Gæster fra Østafrika: Tamim Salehe, TanzaniaLO, FTF og Ulandssekretariatet har inviteret to fagforeningsfolk fra Østafrika til Danmark i forbindelse med arrangementerne den 28. april og 1. maj49-årige Tamim Salehe er vicegeneralsekretær i TUICO, Tanzania Union of Industrial and Commercial Workers. Han har arbejdet i fagbevægelsen i 20 år – fra de socialistiske 1980’ere, da der kun var ét, regerings-kontrolleret forbund, og til i dag, hvor fagforeningerne er frie og har travlt med at ruste sig til globaliseringens udfordringer. TUICO har ca. 38.000 medlemmer, og Tamim Salehe er ansvarlig for industriarbejdernes forhold. Han koordinerer blandt andet arbejdet med at rekruttere nye medlemmer, forhandle nye kontrakter med arbejdsgiverne, løse industrielle konflikter og oprette sikkerhedsudvalg på arbejdspladserne. Arbejdsmiljø prioriteres lavt på mange fabrikker. Maskiner uden beskyttelse, støv og støj hører til dagens uorden. Men landets første lov om arbejdsmiljø fra 2003 stiller krav til sikkerheden og kræver, at der oprettes sikkerhedsudvalg på alle større arbejdspladser. ”Vi træner både sikkerhedsrepræsentanter og interesserede arbejdsgivere i at lære reglerne at kende og i at forebygge ulykker og sygdomme på grund af dårligt arbejdsmiljø. Det er en succes, som er med til at bygge bro mellem arbejdere og arbejdsgivere, og som er med til at trække nye medlemmer til TUICO”, forklarer Tamim Salehe, der oprindeligt er læreruddannet. Ret til at strejkeDe fleste fagforeninger i tanzania lider under faldende medlemstal. Det skyldes nedskæringer på mange virksomheder og, at mange unge tanzanianere er skeptiske over for fagbevægelsen med mere. TUICO opvejer en stor del af tabet ved at organisere nye arbejdspladser, forhandle gode overenskomster og ved at vinde mange retssager mod skruppelløse arbejdsgivere. ”I 2004 fik vi to nye arbejdsmarkedslove, som indeholder klare forbedringer. De fastslår for første gang, at arbejdere har ret til at melde sig ind i en fagforening og ret til at strejke, hvis arbejdsgiverne ikke følger loven. Vi træner vores medlemmer i at kende lovene, og det lokker også nye medlemmer til”, fortæller Tamim Salehe. Vinder retssagerneTanzania har ingen forligsinstitution, der kan mægle i arbejdskonflikter. derfor ender mange sager ved domstolene, men det koster både tid og mange penge. Tamim Salehe bladrer gennem en lang liste af retssager, som TUICO har ført på medlemmernes vegne det sidste års tid. Over 70 virksomheder er blevet slæbt i retten for alt fra ulovlige fyringer, tilbageholdte lønninger til grove brud på sikkerhedsreglerne. ”Vi vinder omkring 85 procent af sagerne”, siger Tamim Salehe stolt. For eksempel må firmaet Afri Bottles betale 600.000 shillings (2.700 kr.) i kompensation til hver af de 3 medarbejdere, som virksomheden har afskediget uden lovlig grund. Ikke mange penge set med danske øjne, men en årsløn for de fleste tanzaniere. Co-Industri og Ulandssekretariatet støtter TUICOs indsats for bedre arbejdsmiljø. |
Nyheder
|
|