Fotografier fra den østafrikanske dagligdagPå udstillingen “Vilje til forandring” vises fotografier fra den østafrikanske dagligdag. Billederne er taget af Dorthe Pedersen, der bor i Tanzanias hovedstad, Dar es Salaam. Hun er antropolog og fotograf, men selv kalder hun sig visuel antropolog, der etnograferer med sit kamera. Hun har tilbragt otte år i Afrika, hvor hun har fotograferet for udviklingsorganisationer og udstillet ved flere lejligheder, bl.a. med fotos af gadebørn på ”East African Art Biennale” i 2005. Forud for udstillingen ”Vilje til forandring” har Dorthe Pedersen rejst rundt i Østafrika. Her har hun med sin linse indfanget forskellige hverdagssituationer. Hun har taget billeder fra kunstnernes værksteder, og hun har også besøgt forskellige virksomheder og skoler. Her har hun med sit kamera fokuseret på de positive tiltag, der er opnået på arbejdsmiljø-området, selv om hun også har fotograferet eksempler på det modsatte for at fremhæve kontrasten. Udstillingen vil omfatte disse dokumenterende billeder, men Dorthe Pedersen bidrager desuden med en serie portrætfotos, som vil indgå i den mere kunstneriske del. Blandt portrætterne er et billede af en maasai. Han er iklædt sin traditionelle klædedragt og taler i mobiltelefon – et godt eksempel på viljen til forandring – men på egne præmisser. |
Nyheder
|
|