Gæster fra Indien og BangladeshLO og Ulandssekretariatet har inviteret Jyoti Macwan og Nazrul Islam Khan fra faglige organisationer i henholdsvis Indien og Bangladesh til Danmark i forbindelse med 1. maj og den internationale arbejdsmiljødag 28. april. De vil besøge arbejdspladser, lokale fagforeningskontorer og skoler rundt om i landet og fortælle om de kummerlige vilkår, der gælder for de fattigste på arbejdsmarkedet i deres lande, og om det arbejde deres organisationer, i samarbejde med Ulandssekretariatet, gør for at forbedre vilkårene. Jyoti MacwanDen 45-årige indiske kvinde Jyoti Macwan har i de sidste 24 år taget turen i SEWA helt frem til posten som generalsekretær, en position hun blev valgt til i 2006. Undervejs har hun beskæftiget sig med næsten alle aspekter af organisationens aktiviteter lige fra at skaffe pasning og omsorg til børn af fattige arbejdende kvinder til at organisere mere end 100.000 kvindelige tobaksarbejdere i Kheda-distriktet i staten Gujarat i Indien. SEWA står for Self Employed Womens Asso-ciation og er en organisation af fattige kvinder, der arbejder i den såkaldt uformelle økonomi. Det betyder, at SEWA i dag omfatter medlemsgrupper som gadehandlere, sæsonarbejdere i tobaksindustrien, papir- og skraldsamlere, hjemme-producerende vævere m.fl. - grupper som traditionelt ikke bliver organiseret eller har nogen rettigheder på arbejdsmarkedet. SEWA har med stor kreativitet og effektivitet formået at organisere disse marginaliserede grupper af kvinder ved altid at kunne tilbyde vigtige forbedringer af kvindernes basale livsvilkår gennem et medlemskab af SEWA. Organisationens holistiske tilgang til medlemmerne omfatter etablering af vuggestuer/børnehaver for medlemmernes børn, alternativ beskæftigelse, arbejdsmiljø og lønforhandlinger med tobaksproducenter, rent vand i landsbyer, sparegrupper og egen bank, voksenundervisning, etablering af kooperativer og indkøbsforeninger, forsikringer og meget mere. Mange af de fattigste i Indien har ingen dåbsattest eller noget andet bevis på, at de eksisterer officielt. Det er det lykkedes SEWA at få gjort noget ved i Gujarat. Gennem en aftale med den lokale regering er det nu anerkendt, at medlemskortet i SEWA er dokumentation nok for det offentlige til at registrere den enkelte og dermed give adgang til de offentlige, sociale ydelser, som lovgivningen principielt giver ret til. Alle disse resultater har gjort det muligt for SEWA at vokse, og organisationen tæller nu mere end 700.000 medlemmer i fem stater i Indien. Dansk fagbevægelse støtter SEWA gennem Ulandssekretariatet. Nazrul Islam KhanDen nu 58-årige Nazrul Islam Khan blev første gang valgt som tillidsmand som 21-årig i 1969 i den maskin- & redskabsfabrik i Dhaka, Bangladesh, hvor han var ansat i design-, metode- og planlægningsafdelingen. Valget som tillidsmand var startskuddet på en lang faglig og politisk karriere både nationalt og internationalt. Integritet, engagement og social ansvarlighed er de egenskaber, som har gjort Nazrul respekteret i alle politiske lejre i Bangladesh og ført til mange tillidsposter både i den bangladeshiske og i den internationale fagbevægelse såvel som i ILO. Nazrul var i 23 år formand for den største landsorganisation i Bangladesh (BJSD), og i 2003 blev han valgt som præsident for organisationen. I erkendelse af behovet for at samle fagbevægelsens indsats og forbedre dens omdømme i Bangladesh tog Nazrul i 1995 initiativ til at etablere BILS (Bangladesh Institute of labour Studies). Nazrul er stadig generalsekretær for BILS, som omfatter de fleste faglige organisationer i Bangladesh og bidrager til at sikre et højt vidensniveau blandt fagbevægelsens tillidsfolk. Det har betydet en væsentlig større indflydelse på udformningen af landets arbejdsmarkedslovgivning og på forholdene på arbejdsmarkedet i almindelighed. BILS har med sin research og sine kampagner været med til at sætte en række vigtige sager på dagsordenen: børnearbejde, arbejdsmiljø, sociale sikkerhedsnet, for nu blot at nævne nogle enkelte. Det var BILS’ researchrapport om arbejdsmiljøet i forbindelse med skrotning af skibe fra august 2000, som for alvor satte dette emne på dagsordenen internationalt og nationalt i Bangladesh. Så sent som i februar 2002 blev et stort fransk passagerskib afvist af Bangladesh’ regering, fordi skibet, ifølge franske skibsbyggere, indeholdt ikke mindre end 1.250 tons asbestholdige materialer. BILS har taget handsken op og koordinerer nu fagbevægelsens indsats for at forbedre sikkerheden og forholdene for arbejderne på de farlige skibsskrotningsstrande i Bangladesh. Dansk fagbevægelse har siden 1990 gennem Ulandssekretariatet støttet faglige projekter i Bangladesh og samarbejder fortsat med BILS. |
Nyheder
|
|