggende behov hos dem selv og deres familier. Men også problemer i forhold til økonomistyring, budgetlægning, regnskabsaflæggelse, opsparing til lægeregninger og pension osv. fremhæves af folk i den uformelle sektor. Samt ikke mindst problemer i forhold til at skaffe de fornødne råvarer.

Problemer af den art kan ikke løses af enkeltpersoner, og projektet i Ghana har derfor til formål at få disse folk til at organisere sig i faglige foreninger, knyttet til det ghanesiske fagforbund – ICU.

Strategien var – og er – at identificere en faglig gruppe, udarbejde et samarbejdsprogram sammen med den valgte gruppe, organisere gruppen lokalt, regionalt og nationalt samt træne den nyvalgte ledelse i arbejdet.

Dette arbejde udgør den ene linie i strategien, og den første aktivitet – udarbejdelse af et samarbejdsprogram for hver gruppe – har vist sig at være den mest centrale. Det har vist sig rigtigt at indbyde folk fra den pågældende gruppe til at drøfte problemer og løsninger, med henblik på at løfte individuelle problemer og gøre dem til fælles problemer. Og det har vist sig fornuftigt at invitere de samme mennesker tilbage og uddanne dem til at fungere som organisatorer og sende dem ud for at overbevise deres kolleger om fornuften i at stå sammen.

Nogle af organisatorerne har vist sig at være for svage. Men de første to år i projektet har lært ICU´s regionale repræsentanter, hvordan en god organisator fra den uformelle sektor “ser ud” – så de seneste grupper af organisatorer fungerer meget fint og kan overbevise deres kolleger.

Men samtidig er det vigtigt, at forbundet arbejder på den anden linie i strategien og søger at løse de forskellige problemer i samarbejde med gruppen, for ellers kan organisatorerne ikke “sælge” budskabet – og medlemskabet.

Det er et vigtigt princip, at der ikke skal opfindes løsninger, hvis der allerede eksisterer noget, der kan bruges. Men det er ofte nødvendigt at hjælpe med at forenkle løsningerne og udbrede disse, så de kan bruges.

For eksempel findes en statslig pensionskasse i Ghana, der sagtens kan rumme alle de nye folk. Men denne statslige organisation er for bureaukratisk, hvorfor det ikke umiddelbart har været muligt at samarbejde med denne – uden at der findes nye og mindre bureaukratiske arbejdsmetoder og organiseringsformer.

Som nævnt har strategierne vist sig at være rigtige, og de oprindeligt planlagte aktiviteter har opfyldt deres opgave – men det har undertiden vist sig ikke at være tilstrækkeligt.

Det er faktisk ikke muligt at planlægge detaljerede aktiviteter for et helt år – endsige for tre år – uden at give plads for udviklingen af nye aktiviteter. Det er ikke muligt at forudse behovet hos en stort set ukendt gruppe. Og det er kun muligt at få succes, hvis der kan udvises fleksibilitet, når et problem eller et behov dukker op.

Heldigvis har vi mødt en stor grad af fleksibilitet i Ulandssekretariatet, og det kan nævnes, at vi har måttet inkludere et program for ICU’s regionale repræsentanter, da de har vist sig at være kernepersoner i arbejdet.

Vi har også måttet opfinde et registreringssystem og uddanne de lokale grupper i brugen, og endelig har vi måttet erkende, at der skal afholdes en lang række møder og endagsseminarer med de valgte personer på forskellige planer for, at de kan fastholde nogle grundlæggende principper for gennemsigtighed og ansvarlighed.