1. maj i Maputo: Et farverigt sambaoptogSyngende om bedre arbejdsvilkår og dansende til sambarytmer passerede Maputos arbejdere i et megaoptog forbi rådhuset på Uafhængighedspladsen, hvor OTMs spidser, byens borgmester og vicearbejdsministeren m.fl. kunne betragte den farverige iscenesaettelse fra en kæmpe mobilscene. Det varede mere end to timer før hele optoget, som var grupperet i arbejdspladser, var kommet forbi scenen, og anslået talte optoget mere en 50.000 personer. Amos Matsinhe, OTM’s formand, bød i sin efterfølgende tale alle deltagerne velkommen til arbejderbevægelsen internationale kampdag, og nævnte herefter de to store katastrofer, som havde ramt Mozambique tidligere paa året. Oversvømmelsen i den nordlige region og eksplosionen i et våbenlager i Maputo. Begge katastrofer havde kostet unødvendigt mange menneskeliv og havde efterladt tusinder af mennesker med ødelagte boliger. – Det er vigtigt, at vi står sammen i Mozambique, for at give den nødvendige hjælp til de berørte mennesker, påpegede Amos Matsinhe. - Vi skal bruge den 1. maj til at minde os om, at vi skal udbygge solidariteten blandt det mozambikanske folk for at opnå bedre vilkår på arbejdsmarkedet. Masser af folk mangler tranportmuligheder, arbejdsmiljøet skal udvikles, så vi kan forhindre de alt for mange arbejdsulykker. Arbejderne skal have en anstændig løn de kan leve af, og generelt skal arbejdsvilkårene forbedres, hvilket også skal ske gennem en forbedring af arbejdsmarkedslovgivningen. Det er også vigtigt, at vi nu får etableret en arbejdsret, som kan håndtere de problemer der opstår på arbejdspladserne på en retfærdig måde, forsatte formanden. - Der mangler generelt uddannelsemuligheder både på arbejdsmarkedet og for vores børn. Vi har alt for mange analfabeter i landet – det skal der ændres ved, sagde Matsinhe. Den 1. maj blev også brugt til at nævne vigtigheden af, at de mozambikanske børn skal have bedre muligheder og rettigheder, for at kunne videreudvikle samfundet i fremtiden. Ligeledes blev det understreget, at kampen mod HIV/AIDS skal intensiveres på alle fronter for at nedbringe den alt for høje smitterate i Mozambique. – Det er ligeledes vigtigt, at vi fortsætter udbyggelsen af den internationale solidaritet fagbevægelsen imellem, sluttede Matsinhe. Efter korte taler fra borgmesteren og kommunaldirektoeren, åbnede OTM-formanden scenen for en række populære mozambikanske kunstnernavne, som skulle synge og spille op til dans resten af eftermiddagen. Den formelle del af 1. maj sluttede med at Maputos politiorkester spillede ”Internationale”. |
Nyheder
|
|