Fred og fattigdom går hånd i hånd

Der har været fred i Guatemala i snart ti år, men landets mange politiske og sociale problemer er langt fra løst. Arbejderne i bananplantagerne og i industrien har de sværeste arbejdsforhold

Alt tyder på, at freden har bidt sig fast i Guatemala. Det er ikke nogen selvfølge efter en blodig borgerkrig, der varede i hele 36 år frem til 1996 – for snart ti år siden. Borgerkrigen kostede op mod 200.000 mennesker livet, og næsten én million blev fordrevet fra hus og hjem. Freden kom først i stand efter at regeringen, militæret og guerillaen enedes om økonomiske og sociale reformer. Men det er endnu ikke nemt at se, hvordan den langvarige guerillakrig mod den politiske og økonomiske elite har ændret levevilkårene for almindelige mennesker.
Den systematiske terror mod både civilbefolkningen, oppositionen og menneskerettighedsforkæmperne er blevet mindre, men er nu erstattet af en stadig stigende kriminalitet. Folk har ikke meget tillid til retssystemet, og vilkårlige lynchninger og selvtægt er et stigende problem.
Samtidig vokser arbejdsløsheden, og reallønnen er faldende. Analfabetismen er på ca. 40 procent, ikke engang halvdelen af børnene går i skole, og i forhold til bruttonationalproduktet (BNP) ligger landet på en næstsidste plads i Latinamerika, når det gælder investeringer i uddannelse.

FALDENDE KAFFEPRISER

Fattigdommen i Guatemala er stigende. Omkring 75 procent af befolkningen lever i fattigdom – for under én dollar om dagen.
Fredsaftalen indbar blandt andet, at der skulle ske en omfordeling af ressourcer fra militæret til sociale projekter og sundhed. Men det har de skiftende regeringer ikke levet op til, kritiserer den tidligere guerillabevægelse URNG, der i dag er et politisk parti.
Præsident Oscar Berger, der blev valgt for godt et år siden, lovede i sin kampagne, at han ville ændre på de forhold, men hverken undervisningssektoren eller sundhedsvæsenet har mærket noget til det – snarere tværtimod. Den tidligere præsident Portillo brugte de dalende råvarepriser på forskellige eksportvarer – primært kaffe – som undskyldning for manglende ressourcer. Kritikerne mener dog, at statsfinanserne er utilstrækkelige på grund af for lave skatteindtægter. Han lovede en skattereform, som dog aldrig blev ført ud i livet.
Da Rigoberta Menchú, der var indiansk leder af bondeorganisationen Comité para la Unidad Campesina (CUC), modtog Nobels fredspris i 1992, var der stor international støtte til de, der kæmpede for at forsvare menneskerettigheder generelt, men specielt til de, som kæmpede for den oprindelige indianske befolknings rettigheder. Cirka 60 procent af landets befolkning er indianere, men indtil videre har de ikke haft meget indflydelse på de økonomiske og politiske beslutninger. Det er et paradoks, da Guatemalas økonomi stadig domineres af landbruget, som hiver over 60 procent af landets eksportindtægter hjem. Kaffe er i den sammenhæng langt den vigtigste afgrøde, men også sukker og bananer eksporteres. De faldende priser på kaffe betød alene i 2001, at 150.000 arbejdspladser i plantagerne forsvandt.

ØGET PRIVATISERING

Et af landets største problemer er de minimale skatteindtægter. Kun en femtedel af statens indkomster kommer fra skattegrundlaget, og regeringen har indtil nu ikke villet forhøje skatterne. I stedet vælger politikerne at øge privatiseringen af statslige ydelser – for eksempel på sundhedsområdet.
Som i mange af de andre lande i Centralamerika er arbejdsforholdene allerværst i bananplantagerne og i de såkaldte maquila-zoner, hvor udenlandske virksomheder kan etablere sig uden at skulle betale særligt meget i skat. De værste overtrædelser af arbejdstagerrettigheder handler om brud på aftaleretten, masseafskedigelser, afpresning gennem lock-out og afpresning og mishandling af fagligt aktive. En stor del af arbejderne i maquila-zonerne er indianske kvinder med meget lav uddannelse, hvilket gør dem meget sårbare.
Igennem årene er der blevet brugt mange kræfter på at knægte Guatemalas fagbevægelse. I 1997 blev en ellers hemmeligholdt rapport offentliggjort. Den beskrev i detaljer, hvordan virksomheder og arbejdsgivere skal bære sig ad med at tackle fagbevægelsens krav om rettigheder. De faglige ledere var rystede over de metoder, der blev anbefalet. Provokationen blev ikke mindre af, at det var et nordamerikansk sikkerhedsfirma, der var bestilt til at lave rapporten. Efterfølgende, og på den Frie Faglige Internationales (FFI) opfordring, bad ILO den daværende regering om en forklaring.