Faglig organisering ved lyskrydset

Hvem skulle tro, at de gadesælgere man ser i Managuas lyskryds, har været fagligt organiseret de sidste fire år? Og nu har dannet en landsorganisation for selverhvervende arbejdere?

Organisationen hedder CTCP – Confederación de Trabajadores por Cuenta Popria – og den får flere og flere slags løsarbejdere ind i organisationen.

Den omfatter nu mange slags arbejdere i den uformelle økonomi – såsom dem, der sælger snacks og billetter ved busstoppestederne, lotterisælgere, sælgere af mobiltelefoner, det vi kalder sortbørshandlere, cykelbude, skopudsere, tømrere, sælgerne på små udskænknings- og madsteder, kunsthåndværkere, syersker og skræddere, bygningsarbejdere, osv.

Organiseringen er et udtryk for en af de mest betydningsfulde sociale bevægelser i disse år, vokset frem som en anden gigant der er vågnet af sin slumren, efter mange års marginalisering i samfundet.

Regionalt og internationalt

En endnu større overraskelse er det, at disse arbejdere i den uformelle økonomi allerede er fagligt organiseret på regionalt og internationalt niveau. Med 25.000 medlemmer, organiseret i 77 fagforeninger og syv forbund, kan man i dag finde CTCP i alle landets departementer.

I 2006 blev landsorganisationen også medlem af den internationale organisation for gadesælgere ”StreetNet International”, som har hovedsæde i Sydafrika.

På regionalt niveau har CTCP været vært for to konferencer for fagligt aktive arbejdere i den uformelle økonomi fra hele Mellemamerika og Panama. På den anden konference, som fandt sted i september 2006, var der folk fra  organisationer for uformelle arbejdere i Guatemala, Honduras, Panama og Nicaragua.

Et af resultaterne på konferencen var dannelsen af det regionale netværk ”Red SEICAP”  (Sindicatos de la Economía Informal de Centroamérica y Panamá), som nu skal koordinere fælles initiativer og aktiviteter.

Dårligt image

På konferencen konkluderede de, at man ikke længere kan tale om en uformel sektor, men at man må betragte det som om en hel ”uformel økonomi”, som omfatter mere end 60% af arbejdsstyrken i regionens lande.

Det blev også fremhævet som et problem, at begrebet ’uformel arbejder’ skaber negative billeder, ud fra det synspunkt at uformelle arbejdere er simple skatteunddragere eller ustabile arbejdsløse dovendyr. Derfor har organisationernes repræsentanter forsøgt at tage nye begreber og betegnelser til sig, eksempelvis kalder de sig: ’selverhvervende arbejdere’, ’selvstændige arbejdere’ eller ’uafhængige arbejdere’.

Diskussionen på konferencen kom også ind på de svære spørgsmål:

• Hvordan kan man mindske usikkerheden og elendigheden i  sektoren?
• Hvordan kan man sikre gruppen arbejdstagerrettigheder, når disse såkaldte ’uformelle arbejdere’ ikke har nogen som helst form for social sikkerhed, og hverken har en lovgivning som beskytter dem eller opbakning fra politiske partier, som taler deres sag?
• Hvordan får disse arbejdere adgang til finansiering eller lån, så de kan forbedre produktiviteten af deres arbejde?
• Hvordan kan organisationerne forbedre sundheds- og sikkerhedsforholdene samt uddannelsesmulighederne for medlemmerne?

Det tager lang tid at finde svarene på de spørgsmål. Mens der er skabt nogle støtteordninger til små selvstændige, de såkaldte mikrovirksomheder, så dækker støtteordningerne ikke de selverhvervende i den uformelle økonomi, selv om det rent faktisk er langt den største gruppe af de selvstændige.

Forveksles med kriminelle

Et af de værste vilkår i sektoren er de kommunale myndigheders og politiets hyppige rydninger af de steder, hvor de selverhvervende udfører deres arbejde. Rydningerne sker, fordi denne type arbejde ikke betragtes som værdifuld, og ofte forveksler man de uformelle arbejdere med kriminelle.

Præcis derfor blev ”Foreningen for lyskrydsarbejderne i Managua” dannet en majdag i 2002, efter skuddrabet på en politiinspektør i et af byens vejkryds. Det skete delvist som protest mod en efterfølgende uberettiget arrestation af sælgerne i gadekrydset, hvor hændelsen var sket.

Det bør ikke komme som nogen overraskelse, at disse arbejdere har et lavt selvværd, selv om de knokler løs under den bragende sol mellem otte og ti timer om dagen.

Kvinderne udgør den største gruppe blandt arbejderne i den uformelle økonomi, men det er samtidig dem, som deltager mindst i organisationens aktiviteter, fordi de også er bebyrdet med husligt arbejde og omsorgsarbejde. En stor del af dem er desuden enlige mødre.

Organisationerne for de selverhvervende arbejdere i den uformelle økonomi har samarbejdet med ILO for at udrydde de værste former for børnearbejde i gaderne. Alligevel vedbliver børnearbejde at være et af de tungeste problemer som præger sektoren, ikke mindst
når man tager den stigende børneprostitution i betragtning.

Arbejdsmarked uden sikkerhed

Siden 1990erne har neoliberale globaliseringspolitikker forhindret, at der kan opstå vækstmønstre i samfundet, som skaber arbejdspladser. Det kunne ellers medvirke til at få bugt med fattigdommen. I stedet har den neoliberale økonomiske udvikling skabt et fleksibelt arbejdsmarked uden sikkerhed og medført en yderligere minimering af den offentlige sektor.

I mange år har vi set få nye sociale tiltag, og mange basale serviceydelser er blevet privatiseret. Virksomhedsejerne foretrækker i dag at bruge underleverandører for at mindske deres egne omkostninger og slippe for de udgifter til social sikring, som følger med formel
ansættelse af arbejdskraft.

Afvandringen fra landet til de større byer, blandt andet som følge af mangel på støtte til småbøndernes landbrugsproduktion, har forværret den håbløse situation i byernes uformelle økonomi yderligere. Med det stigende udbud af arbejdskraft, som ikke følges af en tilsvarende stigende efterspørgsel, fungerer den uformelle økonomi i byerne som en støddæmper i forhold til den ’åbne arbejdsløshed’.

Den skjulte arbejdsløshed i den uformelle økonomi, hvor arbejderne har perioder uden indtægt, tælles ikke med i de officielle statistikker, som dermed tegner et kunstigt pænere billede af virkeligheden. Alt imens tusindvis af familiers skæbne er usikker og de må overleve på ringe indkomster, som enkelte familiemedlemmer tjener i den uformelle økonomi, når de kan.

Største organisation

Landsorganisationen for de selverhvervende arbejdere CTCP er den største og stærkeste medlemsorganisation i hovedorganisationen FNT (Frente Nacional de los Trabajadores) og den har forbindelser til både private og offentlige institutioner.

Selv om CTCP er blevet mødt af modvillige og afvisende omgivelser, er de aktive i organisationen blevet ved med at knokle på for at forbedre vilkårene for medlemmerne. Og det er lykkedes dem at etablere projekter, som giver medlemmerne et mere sikkert ståsted og værdigt livsgrundlag. Bl.a. har CTCP dannet en kreditforening, etableret en sundhedsforsikring og iværksat uddannelsesprogrammer.

Med det regionale netværk Red SEICAP har organisationerne dannet en god platform for at fastholde deres kamp for anerkendelsen og værdsættelsen af deres arbejde. Det kan også blive en platform til at skabe rammer for dialog og koordination med myndighederne, som kan gøre de uformelle arbejdere i stand til at promovere og formalisere deres aktiviteter som anerkendte små selvstændige.

Artiklen blev bragt i El Nuevo Diario i Nicaragua den 29. september 2006. Ulandssekretariatet har oversat og bearbejdet artiklen.